Moderne – og så glemt. Forfattere af en generation

Kender nogen Marie Dinesen i dag? Læser nogen overhovedet Herdis Møllehaves “Le” medmindre de er i gang med et projekt om 1970erne? At være populær forfatter er ingen garanti for et langt efterliv. 

Min far har rigeligt med bøger selv, så i sidste weekend tog jeg en oprydning i den del af reolen, der var min mors værk.

Og faldt over titler og forfatterskaber, som jeg husker. Især husker jeg, at min mor læste dem, at hendes veninder gjorde, og at de gik meget om i nogle af dem. Men selv har jeg aldeig læst dem, og ingen – hverken i mine år på dansk-studiet på KUA eller senere har stillet mig til regnskab for den mangel i min almen læsning.


Og nu lå de her på spisebordet og var på vej – ja, jeg indrømmer det: i skaldespanden. For jeg har et ret godt kendskab til hylderne i genbrugsbutikkerne, og jeg ved, at folk ikke kender Grethe Heltberg, som bl.a. var velrepræsneteret på reolen.


Ikke at det som sådan er dårlig litteratur – kvaliteten er nok svingende, men det meste er bedre, end langt hovedparten af nutidens populære krimier. Men det er bøger, der er skrevet til og ind i deres tid. Bøger, der ramte en særlig ånd, en generation, men ikke den næste, som havde andre erfaringer, stod et andet sted, i en anden verden.

Enkelte af bøgerne er såmænd nok min mormors, det gælder blandt andet Marie Dinesen, som jeg ikke kan mindes min mor læste, derimod husker jeg hendes optagethed af “Le” og af Märta Tikkanen, som hun bestemt ikke var alene med.

For 15 år siden kom min far og jeg tilfældigvis i snak med en kvinde fra 68generationen i en bus i Berlin. Hun nævnte Herdis Møllehaves to kvinderomaner – “Le” og “Lene” – som noget hun kendte Danmark for, og sagde, min mor havde god smag, da jeg sagde, hun havde læst dem.

Objektivt set hører de næppe under rigtig god litteratur, og en klassikerstatus venter dem næppe heller. Men de udfyldte et behov i en generation af kvinder, de satte ord på noget, de måske ikke selv oplevede direkte, men som rørte sig i den tid, de levede i, og som derfor var vigtigt for dem at komme tættere på. Om de så også kommer til at stå for eftertiden, er vel i den sammenhæng mindre vigtigt? De er jo heller ikke skrevet med mig og kvinderne efter mig for øje – men til min mors generation.

Jeg indrømmer, at “Le” kom tilbage i reolen. Jeg overvejer om mit sommerferieprojekt skal være at genlæse de legendariske titler, jeg var for lille til at forstå dengang i 1970erne. Ligesom jeg puttede den lidt senere, men helt ligeså tidstypiske digtsamling af Lola Baidel i tasken – den på billedet. Der er vi rykket op i 1980erne, og jeg husker den megen hype om hendes forfatterskab. Jeg tænker, det vil være en tur ind i en fortid, der til dels også var min.

Spørgsmålet er nu, vil det være Helle Helle, Dorthe Nors, en datter kasserer efter sin mors død i 2050? Det tror jeg jo ikke. Jeg tror, de har for meget nyklassiker i sig, men hvem ved, hvad fremtiden vil synes? Jeg tror nu, de vil nøjes med at sende Sara Blædels Louise Rick bøger og Elsebeth Egholm Dicte-serie til gebrugspladsen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s