Når ildsjæle og politikere støder sammen

Lærke Sanderhoffs lille komedie om “Verdens lykkeligste folk” viser faktisk ret præcist, hvordan det ofte går galt mellem kommunalpolitikere og lokale ildsjæle

20140128-224328.jpg Kristian Holm Joensen som den småautistiske singel og eneste regnskabskyndige på Radio Solskin (Foto: Gudmund Thai/ PR, Folketeatret)

Det er egentlig ikke det, komedien handler om. Men Lærke Sanderhoffs “Verdens lykkeligste folk” om en lokalradio der kun bringer glade og positive nyheder, giver et ret præcist billede af, hvorfor politikere og lokale ildsjæle af og til går helt galt af hinanden.

På Radio Solskin er de så lukket inde i deres egen lille boble af glæde over produktet, at de har glemt omverdenen, Så de følger ikke rigtig med i verden omkring dem. Ikke indenfor lokalradioer og medier, heller ikke lige i lyttertal og målgruppe og da slet ikke i kommunalpolitikken. For den gamle borgmester havde de et fint forhold til. Han fik sendetid, og de en kendt gæst i studiet, der gik helt ind på deres præmisser.

Men tiderne skifter

20140128-225344.jpg Vibeke Hastrup er den nye Margrethe Vestager-agtige borgmester i byen. Og hun er ikke indstillet på at hyggesnakke i Radio Solskin (Foto: Gudmund Thai / PR, Folketeatret).

Den nye borgmester vil tale politik og mener de skal være kritiske – selv en lokalradio skal vel være fjerde statsmagt? Jens Peter kunne godt have spillet med og improviseret sig igennem de 45 min. Men Ulla – stationens leder – nægter, borgmesteren går kold og synes, de er patetiske.
Kort efter får de besked om, at det kommunale tilskud er fjernet. Efter 18 år.

Det kunne de godt have undgået
På mange måder er det ikke fordi Radio Solskins koncept er helt galt. Selv om Sanderhoff laver en yndig og komisk beskrivelse af den gamle type lokalradioer, som tiden er løbet helt fra. Men alle andre medier er jo kritiske og negative, så som lokalradio er det jo egentlig rigtig tænkt med en niche.
Men havde de ikke lænet sig tilbage og stolet på “plejer”, så havde de nok opdaget, at reglerne for kommunalt tilskud til lokalradioer har ændret sig. Og det er faktisk derfor, borgmesteren tager deres penge.

Men det havde også gavnet dem, at de havde fulgt lidt med i, hvem den nye borgmester er, hvad hun står for og hvordan de passer ind i det. Fordi den gamle borgmester var, som han var, er det ikke særlig sandsynligt, at den næste er identisk.
Men sådan tænker mange ildsjæle ikke.

“Plejer” på pension
Mest klassisk er det, at fordi tingene plejer at være på en bestemt måde, så har de glemt at følge med. Glemt at se på lyttertal og profiler, og dermed kunne nå at rette ind og stramme op, når de begyndte at dale. Glemt at præcisere overfor omverdenen, både borgere og politikere, hvorfor det er godt, at Radio Solskin findes. Den er endt som deres eget lille projekt, deres barn, livsgrundlag og livsindhold. Og derfor tror de, alle ser det samme som dem.

20140128-230721.jpg Klar til kamp for Radio Solskin (Foto: Gudmund Thai / PR, Folketeatret)

Så da skaden sker, har de ingen strategi, ingen viden at bygge på, ingen argumenter og fremfor alt aner de ikke, hvem de evt. har at støtte sig til.

Ikke grebet ud af den blå luft
Radio Solskins mønstre ser man jævnligt hos fx. mindre foreninger, organisationer eller klubber, som har fået støtte fra kommunen i flere år. Indtil den fjernes. Ofte uden den helt store begrundelse.

Som regel har disse ildsjæle været så optaget af deres projekt og dets i deres øjne evidente væsentlighed, at de fuldstændig har forsømt at meddele sig til ikke mindst deres tilskudsgivere om, hvad de laver, og hvorfor det har en værdi.

Ligesom de også tit forsømmer at chekke op på deres bagland. Er de der? Hvem er de egentlig? For hvis de forsvinder eller flytter sig et andet sted hen, skal man så rykke med eller finde nye folk? Ligesom man kan få brug for deres støtte og indflydelse i mange sammenhænge.

Lukket pga lukkethed
Så risikerer de det, der skete for en nordsjællandsk klub med et udmærket og ikke uvæsentligt formål. Kommunen fjernede deres lille tilskud på 10.000 kr. under budgetforhandlingerne. Hver krone talte i det store kommunale regnestykke.
Med rettidig omhu og omtanke kunne netop denne klub sagtens have undgået det. Men de havde forsømt kontakten til politikere og presse. De var usynlige for andre end dem selv.

Og at klage over politikerne og deres manglende forståelse bagefter, fører sjældent til den lykkelige slutning, en klub i krise gerne ser.

Hvordan det går Radio Solskin må I dog tage ind i Nørregade og se.

“Verdens lykkeligste folk” spiller på Hippodromen på Folketeatret indtil 15. februar. Læs mere om forestillingen her

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s