Man betaler da ikke for kultur?

Kulturlivet har igennem de seneste år vænnet folk til, at kultur er gratis. I håb om at et nyt publikum fik øjnene op for kulturlivets glæder.

Kulturnatten i Aarhus samlede i fredags omkring 10.000 mennesker i byens gader. Alligevel er status fra projektkontoret negativ. Der var nemlig under 5.000, der købte de kulturpas, som giver adgang til kulturtibuddene i løbet af aftenen. De øvrige var osere eller smarte nok til at blive sluppet gratis ind alligevel, fordi det måske er svært for de dørvagterne ude på stederne at sige nej til dem, der “bare lige skal se, hvad der sker herinde..?”

Det nedslående salg af kulturpas kan have mange årsager, men status fra Aarhus rejser endnu engang det principielle spørgsmål, om kulturlivet i for langt tid har været for large med at lade folk tro, kultur var lig med gratis oplevelser. Helt på linie med den digitale udvikling, hvor man i iveren for alt det nye, glemte at tænke en forretningsmodel med.

Festivalernes publikumssucces

I de seneste år er antallet af festivaler på scenekunstområdet vokset markant. Jeg har selv været tæt på landets største internationale scenekunstfestival, Waves festivalen i Vordingborg, der er arrangeret af Cantabile 2, og på den nyeste af slagsen, Asteroiden på Refshaleøen, som Asterions Hus står bag. Og så er jeg selvfølgelig på visit på en hel del af de andre.

Man bliver høj af at stå i en ellers død gågade i en mindre provinsby og opleve tusindvis af mennesker klumpe sig sammen foran en smal performance. Høre hvordan teater pludselig er en fælles referenceramme mellem borgerne i byen – hvad har du set? Hvad skal du se? Så du ham der igår? I en uge føles det som om alt drejer sig om scenekunst – folk elsker det. Og når publikumstallene gøres op, er de høje, for der har været rigtig mange, der kom i alt slags vejr. Blev i byen gjorde de også, eller kom igen dagen efter, selv om de egentlig ikke havde ærinder derinde. Det er altsammen godt og givende for det lokale liv. Lykkeligt.

Og så er det gratis.

I sommer på Asteroiden festivalen slog det mig pludselig med let skræk, at folk jo skulle betale for at se tingene. Egentlig ret logisk og fuldstændig rimeligt. Men i festival sammenhæng noget, der er yderst sjældent.

Scenekunstfestivalerne over hele landet har haft den politik, at de var til af andre årsager. Her handler det om kontakt til et nyt, et andet publikum og derfor så bliver programmerne gennemført med stor økonomisk støtte fra staten, men i høj grad også fra fonde, EU-midler, kommuner og regioner. Det handler jo om borgerinddragelse, og festivalen kan rumme alle.

Det er det skønne ved dem: rummeligheden. At de fulde veninder går all in i en forestilling af en franskmand, der indendørs ville blive rubriceret som smal og eksperimentel. At storesøsteren i indvandrerfamilien tager de små med ned og ser på klovner, børneteater og lytter til kletzmermusik foran Fakta. Folk der ikke til daglig træder indenfor i kulturinstitutionerne. Enten fordi de føles for lukkede, fordi der ikke er råd eller fordi det bare ikke er noget, der er væsentligt for at leve et godt liv. Den slags støtter fonde, kommuner, regioner og staten selvfølgelig enormt gerne.

Nyt publikum

For kulturinstitutionen er målet (håbet?), at de mennesker på længere sigt skal blive så begejstrede, at man om vinteren vil finde dem i teatret også. Det klassiske teater, hvor der købes billet og man sidder nogenlunde pænt i sædet.

For nogle lykkes det sikkert – teaterforeningen på Bornholm oplever hvert år nye abonnenter komme til via foreningens gadeteaterfestival om sommeren. Mens andre får de forestillinger, der tilbydes under festivalen, og så har de i hvert fald fået dét. Så ved de, hvad teater er og kan være. Hvis de skulle få lyst en anden gang et andet sted…

At man får kontakt til et nyt publikum er bestemt godt.

Bagslaget er, at ligesom med så meget andet er dem, der bruger festivalerne mest og jubler over mangfoldigheden i udbuddet, de priviligerede, der snildt kunne betale selv – hvis altså de gad eller fik taget sig sammen. Og de bliver også problemet fremadrettet.

For når de kan få så meget kultur gratis, i hvert fald én gang om året, så vænner de sig lynhurtigt til, at kultur – ligesom med nyheder, indhold, musik, billeder på nettet – er noget, man ikke behøver betale for. Det hører til de gratis glæder. Eller noget man køber som en form for sweet deal eller regner med institutionerne sørger for til ens børn.

Kan man drukne i sin egen succes?

De er glade for kulturen. De vil den helt bestemt. De vil faktisk slet ikke undvære den. Det er godt med kultur. Man har brug for den slags input. Det er vigtigt børnene også kommer i teatret, ser kunst og sådan noget. Og der er jo så mange muligheder, man kan bruge. Godt man ikke skal betale for dem allesammen… At man kan gå på gaden i Kulturnatten i Aarhus og mærke stemningen og måske lige glide med ind hist og her uden nogen chekker om der er et badges, der glimter på frakken. At man kan se teater om sommeren alle mulige steder med sine børn.

Det er en glidebane. Se hvad det har gjort for medierne, og nu er igang med at gøre for forlagene og dermed litteraturen via den alt for populære e-reol. Nye bøger er heller ikke noget, vi køber længere. Dem låner vi ubegrænset af med det samme og elektronisk på biblioteket. Forfatterne får jo trods alt en biblioteksafgift ikke? Musik? Det downloader vi gratis eller næsten gratis via tjenester. Kultur er ikke længere noget, vi betaler for. Det får vi. Med den største selvfølge.

For kort tid siden fjernede kulturminister Uffe Elbæk den gratis adgang til Statens Museum for Kunst. Selvfølgelig protesterede museet, og selvfølgelig argumenterede flere med museets meget høje besøgstal pga den gratis adgang og de mange, der ellers ikke ville få kontakt med museets samlinger.

Jeg synes, det var et velgørende skridt af kulturministeren at tage. Simpelthen fordi vi er nødt til at genindføre, at kunst og kultur altså ikke er gratis. Så mange penge er der ikke på kulturbudgettet, at landet har råd til at forsørge en meget stor og meget bredt sammensat gruppe mennesker som skaber noget, der er meget vigtigt, som der er stor efterspørgelse på, men som man har opdraget folk til er et gratis gode. Betalt via skatten, som jo samtidig skal være lavere og yde mere til også de tunge områder som skoler, børnepasning, ældrepleje, hospitaler og alt det andet, vi skal have.

Kunst koster. Også privatøkonomisk.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s