Det Kgl. Teater stadig i minus

Otte millioner i minus på Det Kgl. Teaters årsregnskab. Bedre end frygtet. Men er det godt nok?

20130416-133603.jpg

Det Kgl. Teater mærker nok tyngden af deres kendte bon mot, som rammer Gamle Scene ind. “Ej blot til lyst” – lystigheden er det nok så som så med på teatret i disse dage.

Årsregnskabet, som blev offentliggjort igår, har et minus på 8 millioner. Det er dog bedre, end forventet, og man mener optimistisk på teatret, at næste år er der modsat et plus på 8 millioner. Hvor de 16 millioner, det bliver i alt, skal komme fra, kan jeg ikke rigtig greje.
Men kravet fra 2011 om at spare 100 millioner over fire år kommer teatret til at leve op til.

Mindre teater, mindre publikum
Det gør det bl.a. fordi man har spillet mindre. Desværre er det sådan herhjemme, at man som teater får bedst økonomi ved ikke at gøre det, som man er sat i verden for: At skabe og vise scenekunst. Andre teatre har gjort og gør pt. det samme som Det Kgl. Og på Nationalscenen er det særlig fordelagtigt, i og med teatret har konstant underskud på forestillinger. De koster mere, end de kan tjene ind.

Det har betydet en nedgang i tilskuerantallet. Selvklart. Færre produktioner betyder færre billetter til salg, og dermed færre publikummer.

Men helt så enkelt viser det sig jo så alligevel ikke at være, når man ser på publikumstallene på teatret. For selv på den af kunstarterne, der har klaret sig bedst i 2012, nemlig balletten, er belægningsprocenten “kun” på 80 procent. Det er faktisk fint for det, vi i dag må kalde en smal kunstart. Til gengæld ser det ikke særlig strålende ud for Operaen og Skuespilhuset.

78 procents belægning til operaforestillinger, og kun 72 procent på skuespillet. Her er virkelig plads til forbedringer!
Teaterchef Erik Jacobsen angiver især aflysningerne af “Lulu” pga. ulykken med den væltede væg som skyld i at tilskuertallet også faldt. Men det dækker over en bredere og mere generel nedgang til deres forestillinger, som de er nødt til at tage meget seriøst.

Åh nej, kommer der publikum?
Jeg kan ikke lade være med at overveje, om teatrets holdning til publikum og til formidling af kunsten ikke indirekte spiller en rolle her.

For nu lige at vende tilbage til mine besøg i Londons teatre: Noget af det, jeg oplevede som markant, var, hvor utroligt serviceorienterede folk i billetten, baren, ja, al personale på teatrene var. De ikke bare udleverede en billet, de var helt tydeligt teatrets ansigt udadtil, og det tog de alvorligt. De svarede uddybende og udtømmende på ens spørgsmål, de var ikke trætte af folk, der kom og spurgte på de billetter, der jo ikke var der. De oversolgte aldrig en plads, men forklarede hvis der var et lille minus ved den, og lod det være op til en selv, hvad man så ville. I pausen var de hurtige og effektive i baren, de var venlige og imødekommende ved indgangen, selv når de løftede pegefingeren overfor sådan en turist som mig, som lige skulle snuppe et foto af salen inden forestillingen med min smartphone (det må man nemlig godt i DK).

I den måde de engelske teatrets personale agerede på i leddene med den tætte publikumskontakt, er der noget at lære for Det Kgl. Teater. Nu er jeg selv kun sporadisk i kontakt med teatrets personale i billetkontor og bar fx., men salgsgenet er ikke deres mest udviklede. Og det er desværre den oplevelse, jeg hører fra de fleste almindelige teatergængere.

Men sådan et løft starter med ledelsen. Og hvordan kan man forvente, at personalet på gulvet er venlige og imødekommende imod publikum, når man i dagens Politiken kan læse deres øverste chef sige, at de med de forskellige tiltag i huset håber at “få fat i et nyt og måske mere vågent publikum”.

Jeg gentager: “nyt og måske mere vågent publikum”

Underforstået, at det publikum man har på teatret nu, det svindende, men dog betalende publikum er sløvt.

Med så nedladende en holdning til publikum, har man som statsstøttet teater et problem. Publikum er mennesker, forskellige mennesker, og dem skal man tage meget alvorligt, for som Nationalscene er de ens eksistensberettigelse.
Hvis man som publikum ikke føler sig omfavnet af teatret, mødt med glæde, venlighed og respekt, så dropper man ud. Så er der masser af andre teatre, hvor man bliver taget godt og glad imod og får god kunst for sine penge.

Hvis man som teater betragter sit publikum som tungt og sløvt, og egentlig hellere vil have et andet og mere sexet, så er det de vibrationer, der sendes ud fra hele institutionen. Så er det sådan alle møder publikum. Og så er det sådan, institutionen bliver mødt af publikum.
Hvilket ikke ligefrem gør det lettere at virke tiltrækkende på det der vågne, spændende, engagerede publikum…

20130416-141151.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s