Jow, man kan godt spare i dansk teater

I det nyeste Teater 1 har jeg forholdt mig til de nye besparelser på kulturområdet. Her er en redigeret udgave – bl.a. med det nu korrekte sparetal: 437 mio. kroner fremfor 600 mio. kroner. 

På Instagram er der et populært hashtag, der hedder #throwbackthursday. 32.864.285 opslag er der lige nu under hashtagget, men man ville nok ikke score mange likes, hvis man slog et billede op af forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen eller et foto og citat fra vrede teaterfolk i 2002.

Ikke desto mindre var der noget “throwback” over det, da regeringen bebudede besparelse på kulturen med 2 procent, stigende til omkring 8 procent over fire år. Og på præcis samme grønthøstermetode, det foregik dengang i 2001, da Anders Fogh Rasmussen regeringen tiltrådte. Læs bare Teater 1s pamflet ”Veje til visionerne” fra sommeren 2002.

Dengang kom der en dialog mellem ministeren og kulturlivet, men kulturlivet holdt fast i, at det mest problematiske ved besparelserne dengang netop var den helt umulige grønthøstermetode. De ville hellere have, at politikerne udpegede hvor og hvordan, der skulle spares.

Publikum Gl Sc kopi

Minusvækst i kulturlivet

Det gjorde Bertel Haarder også indirekte. Eftersom han i Politiken tidligt på efteråret sagde, at sparekravet især ville ramme teatre, museer og de kunstneriske uddannelser. Lagt sammen med hans partis, men især støttepartiet Dansk Folkepartis markante og engagerede kampagne for flere penge til provinsen, og færre i København, ja så er det nok især hovedstadens teaterliv og museer, der skal regne med, at de næste fire år bliver tunge.

Sparekravet kom som et chok. Men måske var kulturlivet egentligt advaret om, hvad der kunne komme til at ske. For hele valgkampens debat om 0-vækst i det offentlige ville selvfølgelig ikke kun gå udover plejehjemmene og skolerne, men måtte også ramme det primært offentligt støttede kulturliv. At besparelsen så blev voldsommere end selv 0-væksten på grund af det idag berygtede omprioriterings-bidrag,  var så en ekstra bet.

Kunsten kommer i sidste række

”Det er den sidste krone, der går til kunsten på scenen, som det hele jo drejer sig om, og dermed til publikum. Først skal der jo betales husleje, strøm, administration og alt det andet, der skal til for at køre en veldrevet virksomhed,” sagde Holbæk Teaters chef, Kristoffer Møller Hansen, til nyhedsbrevet Proscenium i april 2014. Baggrunden var, at Holbæk Teater arbejdede på at blive regionalteater på Sjælland, og det, der bl.a. talte for, var ifølge teaterchefen, at det ville give flere penge den kunst, der – som man må læse af Møller Hansens udtalelse – kommer i sidste række, når budgettet skal gå op.

I foråret drog teaterleder Allan Klie til dels samme konklusion, da han sagde op i de dyre og ikke specielt velfungerende rammer om Københavns Musikteater i Kronprinsensgade i indre København for i stedet at blive mobilt teater. Netop for at bruge flere penge på kunsten end på husleje og administration.

Administration = faste arbejdspladser

Københavns Musikteater modellen kan selvfølgelig ikke kopieres af alle. Der er også gode grunde til, at et teater skal have rammer.

Men når pensionerede professor Jørn Langsted i Politiken har undsagt Bertel Haarders håb om ikke at ramme kerneaktiviteterne, altså kunsten, fordi Langsted ikke troede ”en døjt på”, at man kunne spare på administrationen nogen steder, så er det heller ikke hele sandheden.

Så længe en yngre teaterchef offentligt erkender, at administrationens løn er lagt fast før end man overhovedet skaber kunsten, og hvis man laver en bare løselig optælling af medarbejderstaben på også mindre egnsteatre, så er administration ikke længere lig med en teaterchef og en deltidslønnet sekretær. Man kan godt tælle sig helt op på næsten 10 personer, beskæftiget med opgaver af mere administrativ end kunstnerisk karakter.

Men det er nu næppe i administrationen, at politikerne ønsker, der skæres, når det kommer til for eksempel provinsens kulturliv. Desværre. For det er jo i administrationen på et egnsteater eller en landsdelsscene, at de faste jobs ligger. Skuespillere, scenografer og instruktører kommer og går, og efterhånden er meget af det, der spilles på et egnsteater i dag er til og med forestillinger hentet udefra.

Det er der ingen jobs i til de børnefamilier, politikerne gerne vil have til at bosætte sig i mindre byer over hele landet, og som primært er årsagen til, at politikerne overhovedet interesserer sig for kulturen.

Grønthøsteren kører altså igen

Den endelige besparelse på kulturlivet er landet på 437 mio. kroner. Det er noget, men så er det heller ikke værre. Det, der er værre, er stadig, at det er grønthøsteren, der kører hen over hele området og dermed definerer, hvilket kulturliv vi skal have. Fremfor det er en modig kulturminister, der laver en prioriteret prikkerunde i kulturlivet. Det ville ikke gøre mindre ondt, men det ville dog være foretaget ud fra en overbevisning og måske ligefrem en vision

Derfor vil de 437 millioner formodentlig ramme det kunstneriske produkt. Blandt andet fordi det er det, man kan se og dermed det, der er bedst pression i overfor politikerne. Ligesom når man sparer på de varme hænder i ældrepleje og børnehaver, fremfor at skære i antallet af indberetninger, der kræver administrative kræfter i en senere behandlingsfase.
Unknown

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s