På Folkemødet var kulturen en del af valgdebatten

I morgen er det hele afgjort. Og kulturlivet kan så gøre op, om det var godt eller skidt de ikke fyldte en masse i valgkampen. For om det var en fordel eller ej var de faktisk ikke helt enige om på det netop overståede Folkemøde. 

DSC00985

Kulturens Telt ligger centralt placeret på kajen i Allinge Havn. Derfor er der også mange mennesker, der stifter bekendtskab med både kunsten og kulturpolitiske debatter, når de går forbi – og ofte stopper op. 

Nu fyldte kulturen også ret meget i programmet på årets Folkemøde. Det havde ikke kun noget med valget at gøre, men måske nok så meget at gøre med, at kulturlivet endelig har fået øjnene op for, at Folkemødet er en vigtig platform at diskutere kulturpolitik fra. Fremfor som hidtil at foretrække at diskutere den med de allerede overbeviste og primært venligt indstillede deltagere på Kulturmødet på Mors.

Rosengade kunst og kultur, der samler de fleste af de kunstneriske forbund har været stærkt repræsenteret de sidste tre år. I Kulturens Telt på havnen har der også i flere år nu været skarpe debatter, bl.a. arrangeret af andre forbund og interesseorganisationer. Begge steder var der også i år masser af debatter. Men samtidig var der ude omkring og overalt plads til at debattere kulturpolitik.

Er kulturen pengene værd? 

Jeg hørte faktisk ikke nogen, der bare sagde ‘Luk lortet’ – selv om Det Kgl. Teaters direktør Morten Hesseldahl sagde, at det var én af de grupper, der altid dukkede op i kommentarfeltet på Facebook. Men debatten er heldigvis på et mere civiliseret niveau på Folkemødet.

DSC01004

Selv ovre på Liberal Alliance skibet, hvor der jo trods alt skal barberes en del af statens udgifter, hvis man skal finansiere skattelettelserne, var der ikke et krav om, at kulturen så kunne klare sig alene på markedsvilkår fremover. Partiets kulturordfører Mette Bock deler kulturlivet i tre grupper: Eliten, det er fx. Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst. Mellemlaget er mainstreamtilbuddene som de københavnske teatre og de mellemstore kunstmuseer. Og endelig vækstlaget som er de projekter, der i høj grad henter deres penge hos fagudvalgene under Statens Kunstfond. Hos Liberal Alliance er oplægget, at man skal støtte eliten og vækstlaget, mens resten bør kunne klare sig selv.

I debatten lørdag var filminstruktør og skuespiller Hella Joof ikke uenig i den holdning. Hun var mere bramfri i sin kritik af de kunstnere, der var lidt for magelige, og blev hvad hun direkte kaldte “Kulturludere”, fordi de altid kunne finde en sød dame med ravkæde, der gerne ville give dem nogle penge.

»Når noget ligesom bliver en rettighed, holder vi op med at kæmpe,” sagde Helle Joof og drømte højt om, at man hvert tiende år lukkede for al støtte for at se, hvad der så skete.

»Så er jeg sikker på, at vækstlaget ville pible frem, og så kunne man bagefter se, hvad der var bæredygtigt. Det er ligesom med vinproduktion, der må ikke være for mange druer på stokkene, for så udvikler druerne sig ikke nok. Derfor skærer man dem af.” sammenlignede hun.

Mette Bocks ønske for kulturpolitikken var faktisk også, at man turde fjerne al støtte på én gang, og så starte helt forfra med at fordele støtten og lave de enkelte love for hver kunstart. En drøm andre har drømt for hende – men af en eller anden grund så støder den altid på grund, når politikerne har muligheden for det. Som ministre for eksempel. Ikke engang indenfor et enkelt område har det kunne lade sig gøre.

Der gik tit hyldest af kulturen i det, når de samme mennesker blev sat til at debattere støtten. På den måde manglede jeg nogle modstandere, nogle udfordrere af de etablerede holdninger. Så vi kom ud over PR kampagner for Statens Kunstfond og diverse uddelinger. En moderne rindalist, der turde sparke lidt til det finkulturelle og den gode smag.

Men måske var det derfor, at bl.a. Gitte Ørskou fra Kunsten i Aalborg og Statens Kunstfond sagde, at hun faktisk var ret glad for, at kulturen ikke fyldte noget i den store valgdebat. For gør den det, så ender den ofte som kastebold mellem rabiate synspunkter, hvor det ikke handler så meget om selve kunsten og om produktet, men mere om kunsten som symbol på forskellige befolkningsgrupper eller som holdningsgidsel for politikere og deres mærkesager.

DSC01011

Jeg har sjældent set så ensartet et publikum, som det man møder på Gæstgivergården i Allinge under Folkemødet. Hvor Politiken har lejet stedet til sine aktiviteter. Det er kulturen faste støtter, man møder der – og der er uden tvivl indtil flere af de søde damer med ravkæder, om ikke andet så i overført betydning, som Hella Joof talte om. 

Jeg skrev en feature fra Folkemødet til Berlingske lørdag. Den kan man læse her: Kultur er noget, man debatterer. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s