Thure Lindhardt fik Teaterpokalen

Thure Lindhardt modtog idag den fine pris Teaterkatten. Prisen er uddelt siden midten af 1930’erne og bag står Foreningen af danske teaterjournalister. Som bl.a. tæller mig selv.

Det var dog min kollega – og medforfatter til biografierne om Stig Lommer og Preben Kaas – Jakob Steen Olsen fra Berlingske, der holdt motiveringstalen for Thure Lindhardt. Han er samtidig formand for foreningen.

20131204-223137.jpg

Jakob var så fræk at starte med sin egen, grusomme anmeldelse af en meget ung Thure Lindhardt i en forfærdelig dårlig iscenesættelse af Shakespeares “Antonius og Cleopatra” (jeg husker den selv, og ikke for noget godt!)
”De fleste har det svært med replikkerne. Ikke mindst Thure Lindhardt, der i den vigtige rolle som de uheldsvangre elskendes banemand, den romerske kejser Octavian, hverken har teknik eller autoritet til Shakespeare.”
– Det kan jeg godt huske, råbte Thure Lindhardt fra baren på Café Teatret, hvor han lyttede til sin tale. Det tror jeg på. Der blev ikke taget med skåneærmer på den unge skuespiller.

Men han var heller ikke selv på nogen måde glad for den forestilling: “Det gik helt galt. Jeg kan huske en aften, jeg spillede. Jeg havde fået et hvidt Pjerrot-kostume på og håret fønnet tilbage, og jeg skulle stå og sige de der store Shakespeare-monologer. Grundlæggende havde jeg ikke lyst til at åbne munden. Så var der en, der sad på bagerste række og råbte ”Højere!” Jeg tænkte: ”Jeg vil hjem. Jeg vil ikke være her længere.”

Det store, folkelige gennembrud
Men Thure Lindhardt blev, som Jakob sagde: “Og han lærte noget. ”Jeg blev bedre til at finde ud af, at det i bundog grund handler om at tro på mig selv, når jeg står der. At tro på, at nu skal I altså lytte til,hvad det er, jeg siger, for jeg har ret – om det så er rigtigt eller ej.”

At Thure Lindhardt på et tidspunkt kom til at opleve en krise i sit skuespillerforløb er ikke så svært at forstå. Han var kommet godt i gang. Ja, mere end det. Det var faktisk gået helt forrygende. Det blonde hår, den drengede skikkelse, den lyse stemme, de store, blå øjne, det charmerende mellemrum mellem tænderne: Thure Lindhardts drengede skikkelse og ungdommelige udstråling var der brug for i dansk teater. Men der var også behov for en skuespiller, som brændte igennem med intenst nærvær, intelligens og en underliggende, elektrificerende farlighed, hvis det var det, der var nødvendigt.

Kort tid efter afgang fra Odense Teaters elevskole i 1998 kom for eksempel et flot gennembrud på teatret i Mark Ravenhills krasse lige-i-ansigtet-stykke ”Shopping and Fucking” som fordærvet trækkerdreng på CaféTeatret. Og på film blev han landskendt med den fascinerende rolle som den autistiske dreng i Kaspar Rostrups Martha Christensen-filmatisering ”Her i nærheden ”i samspil med selveste Nørby, Helmuth og Moritzen – en rolle, han fik tilbudt, allerede mens han gik på elevskolen.

Ja, hans held og glæde over det hele var vel næsten mest af alt at sammenligne med den frække dagdriverlømmel Aladdins – den rolle kom han naturligvis også hurtigt til at spille – og som i hans version på en udboret knallert og i moderne, stramtsiddende T-shirt kom kørende ind på Ulvedalenes scenen og råbte ”Yes!” når han for anden gang greb gadehandlerens appelsin. Han prøvede kræfter med rigtig meget – fra samtidig eksistentialistisk dramatik – Sarah Kane på nationalscenen –til Nikolaj i Nøddebo Præstegaard.

Han var i sandhed en ”Shooting star”, noget, han allerede var blevet udnævnt til, da ”Her i nærheden” blev vist på filmfestivalen i Berlin. Og snart spillede han en række roller også i udlandet, ikke mindst i det store Tyskland, der med sin omfattende tv – og filmproduktion er er et glimrende arbejdsmarked for en dansk skuespiller, hvis han eller hun kan tale tysk.”

Friske øjne
Jeg har selv engang interviewet Thure Lindhardt om hans internationale arbejde. Og det var bl.a. I det interview, han sagde, at arbejdet i Tyskland var hans chance for at blive set på med helt friske øjne. For han var ved at ende i en bås, der var sær, ung og ofte også homoseksuel mand. Som publikum var man lidt træt af at se på det, for Thure Lindhardt var det tydeligt, der måtte ske noget andet. Og intelligent som han er, tog han hurtigt affære og lavede en del ting – i især i Tyskland i starten.
Siden kom han til at være med i den store, kæmpestore, Hollywood produktion af Dan Browns “Engle og Dæmoner” sammen med bl.a. Nikolaj Lie Kaas.
“En drengerøvsdrøm, der har givet ham nye opgaver og oplevelser på store filmproduktioner, hvor Tom Hanks er nærmeste medspiller, og med logi på hoteller, hvor man ikke engang har råd til selv at købe en kop kaffe.”

Men samtidig betød det nye syn på ham og hans talent udenfor Danmark også en ny bevidsthed om, hvad han kunne som skuespiller og en grundlæggende lyst til sit fag. Thure Lindhrdt “fandt ud af at benytte sin privilegerede situation til kun at sige ja til det, der betød noget.”Jeg skulle lære at finde ud af, hvad jeg skulle som voksent menneske og ikke bare som en ung skuespiller,” har han forklaret. “Det har aldrig været så sjovt for mig at spille teater som de sidste 3-4 år, og jeg har virkelig nydt det, fordi jeg har lyst”

Teatret er vigtigt
Thure Lindhardt har insisteret på at spille en enkelt rolle eller to de seneste sæsoner. Han takkede selv sin agent, Lene Seested, for at acceptere det, selv om hun ikke elsker det, når han siger, at de næste tre måneder skal han altså spille Dostrojevski på Det Kgl. Teater.

“I en teaterforestilling spænder du selv en bue. Du er ikke bare en skuespiller, men også en slags dirigent, der er med til at række i alle trådene,” har Thure Lindhardt sagt, når han har skullet forklare det enestående ved det teater, han holder stædigt fast i. “På teatret kan du gå ind og undersøge ting, som du ikke har tid til, når du laver film. Du kan dumme dig, prøve karakterer af, som i starten kan virke overdrevne, men som du så kan fylde ud. Og i samspillet med andre opstår ting, som kan vokse,” har han forklaret.

Teatret er hans helle. Teatret giver ham frihed. ”Helt grundlæggende elsker jeg at komme så langt væk fra mig selv og så langt ned i en rolle som muligt. Jeg kan nørde rundt i måneder og finde på lige netop de karaktertræk, der vil passe til den figur, jeg skal spille. Jeg har meget høje standarder og forventninger til mig selv, men jeg kan ikke altid leve op til det,” sagde han for et stykke tid siden i et interview.

Der er ingen tvivl om, at Thure Lindhardt er hård ved sig selv. Succesen har en pris. For der erforventninger at indfri. Hver gang. Men mon ikke han trods alt føler, at han med sin senesteteaterrolle har levet op til det, han har skullet? Det har i hvert fald været hensigten medat give ham denne Teaterpokal at fortælle ham, at han er god nok. At han har ret til at stå på en teaterscene og blive lyttet til.

20131204-225301.jpg

Teaterpokalen er på kr. 50.000 og en smuk sølvskål af Manuel Sjødahl.
Men instruktøren Heinrich Christensen modtog ved samme lejlighed også Teaterkatten som årets bedste instruktør for “Den spanske flue” på Aalborg Teater. Og til ikke imndst min store glæde tog han i sin takketale på sig at “revitalisere komedien, så den bliver lidt mere kunstnerisk.” Dét lover godt, for Heinrich Christensen er virkelig skarp indenfor genren.

Dansekapellet i NV var den oplagte modtager af Initiativprisen. De har lavet et stort arbejde for at åbne den moderne dans for et nyt publikum, ikke mindst lokalt. Og er faktisk lykkedes med at favne publikum på en måde, som ikke engang Dansehallerne er lykkedes med, trods et væsentligt større budget og en mindre “svær” beliggenhed.

Til lykke til alle!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s