Godt nytår til dansk teater

men ikke tak for det gamle år. For set i det store perspektiv og bakspejlet var der ikke meget at takke for.

I december blev jeg ringet op af en af journalisterne på min avis, Kristeligt Dagblad. Han havde fem spørgsmål til året der snart var gået i dansk teater.
Første spørgsmål var, hvad jeg ville huske 2013 i dansk teater for.

“Ingenting” røg det ud af mig.
Uforskammet, men helt og aldeles sandt. Jeg kunne dog et par dage efter, med en vis ro, konstatere, at de to andre i artklen, Informations Anne Middelboe Christensen og anmelder og blogger Gregers Dirckinck-Holmfeld faktisk gav nogenlunde samme svar.

Absolut på det jævne
Men 2013 har vitterligt ikke været mindeværdigt. Der har været udmærkede forestillinger, og nej jeg har ikke set alt, hvad der har spillet landet over, men dog et pænt udpluk af forestillinger – også udenfor København. Men intet har for alvor fået det til at rykke i mig, eller har givet mig et begejstringens stød over teaterkunsten.
Selvfølgelig er jeg hærdet mere end de fleste. Ligesom mine to medsvarere er det.

Men når dansk teater ikke for alvor kan slå igennem i den store offentlighed. Når det konstant taber terræn i forhold til filmen, til tv, til musikken overfor medierne og publikum. Når det aldrig er et teater, der trækker flest likes og kommenaterer på de sociale medier og sjældent har de mest glamourøse og fabelagtige ambassadører til at sælge sig overfor en mere forbeholden offentlighed, så er det måske fordi vores fornemmelse for 2013 ikke er helt ved siden af.

Det er desværre ikke i dansk teater, der sker mest lige nu. Og måske er det det, der er den dybereliggende årsag, når man diskuterer, hvor publikum er henne, hvad de vil ha’, hvordan man skal få dem i teatret – altså at det, de har at vælge imellem ikke er så uimodståeligt, at de ikke ligeså godt kan blive hjemme eller vælge en anden kunstart.

Som filmanmelder ser jeg rigtig mange film. Og selv om mit hjerte altid vil banke mere for teatret end for filmen, så forstår jeg alligevel, hvorfor publikum vælger at se en dansk film fremfor at gå i teatret.
Historierne er måske ikke mere markante, men de er skruet bedre sammen. Det er her, stjernerne er. Der er i dansk film en evne til at sætte en dagsorden, være den kunst man skal have set, hvis man vil kunne tale med i alle kredse.
Ikke siden Christian Lollikes Breivik-forestilling har det samme været tilfældet med teatret.

Jeg husker 2013 for:
Tre udenlandske forestillinger. Hvilket jeg hader at skulle sige, for jeg har altid syntes, det var så småligt og på sin vis provinsielt at synes alt er bedre udenfor Danmark.
Men det var det altså bare, da Staatsschauspiel Dresden gæstespillede på Kronborg med deres meget tyske “Købmanden i Venedig”, som fik mig til at se uforsoneligheden, passionen, hadet, aktualiteten og kærligheden for noget, der næsten føltes som første gang. Det var fremragende. Helt utroligt fremragende.
Det var det også at få lov til at se Helen Mirren og Kristin Scott Thomas live on stage i London i foråret. Jeg fik de sidste billetter til

20131229-194851.jpg “The Audience og “Old Times” i West End.
Og selv om jeg kan se, at der har været ballade om Evening Standards udnævnelse af Helen Mirren som årets skuespiller blandt kritikerne, så var hendes præstation, men ligeså meget hendes medspilleres præstationer, med til at give en dansk teatergænger åndenød. Det var på et niveau, det ikke er sådan at matche andre steder. Også selv om stykket måske ikke var det største kunstværk – men dog godt skruet sammen.

Røde lygter til stjernerne
Dansk teater har også stjerner på det niveau – til og med også på et internationalt niveau.
Det var uden tvivl derfor, Betty Nansen Teatret havde røde lygter hele efteråret til “Den mystiske sag om hunden i natten”. For Thure Lindhardt var formidabel. Det samme var Søren Sætter-Lassen i “Faderen”, suverænt matchet med Bodil Jørgensen.

Men vil de forestillinger sætte varige spor i mig om 2013 i dansk teater?
Nej, sagde jeg til Kr. Dagblad, og det står jeg ved. For det var skuespillerpræstationerne, der var fine og fremragende, men opsætningerne i sig selv var ikke så særlige. Og de sagde ikke noget signifikant om dansk teater lige nu.

Eller også gjorde de. For problemet er måske, at der ikke er noget signifikant at sige om dansk teater i 2013?

Og hermed godt nytår – isærdeleshed godt nytår. Fordi ønsket altid rummer et håb om, at det nye år bliver bedre og mere strålende end det vi forlader. Det håber jeg holder stik for dansk teater. Vi har mere end nogensinde brug for store, levende oplevelser – sammen.

20131229-195915.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s