Så elsker jeg teatret igen

Man tipper “The Book og Mormon” bliver den sidste af de såkaldte long-run musicals. At den vil kunne spille længe endnu på West End er man ikke i tvivl om, når man sidder i et brusende begejstret Prince of Wales Theatre.

I London er der forvirring lige nu. Eller det føles som om musicalen står ved en skillevej.
For indenfor kort tid har musicals af store navne som Andrew Lloyd Webber og Tim Rice måtte tages ned igen meget hurtigt, den nye X-factor musical nåede nærmest kun at vende scenen, inden også den måtte opgive kampen om publikum.

En noget anden situation end den man er vant til, hvor “Les Miserables” og “The Phantom of the Opera” har gået i snart 30 og 22 år i London. Non stop.

Så mange tipper, at tiden med den slags long runs indenfor musicalen er ved at være omme. Folk vil ekstremt gerne se musicals, især de unge, der er forrygende billetsalg – men de gider bare ikke se den samme musical fem, ti, tyve gange, som publikum har gjort førhen.

Den sidste af slagsen?

20140621-082141.jpg
Annoncen for The Book of Mormon i Time Out. Taget med dårligt ipad kamera.

Men én musical skiller sig ud på West End lige nu. Og det er amerikanske “The Book of the Mormon”, som havde premiere sidste forår på The Prince of Wales Theatre ved Leicester Square.

Jeg havde selv fornøjelsen igår. Og jeg forstår godt der stadig, 15 måneder efter, er folk i kø for “returns” på spilledagen. Den er simpelthen fænomenal.

Teatrets 1600 pladser kogte fra starten. Med dens uhøjtidelige, frække indledning, der samtidigt er mesterligt orkestreret, så man både forstår stemningen, typerne og universet og ikke kan andet end elske dem hele bundtet, for det de er. Og især gerne vil være.
South Park folkene Trey Parker og Matt Stone har lavet en ultrakomisk og skarp satirisk historie om religion, missionærer og den hvide mand. Som samtidig er fin og sød, men aldrig romantisk og sukret. Musikken er lavet sammen med Robert Lopez og fuld af ørehængere – i modsætning til størstedelen af de moderne musicals. Lopez kan nemlig kunsten at ramme den musikalske stil fra hele musicalkataloget, så vi både er igennem de store, følelsesladede Elaine-Page-agtige solonumre, stepnumrene fra Gene Kelly musicals, discohits og klassiske numre.
Samtidig så opererer musicalen ekstremt elegant med et hav af referencer fra både “Hamlet” og “An officer and a gentleman”, som vækker jubel hos dem, der genkender dem, men aldrig udelukker dem, der ikke gør det. Jeg er for eksempel overhovedet ikke inde i “Ringenes Herre” og “Star Wars”, som jeg kan lure, der er mange referencer til, men det er lige sjovt af den grund.

Castet er selvfølgelig på et helt andet niveau, end hvad vi nogensinde når i Danmark. Londons musicalscene er så benhård, at det er uden sammenligning – med andet end Broadway forstås.

Så elsker jeg teatret
Salen var vild. Folk elskede den. Og der sad jeg højt, højt, højt oppe i the circle mellem de cirka 1599 andre mennesker og havde en af de der aftener, hvor jeg igen forstod, hvorfor teatret er så vidundderligt. Så helt usammenligneligt med al anden kunst. Så uforligneligt stort og vidunderligt, når det rammer os – sammen.

Tak for det! Tusind, tusind tak for det!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s