Man buh’er da af publikum!

Hvad er der galt med at takke publikum?

Ved gårsdagens Reumert-uddeling var Niels-Bo Valbro, direktør for Det Ny Teater den første – og blandt de få overhovedet – der takkede publikum.

20130506-181604.jpg
Niels-Bo Valbro modtager prisen for årets musikteater/show for “Love never dies”. (Foto: Jakob Boserup/Bikubenfonden)

Det gjorde han som noget af det første, da han på vegne af teatret modtog prisen for årets bedste musikteater/show.

I salen lød der sporadisk buh’en som reaktion.

Buh’en af publikum? Jeg kan godt blive i tvivl.
Også selv om jeg godt ved, det var Valbro, de var utilfredse med. I dansk teater er der en stor gruppe, der pr. definition og automatik ikke kan lide ham, fordi han laver musicals, og gør det kommercielt. De tolkede formodentlig hans udsagn som en indirekte kritik af, at de får støtte, når han ikke gør. Udfra logikken, at når de ikke kan lide ham, må hans udsagn være kritik af dem.

Men hvad er der galt med at takke publikum? Burde det ikke snarere være obligatorisk i takketalerne, fremfor de ustoppelige taksigelser til teaterchefer, lærere på skuespillerskolerne, mor, far, kæresten ‘der altid er der for mig…’
Hvis ikke publikum er der, så er det jo sådan set lige meget om mor og far bakker op. Eller nej selvfølgelig ikke. For det vil så nok være hjemme i deres dagligstue foran sofaen, skuespilleren skal performe fremover. Fordi de er det sidste publikum.

Hvor festlig og fin Reumerten end er hvert år, så synes jeg på mange måder, at gårsdagens uddeling også bar præg af en kunstart, der lukker sig om sig selv. Er sig selv nok. Derfor takketalerne til sig selv og hinanden.
Og derfor buh’en af ham, der takker publikum fordi han er piskende afhængig af dem. Men de andre teaterfolk opfatter det istedet som en kritik af dem og deres teater i deres selvoptagethed. Mens tanken om at publikum kan have så stor betydning for teatret, at det kun giver mening at takke dem først, ligger dem fjernt.

20130506-182515.jpg
Louise Fribo optrådte med “Kærligheden ser” fra “Love never dies” til søndagens Reumert-uddeling. (Foto: Det Ny Teater, PR)

Så det var unægtelig befriende, da aftenens vært, Kristian Halken, betroede publikum noget, han aldrig havde turde sige til nogen før: “Jeg elsker musicals!”

Jeg er ikke særlig fanatisk fan af musicals, men jeg er fantatisk irriteret over de mennesker, der mener, genren er forfladiget og poppet og helst burde holde sig væk fra danske scener. Bare fordi.
Til gengæld er der et stort og lige nu kun voksende publikum til genren. Og i London oplever man netop nu, at især de store musicals trækker unge, nye og ikke særlig teatervante publikummer til sig.

Men i Operaen i går aftes, mente nogle, at man skulle buh’e af de tusindvis af mennesker, der så “Love never dies”.
Spørgsmålet er, om de egentlig selv har et publikum, der er stort nok til at det overhovedet giver mening at takke. Måske det rent faktisk er fuldt dækket ind med takken til mor, far, kæresten og kollegaerne?

Reklamer

3 Comments

  1. I forlængelse af Reumert og din opsang, Rikke, et super debat-indslag på DR2. Jakob Illienborg diskuterer med DKT/Emmet Feigenberg, HAVE/Christian Have og Nørrebro Teater/Kitte Wagner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s