Er der penge i kulturen?

De kunstneriske forbund er gået ind i debatten om kulturturisme. Med god grund. For de har en pointe i, at der tænkes alt for lidt i kulturen som turist-trækker.

Når man har tænkt på Danmark og turister, har man – hvis vi ser bort fra den stakkels lille Havfrue – image mest tænkt i det her. Kyst, vand, strand, sol (når den er der) og dermed også i høj grad i børnefamilier på sommerferie. Det betyder bl.a., at en stor del af vores hidtil så attraktive turistdestinationer som Bornholm, Nordjylland og en del øer, mere eller mindre kun har åbent fra Sankt Hans til medio august. Skoleferien.

Men pointen hos kunstnerne i dagens Politiken er, at man måske
image skal tænke i det her i stedet. Se kulturen som en turistattraktion.

Svenskerne kan
Som sædvanlig har svenskerne været langt bedre til at udnytte den slags. Eksemplerne der altid bliver trukket frem er selvfølgelig Ystad, hvor Kurt Wallander stadig kan trække folk. Men også Västergötland har oplevet en markant stigning i antallet af turister efter Jan Guillous internationale succes med Arn-bøgerne.

Begge steder har været hurtige og dygtige til at tænke kulturen ind i en forretningssammenhæng. De har markedsført stederne på det, andre kender dem for.

Kulturen har værdi
image

Den her lå fremme i en tysk boghandel, jeg besøgte tidligere på året. Da jeg var i London, følte jeg mig simpelthen så hip og nordic cool, fordi jeg kom fra København. Alle fortalte mig, hvor vilde de var med “Forbrydelsen”, og ved juletid kunne man såmænd åbne den engelske udgave af verdens største modemagasin Elle og se den her side:

image

Et meget synligt bevis på det, forbundene skriver i debatindlægget i Politiken, at tvserierne afføder interesse for danske produkter.
Men det er ikke blevet udnyttet synderligt herhjemme. Vi har egentlig mest forholdt os lidt småarrogant til succesen, sådan ‘Aiii, come on, hvor er det typisk, at vi selvfede danskere går i selvsving, når udlandet ser på vores middelmådige tvserier’ eller også har man skrevet om og analyseret hvorfor, de er en succes. Igen med et lidt ironisk udgangspunkt.

Dumt. For ikke mindst “Borgen” er netop et eksempel på en tv-serie, der i høj grad flasher genkendelige steder i København og bruger enormt mange danske produkter – lur mig om ikke det ville nemt også at sammensætte shoppingture alt efter om du mest ser dig som en Birgitte Nyborg eller en Katrine Fønsmark. Den er på mange måder meget lettere at bruge som afsæt for turist-tilbud end Mankells Wallander-serie har været det for Ystad.

Det betalende segment
Problemet er desværre, at vi herhjemme i alt for høj grad har en ligegyldighed overfor vores kulturliv. Vi er ikke stolte af de store resultater, det opnår i udlandet. Mens ukendte cykelryttere langt nede i felt til Tour de France kan generere omtale, national stolthed og tro på landets fremtid, har det desværre ikke nær samme værdi, at danske tvserier har skabt stor og positiv synlighed hos millioner af mennesker udenfor Danmark.

Dermed går vi glip af rigtig mange muligheder. Og penge. For kultur-tusimen appellerer især til de, der har penge. Voksne mennesker, der rejser uden børn, og derfor netop vil have noget indhold i deres ferie plus selvfølgelig har råd til at lægge nogle penge, det sted de er. Det er ikke all-inclusive segmentet, der er nødt til at tænke på udgifterne, fordi de er mange afsted i alle aldre.

Det Vækstteam, der er nedsat af erhvervs- og vækstministeren til at se på turismen i Danmark, har godt nok vendt kulturen, siger deres formand, Dorte Krank. Men desværre er deres fokus ensidigt på events og festivaler, som Roskilde og Jazzfestivalen og så især på sporten.
Ikke et ondt ord om det. Men man misser altså nogle muligheder, ikke mindst for turisme udenfor den sikre højsæson, og også for indenlandsturisme.

Vi ligger her jo hele året!
Der er et helårs-potentiale i kultur-turisterne, som ikke er udnyttet, og som man igen glipper ved kun at fokusere på store events og festivaler.
Den kan tvserierne eller en Jussi Adler-Olsens enorme succes derimod være basis for. Helt konkret har jeg to gange indenfor de sidste år booket billetter til en storbyferie efter at have set en film, der foregik der. Jeg fik simpelthen ekstrem lyst til lige at komme tilbage efter et par timers historiefortælling derfra.

Men man behøver ikke se det som noget, der kun er relevant for Slet ikke når det handler om indenlandsturismen.
Jeg har selv været kortvarigt involveret i et projekt, der skulle skabe kulturturisme i et område, men som siden hen er gledet ud i sandet og nu er overladt en broget skare af frivillige kræfter. Det havde ellers et stort potentiale i sig, der var tænkt de rigtige tanker – hvad årsagen er til, at det ikke blev til noget for alvor, ved jeg desværre ikke. Det var efter “min tid” i projektet.
Men det er for mig at se et eksempel på det, der desværre alt for ofte sker. Potentialet er der. Historien er der. Stederne er der. Man har visionerne. Men i sidste og afgørende ende er der ingen, der alligevel satser på det. Man ved, hvad man har (vand, strand, natur), men ikke om det andet (den gode historie, stedernes ånd) kan give nok.

Vi stoler alt for lidt på kulturens kraft i det her land. I sidste ende kommer det simpelthen til at koste os penge. For andre steder er de ikke ligeså fedtede med tilliden til kunstens magt og tiltrækningsevne. Og det er der, vi rejser hen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s