Lad os dyrke genierne mere

Bille Augusts film “Marie Krøyer” har premiere i biograferne idag.
Den har fået en ret blandet modtagelse, jeg hører selv til de trods alt lidt mere positive og gav den 4 F’ er i Femina.

Når filmen ikke rigtig griber eller rammer mig, så er det fordi jeg ikke kan slippe fornemmelsen af, at præmissen for den, er forkert. Den har simpelthen den forkerte hovedperson.
Men igennem de sidste 10-20 år er der mere og mere slået en fortælling igennem, hvor man vil genoprejse kvinderne fra fortiden. Og blandt andet gør det ved at skrive dem op til at være større kunstnere end de fik lov at udfolde, fordi deres berømte, talentfulde mænd fyldte billedet.

20120927-163928.jpg

Marie Krøyer har i mange år været en af de kvinder. Men når man ser de billeder fra Marie Krøyers hånd, der trods alt findes, så er der jo helt ærligt ikke noget i dem, der indikerer, at en verdenskunstner er gået tabt for eftertiden. Det er nydeligt, udmærket. Men det kommer aldrig i nærheden af det niveau hendes mand P.S. Krøyer er på. Eller på linje med det hendes nabo og kvindelige kollega, Anna Ancher præsterer.20120927-164357.jpg

I scenen på ovenstående billede forklarer Krøyer hende om lyset og hvad et maleri skal kunne. Og fremhæver sit geni i frohold til hendes.
Nu er det ikke fordi Bille August på nogen måde gør Marie Krøyer til offer, det er en af filmens forcer. Men ikke desto mindre er det alligevel hende, han har valgt at lave en film om fremfor om den person, der så ubetinget er den mest interessante og også suger al opmærksomhed til sig i filmen: P.S. Krøyer. Som så også bliver helt fremragende spillet af Søren Sætter-Lassen.

Der er aldrig lavet den store film om ham, selv om han virkelig er en ekstraordinær maler, han er et geni, en ener i sin tid og i malerkunsten. Er det fordi han er blevet misbrugt på postkort og plakater i en grad, der uretfærdigt gør, at han ikke anses for at være så fantastisk, som han rent faktisk er.

20120927-165012.jpg

Marie Krøyer, hustruen på de fascinerende billeder, den mystiske, melankolske skønhed, får istedet opmærksomheden i nutiden. Mens manden, der er årsagen til, vi overhovedet ved, hvem hun er, som måske er den virkelige grund til hendes berømmelse, fordi han iscenesætter hende i sine malerier på en måde, der bliver ved med at drage os, ikke interesserer.

Alene dét siger alt om, hvorfor man burde lave en film om ham istedet. Og kredsen omkring ham. Den store tvserie om Skagensmalerne er der aldrig talt om, men hvorfor ikke? Med den rette instruktør kunne det blive et værk, der ville blive en uløselig del af vores selvforståelse og kollektive sammenhængskraft. Men vi har ikke en tradition for at dyrke vores genier for alvor. At fremhæve dem, viderebringe deres historie, liv og værk formidlet i andre kunstarter. Det er en stor skam. Det er her, Janteloven bliver et problem. Vi tror ligesom ikke rigtig på, at de største af vores kunstnere er så store, som de er. Og læse dem, bruge tid på deres malerier, musik eller se deres film, det er der jo kun fåmder giver sig i kast med. Så hellere dyrke de mindre væsentlige med den dramatiske historie.

Slip nu berøringangsten overfor alt, hvad der er svært, stort og ekstraordinært. Lad os stå ved, at der i kunsten er kunstnere, der er større end andre, og at det er derfor, vi stadig ved, hvem P.S. Krøyer er. Derfor hans billeder stadig dukker op på postkort, plakater, puder, posters… Der ligger mere i dem, end vi kan afkode med et hurtigt blik. Det er nemlig det, der kendetegner et geni. Og derfor fortjener de, men måske allermest vi, at de hyldes meget mere!

Alle fotos: SF Film/PR

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s