Teatret og filmen har fundet sammen

På den seneste er der sket en sød forsoning mellem filmen og teatret. Det skrev jeg en kommentar om i gårsdagens Scene & Kultur tillæg i Kr. Dagblad.

Egentlig har det ikke engang været et had-kærlighedsforhold, der har hersket mellem filmen og teatret. Snarere en slags professionel magtkamp, der sjældent har været særlig køn.
Men når ens blik glider henover forårssæsonen i danske biografer og på teatrene, tegner der sig pludselig et billede af sød forsoning. Ikke at parterne har reklameret særligt med det. Men for publikum til begge kunstformer lader tendensen sig ikke sådan skjule.

Filmet teater er kedeligt
Jeg hører ikke normalt til tilhængerne af at filmatisere teaterstykker. Selv da alt blev sat ind og musicalhittet “Les Miserables” blev til Hollywoodfilm med Oscarpotentiale, var jeg mådeligt begejstret…
Mit hadeeksempel på, hvor galt det kan går, når man oversætter små, mere kammerspilsagtige skuespil til lærredet er ikke mindst iransk-franske Yasmina Rezas sjove og velskrevne “Blodbadets Gud”. Strålende teater for fire skuespillere, en komedie (selv om hun selv mener, det er en tragedie), som blandt andet fik et utroligt underholdende sceneliv på Folketeatret for nogle år siden med Lars Mikkelsen, Ditte Gråbøl, Julie Carlsen og Henrik Prip.

20140126-220016.jpg
Henrik Prip, Lars Mikkelsen, Ditte Gråbøl og Julie Carlsen i “Blodbadets Gud” i 2009 på Folketeatret (Foto: Th. Petri/Folketeatret PRfoto)

Mens den samme historie i selv hænderne på en mester som Roman Polanski, og med superstjerner som Kate Winslet og Jodie Foster blev filmudgaven “Carnage” stift, filmet teater. For der er ikke for fem øre filmisk kvalitet i det lille kammerspil, hvor personerne aldrig kommer ud af det ene pars pæne dagligstue. Men det er fint teater.

Trier på teatret
På teatret har man til gengæld forelsket sig i de film, der er ekstremt visuelle og netop lever af det, kamera og klip kan – men som teatret ikke behersker. Jeg har haft mere end svært ved at finde teaterkvaliteterne i for eksempel Lars von Triers film. Men ikke desto mindre har teatret både prøvet at oversætte “Antichrist”, “Dogville”, “Idioterne” og som det mest vellykkede eksempel, “Breaking the Waves”. Som på mange måder også er den mest ligefremme historie af von Trier.
Lige nu har Aarhus Teater inviteret den altid omdiskuterede, og rent ud sagt overkomplekse filminstruktør Simon Staho til at lave en forestilling, er det ikke umiddelbart det bedste match. Men med Simon Staho er der den krølle på karrieren, at dramatikeren Peter Asmussen har skrevet en stor del af Stahos film, og så er udgangspunktet unægtelig et andet.

20140126-221348.jpg
Men ellers er det heldigvis de gode, menneskelige historier, der flyder frit mellem filmen og teatret i øjeblikket.

Klumpfiskens sejr
Med Får 302 og Lærke Sanderhoffs lille teaterperle, “Klumpfisken”, som det bedste eksempel.
Den får filmpremiere den 6. marts, og den kan dansk teater godt være stolte af at have givet videre. Historien om fiskeren Kesse og hans kamp for at få fod på livet igen efter en skilsmisse og i et erhverv, der ikke har haft det rigtig godt siden midtfirserne, er klassisk historie ikke bare om kærlighed, men også om at vælge livet. Turde tage nye chancer.
På teatret var den iscenesat mellem en række fiskekasser og på Danmarks mindste scene i Toldbodgade. Der var ikke plads til mange store armbevægeser.
Men i filmatiseringen er man trukket op på der, hvor den foregår, nemlig til Hirtshals. I trøstesløse parcelhusmøblementer, køkkener der ikke er moderniseret siden dengang, der var råd til det – i starten af 80’erne – på grillbaren, hvor man næsten kan lugten frituren bøge ud i biografen.

20140126-222707.jpg Henrik Birch og Susanne Storm i filmen “Klumpfisken” (Foto: PRfoto SF film)
Der er et udvidet persongalleri og Kesses kamp for at overleve økonomisk med en bank, der ånder ham i nakken og en kæreste, der kan true hans levebrød yderligere, styrker historien uden at ændre den radikalt. Den giver den bare nogle ekstra dybder.
Og forårslyset over Hirtshals er fantastisk på film også.

Det handler selvfølgelig om, at der for den dyre filmkunst er god raison i at vælge værker, der har vist deres publikumsappel allerede. Som det også har været tilfældet i USA.
Men med “Klumpfisken” som det hidtil bedste og mest vellykkede eksempel på en overførsel mellem teatret og filmen håber jeg på, at det bliver noget, vi kommer til at se mere af.

Den originale kommentar kan læses i Kr. Dagblads tillæg Scene&Kultur 25. januar.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s