Man kan ikke bare forkaste Peter Rindal

Peter Rindal er den eneste privatmand udover Grundtvig, der har lagt navn til en dansk isme. Nu har Mungo Park Kolding lavet en forestilling om lagerforvalteren, der blev en bombe i dansk kulturliv.

I dansk kulturliv har han i årevis været set som det onde selv, lagerforvalter Peter Rindal. Så det er ganske modigt, at Mungo Park Kolding har valgt at lave en hel forestilling om manden. Ikke en biografisk forestilling, men en forestilling om kunsten, om 1960’erne, om kulturpolitik, modernisme og almindelige mennesker.

Manden bag -ismen
Det er knap 50 år siden lagerforvalter Rindal fra Kolding Hørfabrik trådte ud af et liv som almindelig arbejdende dansker i en by i provinsen.
Med sig havde han underskrifter fra mere end 60.000 mennesker, der alle var enige om, at kunsten måtte klare sig selv. På markedsvilkår.
Det kunne ikke være de hårdt arbejdende skatteyderes penge, der skulle gå til at finansiere kunstnerne. De skulle være velkomne til at lave al den kunst og ligeså sindssyg modernistisk, som de ville, hvis blot de selv kunne få det til at hænge økonomisk sammen. Det var ikke indholdet i kunsten, Rindal havde noget imod. Det var tanken om, at en hesteslagter som Bjørn Nørgaard og en flamboyant digter som Klaus Rifbjerg levede af hårdtarbejdende menneskers penge.
Mungo Park, Rindal
Jesper Riefenstahl (Rindal), Maja Juhlin og Frank Thiel i “Rindal” på Mungo Park Kolding. (Foto: Palle Peter Skov, PR-foto)

Diskussionen der ikke skal dø
Peter Rindal ville være fyldt 90 i år. Han døde i 2009.
Men det er ikke kun på grund af det runde år og tilknytningen til Kolding by, der gør det til god ide for teatret at lave en forestilling om ham.
Det er mest fordi den diskussion, Peter Rindal rejste i 1964, faktisk altid er væsentlig, hvis man ser på den dybere baggrund for lagerforvalterens protest.

Jeg er ikke på nogen imod statsstøtte til kunst. Det er også mere end i orden med mig, at nogle af mine skattekroner bliver brugt i den anledning.
Men jeg ser alligevel noget væsentligt i den debat, Rindal rejste. For kunstens betydning for almindelige mennesker, bør aldrig blive mødt med et skuldertræk. Der er diskussioner, der er for dumme at tage (såsom den om, at ”det kunne mine fireårige søn fanme også ha’ malet!”). Men hvis man ikke som kulturliv kan tage dialogen med sine modtagere og er villig til at lytte, så svækker man sig selv. Så har man for alvor givet Peter Rindal ret.

Mungo Park, Rindal
Frank Thiel og Maja Juhlin i rollerne som dansk kunsts rockstars i 1960’erne, Bjørn Nørgaard og Lene Adler-Petersen. (Foto: Palle Peter Skov, PR-foto)

Alt er godt, send venligst flere penge
Hvis Rindal havde været med til Kulturmødet på Mors i august, var han sikkert eksploderet.
For når man samler kunstnere, formidlere, lokalpolitikere og kulturforbrugere, så ender debatten hurtigt i selvsmittende begejstring og endeløse bekræftelser. Intet er for alvor under lup, alle er enige om, at kunsten er det vigtigste i hele verden.
Så er det, at man kan opleve mange kulturfolk skælde ud over, at en kulturminister tillader sig at sige, at der ikke kommer flere penge til kunsten. Der er krise. Færdig.
I stedet for at sætte spot på den erhvervsleder, der siger, at kunsten ikke behøver mere offentlig støtte. Den skal bare få aktiveret noget af det enorme publikumspotentiale, der er. I forhold til alle de mennesker, der kan være aktive kulturindtagere, er det en alt for lille procentdel, der reelt er det. Kom i gang med at få nye ind i kredsen!

Hvad vil publikum ha’?
Det havde Rindal jo nok kunne give manden ret i. Det vedkender jeg mig også, at jeg kunne. For jeg er ikke sikker på, vi nødvendigvis får så meget bedre kunst af at sende flere statskroner efter den.
I London diskuterer man lige nu, om teatrene skal bruge Big Data til at målrette et repertoire efter, hvad publikum vil have.
De fleste i kunstverdenen ved godt, at så enkelt er det ikke at lave en succes. Men diskussionen er interessant. For den er et opgør med kunstens alt for ofte hørte vending, at man-skal-give-folk-det-de-ikke-vidste-de-ville- have. De fleste moderne mennesker er faktisk ret sikre i deres smag, og har en ret god grund til, at de ikke vil have et produkt. Det er sjældent, det viser sig, at de elsker noget, som de har hadet, inden kunstnerne præsenterede dem for det.

Og for at citere chefen for Mungo Park Kolding og idemanden bag forestillingen om ”Rindal”, Lasse Bo Handberg, så er teaterfolk uden et publikum bare ”nogle tosser der render rundt i et mørkt rum”.
Derfor er det også vigtigt at tage dem alvorligt. Uanset i hvilken form de giver udtryk for deres undren, skepsis, kritik eller begejstring.
Hvad angår selve kunstværket ”Rindal” på Mungo Park i Kolding, så er det heldigvis mest det sidste, der er grund til at give udtryk for.

”Rindal” går på Mungo Park Kolding indtil 19. Oktober og tages så op igen fra den 9.-25. Januar 2014. Se mere på mungoparkkolding.dk

Læs min anmeldelse af forestillingen her (kræver abonnement)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s