Dengang jeg opdagede Gerda Wegener

I 1980erne begyndte jeg en intens og storstilet anlagt jagt på at finde tegninger af Gerda Wegener, jeg havde råd til at betale som skoleelev. Det viste sig dog ikke så meget at være min økonomi som et fuldstændigt manglende udbud af Gerda Wegener billeder, der  fik min samling til at ende på én tegning.

 Det var til et eftersyn hos Bruun Rasmussen Auktioner, jeg så billedet. Et højt maleri af en ung, smuk societykvinde fra 1920’ernes København. Hendes slanke krop nærmest buede, munden var hjerteformet, øjnene mandelformede og det lyse hår lå blødt og lokket og hendes pikante ansigt. I skødet lå en mynde, som nærmest spejlede sin ejerindes slanke holdning og elegance.

Kunstneren bag billedet hed Gerda Wegener. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men jeg faldt fuldstændig for den tidsånd, der svævede over hele maleriet, den stil og ånd det udstrålede. Det var som om Gatsby-tiden blev levende, når man så på hende.

Jeg lagde et bud på 2500,- kroner, hvilket var en mindre formue for en gymnasiast i 1980’erne. Men på dagen sad modekongen og kunstsamleren Erik Brandt i salen i Bredgade og bød over.

Jagten gik ind

Mange år senere genså jeg den unge kvinde, da Erik Brandt viste mig rundt i sin enorme samling af Gerda Wegener billeder i sit pakhus på Christianshavn. Jeg fortalte også, at jeg havde budt på det. Vi havde vist været de to eneste, der var interesserede i det. Ligesom vi vist var ene om vores interesse for Gerda Wegener i de år.

wegener_eva-heramb_1934.jpg

Maleriet af skuespillerinden Eva Heramb (1899-1957) fra  1934 er ikke uden mindelser om det maleri, der første gang førte mig til Gerda Wegener. (Foto: Teatermuseet i Hofteatret)

 

For siden havde jeg nærmest dagligt, når jeg så noget, der lignede en antikforretning, en kunsthandler eller et galleri med værker også af ældre dato, været inde og høre, om de havde noget af Gerda Wegener.

Alle sagde nej. Men de begyndte at fortælle. For de syntes, det var interessant, at jeg havde opdaget hende. Det havde ikke så meget med min unge alder at gøre, som en forundring over, men også en vis glæde ved at opleve, at malerinden var blevet set.

En større historie bag 

Gerda og Einar

Gerda og Einar Wegener i Ole Haslunds hus 1924. (Foto tilhører Det Kgl. Bibliotek)

 

Først kom historierne om, hvordan hun vandt en tegnekonkurrence på Politiken i 1908, om hendes succes i Paris. Og snart også historien om hendes ægteskab. Om Einar Wegener, der malede baggrundene på hendes billeder, om hans seksualitet, om hvordan han blev hendes muse, og hun malede ham igen og igen. Men også at hendes liv sluttede ensomt og fattigt i København i 1940. På et tidspunkt, hvor hendes mondæne, dekadente streg var helt passé i forhold til 1930’ernes politiske betonede realisme, der dyrkede sunde, solide kvinder og mødre, og muskuløse mænd, der kunne tage fat i en mark eller på en fabrik.

Intet af det Gerda og Einar Wegener relaterede til. PH kaldte til og med hendes kunst slibrig.

Om det var en af kunsthandlerne, der fortalte, at Einar var blevet opereret, husker jeg ikke. Måske fandt jeg selv frem til det i en bog.

En epoke der døde med Lili 

På et bogudsalg nogle år efter fandt jeg Lili Elbes erindringer. Med forsideportræt af Gerda Wegener – Einar som Lili. På det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl. Jeg så på ham hver dag, for efter et års intensiv jagt oprandt endelig den dag, hvor jeg åbnede døren til et sted, der havde en tegning liggende. En rødkridtstegning af en kvinde, der koket kigger ned med viften hvilende forførende og flirtende på brystet.

Jeg læste hendes nærmest maniske, feberhede erindringer på en nat, og var hensat i en anden mental tilstand. Jeg kunne ikke slippe dem igen, fordi de var så direkte, så helt følelsesmæssigt ufiltrerede, at man ikke på nogen måde kunne være upåvirket af dem. Der var fotografier med i bogen. Af en smuk, moden kvinde, som altså var en midaldrende dansk mand, der nu var opereret. Af hans kone, som blev ved at være ved hans side, og som han elskede og var så hengiven som hun var ham hengiven og som hun ikke ville slippe ham.

Men bagved beretningen lå også den viden, som eftertiden ligger inde med. At Lili også var en del af en tid, der kun to år efter hendes død, blev brat afsluttet med nazisternes magtovertagelse. Alt det lægen Magnus Hirschfeld stod for, og som skete på hans Seksualvissenschaftlichsches Institut, blev indbegrebet af det forfald, den depraverede livsstil, som nazisterne foragtede og bekæmpede med alle midler. Døden og rædslerne for alle de mennesker, Hirschfeldt har haft under sine vinger i Tyskland i de løsslupne, frie 1920ere har næppe overlevet den tid, der ventede lige udenfor portene til klinikken. einar2-berlin-1930

Lili Elbe i haven på kvindeklinikken i Dresden i 1931. Hun døde samme år efter mange, alt for store operationer.

 

Det var en kamp for den mand, der gik ekstreme smerter igennem – hans kønsskifteoperation har på mange måder været ren eksperimental – men det var det i allerhøjeste grad også for den kvinde, der havde lovet at følge ham i medgang og nu i den modgang, det trods alt må føles som for et menneske, der har forelsket sig i en mand og en dag må erkende, at hun er gift med en kvinde i stedet. Men hun blev ved hans side.

Hede lesbiske malerier 

Malerierne i “Den danske pige” er desværre ikke Gerda Wegeners, med undtagelse af det betagende portræt af Ulla Poulsen Schou, som er lånt fra Teatermuseet.

Ulla P S

Maleriet af ballerinaen Ulla Poulsen hænger på Teatermuseet idag. Hun er en af de kvinder, Gerda Wegener ikke har forskønnet særligt i sin gengivelse, Ulla Poulsen var utroligt smuk og elegant.

 

Men på originalmalerierne og tegningerne er der én kvinde, som maleren gengiver igen

GW kvinderOg i lange serier maler Gerda Wegener hed lesbisk sex og erotiske scener, der sjældent viser en mand og en kvinde. For sådan var det ikke hjemme hos hende. Der var de nu to kvinder, der levede sammen.

Det gjorde de indtil 1930, hvor Christian X officielt annullerede deres ægteskab. Fordi der ikke længere fandtes en Einar Wegener. Han var nu Lili Elbe.

 

“Den danske pige” har premiere den 4. februar. Arkens roste Gerda Wegener udstilling varer indtil maj måned. 

Reklamer

4 Comments

  1. jeg fandt en farvelagttegning for mange år siden i elmegade af gerda wegener den forestiller en italiensk officer med monokel jeg købte den fordi jeg selv var begyndt at bruge monokkel

  2. Hvor skønt Rikke – min vækkelse var værket “En Sommerdag” med de mange stærke kvinder i parken – herunder Lilli, henslængt nøgen til skue for de skælmske blikke.

    1. Det er også helt vidunderligt. I dag ærgrer det mig, jeg sluttede jagten, da jeg havde fået mit billede. Der har sikkert været flere rundt om, hvis jeg havde holdt ved.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s