Kan man læse klassikere i dag?

Et kærkomment spørgsmål satte mig pludselig i vildrede. For kan man sætte folk på ca. 30 til at læse hvilken som helst dansk roman – eller risikerer man at skræmme dem væk med for tungt stof?

Nu er det heldigvis hverken fordi jeg skal undervise dem eller på nogen måde har ansvar for, hvad disse læsere evt. måtte mene om de klassikere, de så får i hænderne.
Men ikke desto mindre føler jeg rent faktisk et stort ansvar for den litterære kulturarv. For at sørge for at gøre den så appetitlig og indbydende overfor yngre læsere, at de selv ser, at når bøgernes sider er gulnede, er det fordi det er guld – det er ikke af ælde.

Hvad læste jeg selv?
Spørgsmålet kom fra et nyudnævnt medlem af en bogklub: “Hvilken glemt, dansk klassiker vil du anbefale, vi læser?”.
At jeg med det samme ville sige ham her:

20140524-182423.jpg

vidste hun godt.
Men hvilken en af romanerne slog det mig så? Med hjertet og hele min cand.mag baggrund på slæb ville jeg helst sige “Ludvigsbakke”. Men de nye læsere er omkring 30, med kærester, jobs og moderne livsstil. Vil de på nogen måde kunne sætte sig i en godt nok jævnaldrende, ugift, tilbageholdende sygeplejerskes sted i 1890’ernes København?

Og herfra skred det for mig.

For jeg vil jo for alt i verden ikke skræmme dem væk, men hjælpe med titler, der så måske i sidste ende kan føre dem hen til fx. “Ludvigsbakke”. Og med mig selv in mente, så var fx. romantikkens forfattere alt for gammeldags for mig, da jeg var 30. Jeg er aldrig kommet udover den mening, selv om jeg selvsagt har været både dem og endnu ældre litteratur igennem i studietiden. Men det var jo ikke frivilligt.

Mellemkrigstiden så?
Pontoppidan? Det tør jeg heller ikke… Ikke endnu. Johannes V. Jensen? No way, det er kvinder, det drejer sig om!

Og så er vi oppe i mellemkrigsårene, hvis man skal sige, vi nøjes med at gå små 100 år tilbage.
Men hvor meget fra den periode kan man læse uden at kende konteksten virkelig godt? Forstå betydningen af 1. verdenskrig og det sammenbrud, den medførte. Kende til den politiske debat i kulturlivet omkring Hitler. Utrolig meget af den tids litteratur skrives jo ind i en politisk krisesammenhæng.

Alligevel vover jeg et øje. Og griber fat i den forfatter, som selv engang greb mig mere end mange andre. Nemlig Knud Sønderby.
Hans “Midt i en jazztid” og “To mennesker mødes” tror jeg faktisk på har noget at byde på hos yngre, kvindelige læsere.

20140524-184032.jpg

Dels fordi de er dansk litteraturs svar på “Den store Gatsby” og har tråde til film som “Midnight in Paris”. Dels fordi de har kvinder som arbejder, har et liv, og ikke kun venter på at blive gift. Men også fordi der er et ungdomsliv i dem med fester, kærester på kryds og tværs og samtidig en melankolsk fornemmelse af, at livet da må rumme mere.

Og glemt er Knud Sønderby nok af en yngre generation idag. Så alene af den grund kunne man godt unde ham at blive set – igen.

Endnu mere vovet
Men jeg kaster mig nok ud i et forslag til. Selv om det er ekstremt vovet.
Det gælder Steen Steensen Blicher.

Det er min erfaring fra andre sammenhænge, at han trods sin høje alder er en forfatter, der er helt løsrevet fra sin tid. Jeg har fået vrangvillige mænd på et Senioruniversitet til pludselig at blive engagerede læsere, da de fik “Præsten i Vejlby” i hånden. Det er jo en kulørt krimi, hvis man vil.

Samtidig er hans tekster korte, han benytter fortælleteknikker der er avancerede, og er derfor netop ikke så gammeldags som andre af hans samtidige, og hans emner er ret almene. Så jeg satser…

Faktisk har jeg allerede for hele kr. 5 købt et udvalg af noveller til læseklubsmedlemmet idag. Nok mest fordi forsiden var så helt uimodståelig…

20140524-184858.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s