Vi har ikke tid til kompleks kultur

Tålmodighed er ikke en dyd, der vægtes højt hos det moderne kulturpublikum. Det vil blive belønnet med mange overfladiske kulturoplevelser fremover.

I pausen var der næsten furore. “Det er jo så naivt og banalt”, fnøs den ældre dame på min række. Bagved var den midaldrende mor til tre teenagepiger i gang med at køre en stemning op om den vildt mærkelige og skingre musik.
Begge kvinder var uafhængigt af hinanden enige, med sig selv i hvert fald, om at de jo kunne gå i næste pause. Hvis dét her fortsatte…

Min frygt for at sidde helt alene tilbage i 3. akt af “Pigen med paraplyerne” blev dog aldrig virkelighed.
Efter 2. akt havde moderen knækket koden med scenografiens ret åbenlyse brug af filmreferencer – som at skabe en illusion af et lærred og lade en mand gå rundt med et kamera.
Det blev et gennembrud for hende.

20140316-202259.jpg Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel i Pigen med Paraplyerne på Betty Nansen Teatret. (Foto: Ulrik Jantzen/Betty Nansen PR)

Da forestillingen var forbi råbte hun Bravo og stampede i gulvet.

Hvad hvis de var gået?
En artikel i denne uge satte fokus på et stigende krav til litteraturen om at komme hurtigere igang med at fortælle historien. For læserne på især iPads og Kindle sprang fra, hvis det krævede ret mange anstrengelser og sider at komme ind i en historie.

Det var lige præcis dét, jeg oplevede med publikummet på Betty Nansen. At da de ikke blev fanget med det samme, og da musikken krævede en anden form for koncentration og var helt anderledes end det, Andrew Lloyd Webber har skrevet, så blev de irriterede.
Havde det været en bog eller noget på tv, havde de nok ikke holdt ud til den sidste tredjedel.

Jeg vil medgive dem, at første akt ikke var fantastisk. Men musikken var det – hele vejen igennem.
Og havde de ikke været så tilpas velopdragne, som folk fra 40 år og opefter stadig er som teaterpublikum, så var de gået glip af noget, der endte med at gribe dem. At få en krog i dem. Fordi de langsomt forstod mere og mere, fordi de så småt kunne høre, at musikken havde nogel andre kvaliteter, selv om det ikke var noget, de ville kunne synge selv ret meget af det.

Om 10 år vil de næppe blive siddende. Belønningen vil desværre være meget forudsigelige kulturoplevelser. Som når man kan regne ud hvem morderen i de populære, moderne krimier er i det øjeblik, vedkommende gør sin entré i historien.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s