Vi mødtes – og hvad så?

Nykøbing Mors fik sit kulturmøde. Men blev nogen klogere af det? Kom vi videre? Styrkede det kulturlivet?

Syv debatter og dermed 14 timers debat om dansk kultur lige nu.

Det er sjældent, der er markant et fokus på kunst og kultur, som der var på Mors i weekenden.
Men efter de 14 timer – hvoraf jeg dog kun overværede de knap 10 – er status desværre, at det blev ingen klogere af, og kulturen blev ikke styrket. Snarere tværtimod, tænkte man indimellem, når debattørerne gik i selvsving eller ordstyrerne ikke turde bore i de ømme punkter.

Der er krise i verden, venner!
Såsom det med prioriteringen.
Det gik alle undtagen den gode Clement Kjersgaard udenom, som den berømte kat om den varme grød. Ingen ville ind i det minefelt, det er at diskutere prioritering. Men respekt for Marianne Jelved, der helt cool slog fast med en røst så bestemt, at den selv mest ADHDbelastede 3. klasse havde holdt mund på stedet, at der ikke er flere penge, og der kommer ikke flere penge. Der er krise i verden, og Bjarne Corydon har ikke flere midler til kulturlivet øverst på sin liste over vigtige ting, der skal støttes.

Er det så ikke kulturministerens pligt at kæmpe for det alligevel, lød det i debatten. Nej, svarede ministeren. “For jeg hader nederlag”. Den kunne salen godt lide! Ren udmelding.

20130827-105633.jpg

Her i sommer har der være kritik fremme af netop Marianne Jelveds måde at være kulturminister på. Hun gør ikke nok for kunsten, men koncentrerer sig om det, der ligeså meget ligger i undervisningsministeriet. Det som teaterchef Martin Lyngbo kaldte “de perifere kulturområder. Først og fremmest på folkeoplysningens område: Biblioteker, skoler, højskoler”.

Er lyset for de lærde blot?
Ingen tvivl om, at Marianne Jelved er dybt engageret i den gamle, grundtvigianske dannelsestanke. Måske er det netop dét, der er brug for, selv om kulturlivet i nogle år har haft en berøringsangst overfor gamle Nikolaj Frederik Severin, som i visse kredse anses for reaktionær og alt for nationalromantisk.

Men lad os lige trække én titel frem fra Grundtvigs store sangkatalog: “Er lyset for de lærde blot?”. For Marianne Jelved er svaret på det et klart nej. Det er det, hendes kulturpolitik retter sig hen imod.
Når hun har så klart fokus på folkeoplysningen, og især målet om at børn og unge i langt højere grad kommer i kontakt med kunst og kultur, så handler det om at “bidrage til at løfte den dannelsesopgave, som fremtidens borgere mener, at de har brug for.” som hun skrev i sit svar til Martin Lyngbo i Berlingske Tidende.

Hvad med de forudsætningsløse?
Dansk kulturliv – dansk teater kan jeg mest tale om – er nødt til at tage et moderne publikum alvorligt.
Men når teatret gør det, i debatter fx, gør de ved at tale om, at forestillingerne skal være mere interaktive, at publikum skal være medskabende, at de sociale medier skal spille med. At alt hvad der hedder afstand mellem sal og scene er ophævet.
Det er altsammen fint og spændende og meget innovativt. Men det er også en kunstnerisk vision, der i høj grad er rettet mod de allerede indviede eller de næsten sikre, kommende teatergængere. Hvad med dem, der slet ikke er opdraget til at gå i teatret, som ikke er slæbt med af mor og far som små, eller som ikke er præsenteret for det i skolen mere end måske en enkelt gang? Dem er der mange af derude.

Der er nok ret god grund til, at de synes, det er lettere at gå ind og se standup eller shows eller revy måske. Fordi her har man øje på publikum, her er alle velkomne og bliver lukket ind i fællesskabet. Der samtidig er ret uforpligtende. Man behøver ikke være bange for at dumme sig eller agere forkert. Der er sådan set ingen svære koder, de er nedbrudt.

Udvid markedsandelene
Set i det perspektiv er Marianne Jelveds kamp for oplysningen, at danne menneskene i en moderne kontekst, langt mere visionært, end at stikke teatret/billedkunsten/litteraturen/fyld-selv-ud 1 mio. kr. mere eller mindre. For hvad får vi egentlig ud af dét? Mere Kunst? Måske. Men er det dét, vi har brug for?

Som erhvervsmanden Preben Stæhr sagde i Kulturmødets debat “Hvem skal nu betale?”, så handler det ikke om at kulturlivet skal have flere penge, men om at udvide sine markedsandele. Få fat i de mange, mange publikummer der er i den danske befolkning, men som ikke er kulturbrugere for alvor.
Det er dét, Marianne Jelved har en ambition om at hjælpe dem med at blive. Og eftersom hun jo hader nederlag, må det være fordi hun har tænkt sig at det skal lykkes.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s