En snegl på vejen…

Har brugt weekenden og er stadig i gang med at læse en gennemgribende

Prøveomslag til “Det bli’r vinter førend man aner”

korrektur på min og Jakob Steen Olsens bog om Preben Kaas. Og det er skræmmende, skræmmende simpelthen!, hvor utroligt mange fejl der kan blive ved med at være i sådan et manuskript. Selv efter vi begge mand har tærsket igennem alle siderne utallige gange.

Det kan godt være, mange mener det er noget pjat og nørderi og manglende sans for udvikling, når man bliver irriteret over fejl i aviser. Og bøger. Men det nytter ikke noget at tro, at det er lige meget om tingene er stavet på den ene eller den anden måde, om kommaerne er strøet i ét virvar eller ord bliver brugt forkert. Fordi vi så ikke læser det samme, men vidt forskelligt. Det vil sige halvdelen af læserne misforstår eller kan ikke afkode det, teksten vil fortælle. Heller ikke selv om det ikke nødvendigvis er særlig komplekst.

Da vi for to år siden udgav vores Stig Lommer biografi fik vi en mail fra en læser, der ironiserede over, at vi havde stavet et navn forkert. Til vores forsvar skal det siges, at det var navnet på en person som ingen kendte, og som det ikke var muligt for os at chekke, om var stavet rigtigt i den avis, der havde citeret vedkommende tilbage i 1946. Men læseren kendte altså den i dag ukendte kulturarrangør. Og så skrev hun det, som vi blev halvstødt og irriterede over: “Hvis navnet på XX er forkert, hvordan kan jeg så vide, at jeg kan stole på resten af det, der står i bogen?”.

Okay… nu er det måske lige at stramme den at tvivle på hver en oplysning i en mere end 300 sider lang biografi, hvor man faktisk kan chekke de fleste andre ting, hvis man skulle orke. Men principielt, rent principielt, har kvinden jo ret. Hun er faldet over det her, fordi det har hun en særlig viden om, men alle andre tror, det forkerte er det rigtige. Hvordan kan hun så være sikker på, at det ikke forholder sig på samme måde med en masse andre navne, årstal, steder, citater og kilder? I juraens verden er det her, modparten gnider sig i hænderne og begynder at bore. For hvis man er utroværdig på ét punkt, så kan man meget vel være det på mange andre også. I hvert fald kan man blive det i andres øjne.

Korrekturlæsere er et jaget folk. Stavekontrollen er vel ligeså god? Nej, det er den i i dén grad ikke. Den fanger ikke ret meget, og tit og ofte tror den, at en lidt mere kreativ måde at formulere sig på er helt forkert. Kommer der for mange af de forkerte, farvede streger i dokumentet, ja så holder jeg til sidst op med at registrere dem, der er. Så støjer de bare.

I sommer har jeg læst Frederiksborg Amts Avis i sommerhuset. Jeg kan godt lide avisen, især de lokale nyheder slås vi om at læse først herhjemme. Men jeg er tæt på at være chokeret over, hvor utroligt mange stavefejl og manglende ord, avisen har. Det er forvirrende, det irriterer og ind imellem forstår jeg simpelthen ikke, hvad der står.

Der er dog et sted, hvor man som almindelig sprogfanatiker kan få noget ud af sin kritik af  manglende sproglig præcision. Det er i supermarkederne. Jeg har faktisk af og til overvejet at kontakte de store supermarkedskæder for at høre, om de har sprogkurser for de mennesker, der skriver deres skilte? Og hvis ikke – hvad jeg sådan set ikke tror, de har – så fortælle dem, at det er dyrere for dem ikke at undervise deres ansatte i korrekt sprogbrug end at hyre en selv nok så dyr underviser til det.

Gang på gang har jeg nemlig oplevet at stå ikke bare selv, men også sammen med andre, og måtte diskutere et tilbud med en ansat i butikken. Fordi vi læser skiltet og teksten som den står, mens den ansatte ved, at vores fortolkning ikke er rigtig, det er ikke sådan tilbuddet er – problemet er bare, at skiltet er formuleret forkert. Eller uklart. I de tilfælde er butikken faktisk nødt til at lade os kunder få tingene til den pris eller i det omfang, som der står på skiltet, fremfor på den måde tilbuddet er tænkt fra kædens side. Ordene fanger, sådan er loven. Ikke desto mindre er det mit klare indtryk, at det ikke er noget, man gør meget ud af i de store supermarkeder. Sikkert fordi det virker nørdet og mærkeligt gammeldags, og fordi de jo selv ved, hvad der står på det skilt. At det så viser sig, at der står noget andet, opdager ingen før der kommer en  kunde som mig forbi.

Tilbage til mine papirer. Ja, papirer. Det med at læse skærmkorrektur har vi droppet nu. For her ser man heller ikke halvdelen af de fejl, man uforvarende kommer til at udstyre sin tekst med.

Og så vil jeg slet ikke tænke på alle de fjel, som både jeg, Jakob, forlaget og den professionelle korrekturlæser alligevel ender med at overse. Men som jeg ved, at der er læsere et sted derude, som straks vil opdage!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s