Broadway har haft topsæson

Det får en til at tænke. Og glæde sig selvfølgelig. Når man læser, at Broadway har slået rekord i sidste sæson. Det er altså ikke teatret som kunstart, der er noget galt med, når talen falder på stagnerende eller faldende publikumstal herhjemme.

DSC00881

Med en stigning på 13,1 millioner tilskuere – en stigning på 7,3 % fra sidste sæson, hvor der også var en stigning – og en indtjening på $1.36bn var sæsonen 2014-15 den bedste nogensinde på Broadway.

It makes a girl think…

Især i lyset af, at West End oplever markante og meget høje tilskuertal i disse år. Faktisk så præger netop West Ends drama-opsætninger også Broadway lige nu – med overførsler af både “Skylight”, “Wolf Hall” og “The Audience”. Men det er nu især forestillinger som “Wicked” og “The Lion King”, altså det man kunne kalde familie-musicals, der har trukket tilskuerne i teatret i New York ifølge BBCs historie. Og så selvfølgelig den vildt underholdende, fremragende “The Book of Mormon”.

Hvad der er nok så interessant er, at den højere indtjening skyldes, at der sælges flere billetter til normal pris, hvilket jo trods alt ikke er småpenge i New York. Her er de dyreste musicalbilletter topsæderne til “The Book of Mormon”, der ligger på $ 177,30.

Stjernerne gør en forskel

Det beviser yderligere, at folk godt vil teatret, når det har noget at byde på. Og det har uden tvivl ikke skadet – hverken på Broadway eller i West End – at mange store filmstjerner som Helen Mirren, Bradley Cooper, Hugh Jackmann og Carey Muligan  har haft roller i forestillinger i de to byer. Det er en helt særlig oplevelse at se store stjerner på en teaterscene – ikke kun fordi de er stjerner, men fordi deres stjernestatus primært er opnået, fordi de er fænomenale skuespillere.

DSC00850

Grammystjernen Brandy er en af de A-liste spillere, der lige nu kan ses på Broadway som Roxy Hart i “Chicago”. En stor gruppe fans ventede på hende efter forestillingen for at få taget selfies med hende den aften, jeg kom forbi. 

Stjernerne er et eksempel på det enormt høje niveau, der er på forestillingerne på Broadway og i West End. På vej ind og se “An American in Paris” på Palace Theatre, diskuterede vi, om man kunne sætte den op i Danmark. Det kan man nok ikke på grund af handlingen, men bagefter måtte vi også konkludere, at det er endnu sværere at se den sat op med selv et nok så godt dansk cast. Den velsyngende, velspillende hovedrolleindhaver, der til daglig har sin gang i New York City Ballet er det svært at se, hvem kan matche i niveau herhjemme. Bare for at nævne et eksempel…

Teatret er markant til stede i byen

Når man er i New York, så mærker man også teatret – der er optrædener i undergrundsbanen, i enhver park, på gaderne. Den triste baggrund er selvfølgelig, at det er vanvittig svært at klare sig fuldtid som kunstner i en by med så hård konkurrence. Men det giver samtidig en følelse af, at kulturen betyder noget. Det er noget, man gerne vil have og opleve, og når de øver sig i parkerne, er det måske også for at blive bedre, og hvem ved, måske er det den næste Bradley Cooper, der stod lige dér i toget mod Brooklyn?

Det er klart, at West End og Broadway har en helt anden historisk betydning for byerne, de ligger i. De er verdensberømte på et niveau Kgs. Nytorv aldrig kan blive på grund af Det Kgl. Teater. Times Square med alle dens teatre – og neon – er og bliver et særligt sted i New York, også selv om den er lidt af et turisthelvede. Men som alle ved i dag, så er historisk betydning ikke noget, der nødvendigvis betyder, at man er i en urokkelig position. Nu gælder nu, ikke før. Og uanset hvor fascinerende historien om The Golden Era i 1920’erne er, så er den helt uvedkommende for de 20-årige, der står og venter på Brandy efter “Chicago”. Den sælger ingen forestillinger nu.

Det er ikke publikum, men teatrene der skal udvikle sig

Sådan sagde Lars Seeberg til den Scenekunstdialog, teatermiljøet samledes til i januar i København. Og det er meget præcist sagt, når det handler om begrebet publikumsudvikling.

For publikum er der jo, og de er der talstærkt, når der er noget, de gerne vil se – som på Broadway lige nu.  Hvorfor stagnerer tallene så herhjemme? Eller de stagnerer på de støttede teatre, hvor publikumstallet ligger omkring de 2 millioner år for år. Men i det kommercielle teater ser det jo anderledes ud – med et rekordstort publikum på “Dirty Dancing” i Tivoli for eksempel og opfølgende flotte salgstal på genopsætningen i Operaen næste sommer. Den forestilling har i dansk målestok meget af det, der kendetegner forestillingerne på Broadway: stjerner i hovedrollerne, en berømt musical (film i hvert fald) og en stor indsats for at skabe hype omkring den, ikke mindst fra de medvirkende selv.

Men uanset hvor tit det bliver postuleret, så støtter tallene ikke myten om, at publikum og de unge vil have smalle, små forestillinger i det offentlige rum. Jo når de er gratis, kan det da godt være de standser op for lige at kigge. Men der er ingen glamour omkring dem, det kan godt være de er meget sjove lige at se, men det er ikke dem, de køber billetter til. Det er til sådan noget som “Dirty Dancing”.

Den og andre i stil med den tæller lige nu ikke med i publikumstallene for teatret, som Danmarks Statistik udgiver. Derfor er der uden tvivl et stigende antal tilskuere i dansk teater, men det er i høj grad den kommercielle kunst, den underholdende eller musicals de opsøger. Ligesom det er tilfældet på Broadway.

DSC00919Kø ved “Hedwig and the Angry Inch” i Theatre Districts, NY. Længe før forestillingen startede. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s