Der sker for lidt i teatret – siger teaterfolkene selv

Det er sjældent teaterverdenen er enig om ret meget. Men i Poltikens tillæg Scene er flere af dem enige om, at dansk teater er blevet for mageligt. Hvorfor gør de ikke bare noget ved det?

“Hvordan synes du selv, det går med dansk teater?” spurgte Politiken en håndfuld udvalgte teaterfolk i deres Scene-tillæg, der kom med avisen i fredags.

20130908-134959.jpg

Under middel, var Martin Lyngbo fra Mungo Parks bedømmelse. Lidt for meget af det sikre, i ly af krisen, mente Jon Stephensen fra Aveny-T. Skuespilleren Signe Egholm efterlyste mod, det gør hun altid, sagde hun. Instruktøren Nikolaj Cederholm kritiserede dansk teaters vanetænkning. Henrik Hartmann fra Betty Nansen Teatret syntes, der er for “meget fokus på kassen istedet for indhold”. Mens Cafe Teatrets (CT) Christian Lollike trods alt mærkede, at noget nyt var på vej.

En stor del af de adspurgte er, som man kan se, af det udpluk af medvirkende her, selv teaterdirektører eller instruktører. Ikke desto mindre kan man læse mellem linierne, at de ikke selv ser sig som en del af problemet. Det er de andre der fastholder teatret i noget, der er kedeligt, kommercielt og kunstnerisk vanetænkende. Især de store teatre bliver der stukket til.

Man skal ikke kaste med sten…
Men kritiske teaterfolk bør hver især gribe godt i egen barm, inden de kritiserer andre for at være skyld i vanetænkningen og det manglende nybrud.

De er med til at sætte de samme stykker op igen og igen, fordi kassen har godt af det. Eller skabe nye stykker, der i høj grad er lavet på samme måde som de foregående succeser, med den variation, der nu skal til. De laver teaterkoncerter med forskellige musikalske bagmænd – men et nybrud i teatret er det jo ikke ligefrem længere. Eller dansk dramatik, der kan forstås og ses af alle.

Når det er sagt, er jeg helt enig med kritikerne her i, at der sker for lidt nyt i dansk teater lige nu. Modsat dem, mener jeg bare, at ingen er overskurk. Alle er desværre lige gode om det.
Der sker ikke mere spændende og nyskabende på de små scener, end der gør på de store.

Nikolaj Cederholms berettigede efterlysning af at turde slå “plejer” ihjel, gælder cirka alle teatre i dette land. Store som små. Tag blot hans eksempel med, at “Det er slående, at vi har vedtaget, hvor lang tid det tager at producere en forestilling. Vi ved tilsyneladende, at det tager mellem seks og otte uger”.
Hvorfor? Hans radikale forslag om, at man for eksempel brugte to år til at producere en forestilling, er ikke lige noget, der er slået stærkt igennem i dansk teater. Men for pokker, hvor kunne det være interessant at se, hvad der kom ud af det!

Ryst posen
Med i enqueten er også den talentfulde, yngre skuespiller Hadi Ka-Koush. Det er fra ham, det mest interessante og relevante bud på fornyelse kommer.
Det bringer jeg gerne videre – her i en forkortet udgave:

… jeg kunne godt tænke mig at ryste puljen og sige: Nu skal alle komme med en ny ide – og påtvinge lidt fornyelse… Jo færre penge, teatrene får, jo færre forestillinger laver de, og jo færre forestillinger, jo flere billetter skal de sælge til dem, de laver. Og så bliver det de samme skuespillere og det samme plot om og om igen, fordi det plejer at virke. Men der skal satses meget mere, for helvede. Lad os sige, at et par nyuddannede skuespillere får et lille teater i fire år. De laver sikkert en masse fejl, men der vil også komme noget genialt ud af det. Fornyelsen kommer nedefra…

Ryst posen. Det behøver ikke betyde, at teatret skal have flere penge. Det er også en del af opgøret med vanetænkningen – at ligningen hedder fornyelse = eksperimenterende = smalt = ikke salgbart.
Ka-Koushs ide med at give et teater til en gruppe helt unge spillere kunne blive et supersted, der sagtens kunne slå igennem som en publikumssucces for flere aldersgrupper.

Danterne gjorde det
Det er sådan set sket før, med stor succes.
Da man gav Aveny Teatret til Dr. Dante i 1992, var det faktisk det, der skete. En helt ung gruppe, der kom til et godt teater med en perfekt placering, skabte forestillinger, der både fornyede teatret og var en salgssucces – og som med især sin generation af kommende stjerneskuespillere skabte en væsentlig grobund for den succes dansk film blev nogle år efter – og stadig er.

Det er 21 år siden…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s