Forfatterinden af i går

Sveriges første store krimidronning hed Maria Lang. Hun er tæt på ulæselig. Men det har også sin egen charme. 

Det startede på loppemarkedet i Holte for en måneds tid siden.

En stand havde en kassefuld gamle paperback krimier af den slags, man aldrig ser på loppemarkedet længere. Ikke mindst et hav af Maria Lang krimier.

Jeg havde de fleste i sommerhuset endnu, men stak stadeholderen en femmer for “Mord i sommernatten”, som ikke lige var en del af samlingen, så vidt jeg husker. Her vi tilbage i den tidlige del af hendes forfatterskab (dansk udgave 1957), hvor det stadig er Puck og Einar Bure, der er i centrum, mens Christer Wijk mest dukker op i sidste halvdel for at redde Puck fra en potentielt farlig situation. 20170702_175116.jpg

Udgaven i bogkassen var til og med fra den serie, jeg kunne huske fra 1980’erne, dengang Maria Lang udgjorde en central del af min faste sommerlekture. At gå direkte fra “De fem” til Maria Lang – dog med Agatha Christie som den allerførste voksenkrimi, jeg læste – var ikke så stort et spring.

“Elegant og vittig skrevet” skriver forlaget på forsiden. Dét er så nok bare det sidste, man kan sige om Maria Langs forfatterskab. Det er tidstypisk, det er fuld af svenske sommernætter, det er proppet med citater fra digtere og henvisninger til svenske klassikere, det kan også godt være spændende, men elegant og vittigt – det bliver de aldrig.

Maria Lang (1914-91) er åbenlyst inspireret af Agatha Christie, men hun har ikke forbilledets fornemmelse for at skabe nuancerede karakterer og komme rundt i samfundslagene. Maria Lang har de bedst i den veluddannede overklasse.

En løftet litterær pegefinger

Der var god grund til, at jeg som tween kunne læse hende uden at få forstyrret min nattesøvn, for jo mere forfatterskabet skrider frem, jo mere er romanens sider fyldt med lange citater fra svenske klassikere, som personerne kaster i hovedet på hinanden, når de mødes, drikker kaffe eller sludrer over en kop kaffe. Tangerende til det absurde i en af hendes sidste bøger, “Dødelige drama på Dramaten”. Hvor jeg den dag i dag ikke er i stand til at huske, hvad det dødelige drama går ud på, til gengæld ved jeg, hvem der har været chef på teatret hvornår, og jeg behøvede sådan set ikke læse hverken Strindberg eller Shakespeare efter den, for de store dramaer var også citeret i rigt mål i bogen.

Dagmar Lange – som fr. Lang er døbt – var lektor, og man mærker tydeligt skolelærerinden i bare mellem, men også i linjerne i hendes bøger. Vi skal belæres, skal vi. Men jeg må også gi’ hende, at jeg den dag i dag har et kendskab til svensk litteratur og svenske digtere, jeg under ingen omstændigheder ville have haft, hvis ikke jeg havde læst Maria Lang. Og det kommer til og med fra en cand.mag. i dansk, der havde svensk som en del af sin uddannelse.

14-svyle-1975345453626d37984

Dagmar Lange, lektor, rektor, operaanmelder og ikke mindst krimidronning under pseudonymet Maria Lang. (Foto: Sveriges Radio. Fra svenska.yle.fi)

Da Camilla Läckberg udgav sin første bog, skrev mesterlige og altid skarpe Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse i Politiken, at hendes Fjällbacka stemning var beslægtet med Maria Lang, hvilket han har fuldstændig ret i. Han har også ret i det på et andet plan – der også gælder alt for mange af de danske krimier – nemligt at man ret hurtigt kan gætte, hvem morderen er. Det er som regel den mest usympatiske af personerne. Eller grimme.

Feminist eller sexist? 

I “De røde katte”, som jeg fik med hjem fra midsommerfesten i Skåne sidste weekend, er morderen beskrevet nærmest frastødende i udseendet helt fra starten af, at det er svært at blive overrasket over afsløringen til sidst. Ligesom Maria Lang også har det svært med kvinder over 40, der prøver at se godt ud, interesserer sig for deres tøj. De er også potentielle mordere. Eller mordofre. Hvad man næsten synes de fortjener, for enten er de for tykke, eller for magre, eller for kølige eller for rige.

De unge, smukke, friske kvinder med en akademisk grad, elsker Maria Lang til gengæld. Som Puck Bure. Men allermest den overjordiske skønhed Camilla Martin med de skrå, gule øjne som verden og især Maria Lang forguder for hendes udseende, stemme, kvindelige skrøbelighed og påståede geni.

Kun overgået af den 1.90 høje, sorthårede og blåøjede Christer med det følsomme sind og den skarpe hjerne. God ved sin mor er han også. En drøm af et stykke mandfolk!

Dagmar Lange medvirker også selv. I en dårlig kopi af Miss Marple, nemlig gennem forfatteren Almi Graan. Der dybest set er vanvittig irriterende og ucharmerende, men som alle elsker alligevel. Det er det privilegium, man har som forfatter.

Allerede dengang kunne jeg godt se, bøgerne var, hvad man roligt kan kalde “kiosklitteartur”. Alligevel har de en særlig kitschet charme. De er hyggelige. De har en evig, altid varm stemning af svensk sommer i skærgården. Eller et lydtæppe af dæmpet kultiveret konversation ved store gustavianske spiseborde i stockholmske herskabslejligheder under krystalkronerne med vin i krystalglassene, smukke og elegante kvinder og maskuline gentlemen, der diskret flirter med deres borddamer.

Slået ud af sin tid 

Maria Langs forfatterskab blev sat fuldstændig skakmat, da krimiduoen Sjöwall og Wahlöö dukkede op i slutningen af 1960erne med en helt ny type krimi – politikrimien, der samtidig var én stor beskrivelse af det svenske samfund – og samtidig lykkedes med at få den ros og anerkendelse fra the establishment, som Maria Lang aldrig var lykkedes med. Trods sine litterære henvisninger og beskrivelser af det miljø, samme elite jo ellers udsprang af. Helt modsat Sjöwall og Wahlöös politimænd.

Men modsat Maria Lang læste ægteparret tidsånden. Eller de var tidsånden selv. Det var hun ikke, og det havde hun vel på sin vis aldrig været? For allerede da hun skrev sin debutroman i 1954 var der en førkrigsduft over hendes univers og persongalleri. Agatha Christie havde været der – 30 år før. Maria Lang skrev på sin vis i en tid og til en tid, der ikke var, men havde været. Selv om kvinderne i romanerne er stærkere, mere frembrusende og bedre uddannede end de kunne have været en generation før, så er de alligevel aldrig mændene lige. Christer kunne aldrig have fået en kvindelig makker.

En komplet Maria Lang biblografi finder I på krimisiden.dk. Vier I sommeren til hende, så start med de ældste – og definitivt bedste.

Det var også dem, svenskerne valgte at filmatisere i den heller ikke supervellykkede, men gennemført lækre serie af Maria Lang krimier med Tuva Novotny, Ola Rapace og Linus Wahlgren som trioen Puck, Eje og Christer.

20170702_175153

Der går en lige linje fra Maria Lang til nutidige, svenske krimidronninger som Liza Marklund (en sammenligning hun uden tvivl ville rase over) og især Camilla Läckberg. Det er der taget højde for på sommerhusreolens øverste hylde!  

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s