Hvorfor er seniorgruppen usexet?

I sidste uge var der premiere på den engelske feelgoodfilm “Best Exotic Marigold Hotel”. På mange måder bare en charmerende, veldrejet og så very british komedie, og så samtidig nærmest epokegørende og helt anderledes.
Fordi den har botoxfri, engelske stjerner på 60+ i hovedrollerne, og fordi den handler om seniorlivet på fuldstændig samme måde som alle mulige andre komedier og film beskriver livet omkring de 30.

Filmens udgangspunkt er en gruppe pensionister, der af hver deres grunde flytter til Indien til et – viser det sig – noget oversolgt hotel for ældre. Men det filmen får ud af det, er intet mindre end berigende. Fordi den viser folk på over 60 som mennesker, der stadig kan forandre sig, tør tage store livsomvæltende beslutninger og som i den grad er i live. Eneste fysiske handicap fra start er en hofte, der skal opereres i Indien, og den slags går jo over.
Men det tankevækkende er, at en film som denne skal føles nærmest dagsordensættende.

At det skal være bemærkelsesværdigt, at nogen laver film om mennesker i den tredje alder, endda som andet end bedsteforældre eller syge, i dag. Men det er det jo, fordi især kulturlivet og kunsten har en berøringsangst overfor den store målgruppe i 50+’erne.
Kulturlivets primære og ind imellem eneste fokus er de unge. Vis mig den konference om kultur, der ikke taler om, hvordan man får fat i de unge og om, at kulturlivet dør, hvis ikke de unge kommer. Den gruppe, der virkelig bruger kulturen aktivt, som er kvalitetsbevidste, købestærke og gerne vil udfordres, er der ingen der interesserer sig for. Faktisk bliver det omtalt som et problem, at den klassiske kulturbruger er en midaldrende kvinde.
Problemet med den holdning er, at det jo ikke er en målgruppe, der bare kommer eller bliver af sig selv. Hvos de ikke bliver tilgodeset, hvis de bliver talt ned til eller ignoreret, så bliver de væk – og hvorfor tilstræbe det?
Formodentlig tror kulturlivet, at de kommer uanset hvad. At de alligevel er så gamle, traditionsbundne og pæne, at de ikke kan finde ud af at lade være med at gå i teatret, biografen, på museum… Men dream on. De er kræsne, omskiftelige og fuldstændig kyniske, hvad angår “plejer”.
Jeg har i flere år nu prøvet at råbe bl.a. Teaterforeningerne op, hvad angår den ældre målgruppe. Men det eneste alle har i hovedet er den lillebitte, unge målgruppe – som jo ofte kun kommer en enkelt gang på ensæson og ofte vil flytte fra deres barndomsby for at læse et andet sted. Eller få børn og dermed blive fuldstændig opslugt af familielivet, aom til nød kan tage børnekultturen ind.
Den store, midaldrende og ældre målgruppe, som netop gerne vil i teatret, især forestillingerne er gode og især, hvis der sker lidt mere end bare det at se et stykke, er der slet ikkesamme fokus på og interesse for.
Det er rigtig ærgerligt. Ikke fordi jeg tror, at seniorerne opgiver kulturen. De skal nok finde på noget. Men fordi det er vildt dumt ikke at gide dem som kulturinstitution. Hvis man får fat i “empty nester” gruppen for alvor og kan give dem det, de efterspørger, så har man jo glæde af dem som kulturforbrugere i måske 30-35 år.
Det betyder ikke, at man ikke kan lukke unge ind og lave noget for dem. Men et ensidigt fokus på denallermest illoyale og flyvske målgruppe (jeg har artikler fra 1937 og undersøgelser fra 1989, der begge er bekymrede over manglen på unge under 25 i teatersæder. Jeg var selv i målgruppe i 1989, og dem fra 1937 er i 80’erne i dag. De kom i teatret – senere hen) giver hurtigt et bagslag, hvor man taber sine nuværende brugere. Og hvad så?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s