Selv om solen skinner, er der stadig godt i mørket

Teatersæsonen er ved at gå på sommerferie og overlade scenen til skarpe sommerrevyer, blåfrosne udendørsforestillinger og uforudsigeligt gadeteater over hele landet. Men det er ikke helt slut endnu: 

Det Kgl. Teater præsenterer deres nye repertoire den sidste dag inden sommeren er alvor. På kalenderen altså.

Men inden man må sige, at den klassiske teatersæson er helt slut, er der faktisk et par rigtige gode forestillinger, som det er værd at nå at få set. Hvis der stadig er billetter – for jeg er ikke den eneste, der har syntes, de var værd at fremhæve:

1 TOVE! TOVE! TOVE!

AL4W2269

Sort Samvittighed “Tove! Tove! Tove!” afsluttede deres succesturné igår og spiller nu en måned i Skuespilhuset (Foto: Natascha Tiara Rydvald/ DKT PR)

Inden premieren i Skuespilhuset var alle billetter til Sort Samvittigheds musikalsk-litterære kabaret revet væk, og undervejs på turneen rundt i Danmark gik den fra at være godt teater til nærmest at blive kult. Teaterforeningerne på Sjælland blev væltet over ende af folk langvejs fra, der skulle sikre sig billetter til den vidunderlige forestilling om den folkelige digter Tove Ditlevsen, som gav stemme og liv til en hel generation af kvinder, ingen ellers interesserede sig for i kunsten.

Og det er også en vidunderlige kabaret. Ligeså skæv og skør, ligeså brutal og direkte, ligeså poetisk og smuk så dens hovedperson er den. Vi når igennem hele følelsesregistret, vi griner, vi græmmer os, vi gyser og gisper. Men fremfor alt lykkes den faktisk med at fortælle utroligt meget om en forfatterinde, der ellers ikke er sådan at få styr på – modsat sit ellers meget enkle og letlæselige værk.

Slutningen, som fotoet er fra, er utroligt bevægende og meget stærk. Vi ved jo, hvordan det ender for Tove Ditlevsen, og Sort Samvittigheds måde visuelt og tekstmæssigt at lade hende tage afsked med verden giver faktisk lidt gåsehud.

Desværre tyder det på, at de nys frigivne billetter til spilleperioden i København – inkl. de næsten 3000 ekstra billetter – allerede er helt væk. Men forsøg alligevel.

2. The LAST FIVE YEARS

Last_5_Years_Christian_Berg_og_Maria_Lucia_300_dpi

Christian Berg og Maria Lucia i “The Last Five Years” på Sceneriet under Det Ny Teater. (Foto: Det Ny Teater PR)

Den lille kammermusical havde premiere i januar, spillede ganske få gange for helt udsolgte huse, og er heldigvis tilbage igen den næste måneds tid.

Sceneriet under Det Ny Teater tager kvalitetsmusicals op, der ikke kan bære den store scene. Det ville “The Last Five Years” aldrig kunne, men det er skønt at få lov at opleve en musical med fantastisk musik, en godt fortalt historie og en ret modig dramaturgi. For flere af de nye musicals kører i høj grad efter en skabelon, med en musik der er ret uinteressant, fordi hovedsagen er de mange sceniske effekter og tekniske finesser.

Maria Lucia og Christian Berg er parret, der mødes som unge lovende kunstnere begge to. Hun er skuespiller, han er forfatter. Han bliver en stjerne, hun når aldrig det Broadway, hun drømmer om.

Musicalen fortælles forfra – og bagfra. Jamie fortæller deres kærlighedshistorie fra den begynder til den ender, mens Cathy fortæller den fra den for hende tårevædede afsked og baglæns mod den vidunderlige, perlende start. Midtvejs mødes de til deres bryllup.

Man er ikke et sekund forvirret undervejs, faktisk er det så godt tænkt og lavet, at det tværtimod giver en meget dybere dimension til en ellers ret almindelige kærlighedshistorie. Men fremfor alt er musicalens force stjernen Maria Lucia, der ikke kun synger så selv englene bliver lidt småmisundelige, men også fører os fint og ægte gennem hele Cathys følelsesregister. Er hun ikke ulykkelig over sit fortabte ægteskab, er hun det over sin forspildte karriere, og ind imellem er hun så smittende lykkelig, at vi kun kan elske hende. Christian Berg er glimrende som den intelligente, lidt forkælede og drengede forfatterspire, hvis overvældende succes kommer bag på også ham selv. Men åh, så fantatisk og pirrende det er at blive dyrket på den måde – man forstår godt, det ikke er så sjovt at komme hjem til en mut, depressiv kone, der igen har fået nej til en audition.

Forestillingen går et godt stykke ind i maj. Men der er kun få billetter hver aften, så tøv ikke for længe!

3. Heksejagt

Miklos Szabo

Olaf Johannesen og Benedikte Hansen i “Heksejagt” på Det Kgl. Teater. (Foto: Miklos Szabo / DKT PR)

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor publikum har svigtet opsætningen af “Heksejagt” i Skuespilhuset. For det har de desværre, og det betyder også, at der kun er ganske få spillegange tilbage af den fremragende iscenesættelse af den moderne klassiker.

Den schweiziske instruktør Roger Vontobel har lavet en helt minimalistisk, nærmest fritskrabet version af Arthur Millers stykke, som virkelig fremhæver retorikken. Hvor stor en magt ganske få såvel velovervejede som uovervejede ord har. Det er et stykke, der er aktuelt til hver en tid, og selv om der er en lille, kort henvisning til Islamisk Stat til sidst, er det en iscenesættelse, der netop ikke og heldigvis ikke forfalder til at være her-og-nu politisk aktuel. Det er måske nok en religiøs jagt, der sætter katastrofen igang i det lille samfund, som det også er det hos Arthur Miller. Men reaktionsmønstrene, de almindelige – i egen optik – åh så pæne, almindelige menneskers jagt på det, de ikke forstår kunne ligeså godt handle om en person hjemme på forstadvillavejen, som hr og fru Smith tror er pædofil, eller en familie de ikke mener lever som de gør, eller… noget helt tredje, helt dagligdags, der skiller sig ud og konfronterer mennesket med en måde at leve på, de ikke selv har. Og som de derfor må bekæmpe. Med al magt.

Der er nogle enkelte spillegange tilbage (sidste gang er 13. maj), og jeg kan ikke opfordre nok til at man kommer afsted og når at se den. Det er ekstremt godt skuespil, det er en perfekt gennemtænkt og gennemført iscenesættelse og fortolkning. En man ikke lige ser hver dag på en københavnsk scene.

Det Kgl. Teater har haft en supersæson

Hvis man er i Aarhus er “My Fair Lady” på Aarhus Teater bestemt også et besøg værd. Det er som at være i West End, og musikken er ubetinget og udenfor diskusion noget af det bedste musicalmusik, der nogensinde er skrevet.

Med en “Cabaret” som mit Facebook feed lige nu flyder med superlativer om – endda fra kræsne konkurrenter udi teaterverdenen – må man ellers konkludere, at det på mange måder er, Det Kgl. Teater der har tegnet denne sæson med nogle meget stærke forestillinger. To af dem er nævnt her, “Romeo og Julie” og “Hedda Gabler” er to af deres andre fremragende forestillinger i denne sæson, og selv om den var langt fra perfekt, så havde “Erasmus Montanus” også sine øjeblikke – og fremfor alt et stort publikum.

Det lover godt for den sæson, jeg ser frem til at få præsenteret den 30. april. Sammen med det nye ensemble i Skuespilhuset formoder jeg? Dem bliver det rigtig spændende at se, hvem er!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s