Kongen, dronningen og hendes elsker

I slutningen af marts er der en sjælden filmpremiere. Nikolaj Arcel har lavet en slags Kongekabale 2.0 – eller snarere 0.0 – med sit historiske filmdrama om Struensee og Caroline Mathilde. Og Christian den VII også selvfølgelig.

Det er en sjælden begivenhed, fordi vi ikke er så begejstrede for at lave de store historiske kostumedramaer herhjemme. Hvor englændere og amerikanere jo vælter sig i dem og er vildt gode til dem, så holder danske filmfolk sig tilbage. Men det er også en dyr affære at skabe den slags film. Man kan tydeligt se det store budget i “En kongelig affære”. For der hvor filmen lykkes bedst er netop i sine billeder fra hoffet. Slottet – der ikke er filmet i DK – taflerne, ballerne. De store kjoler, lyset, skæret af noget dekadent der samtidig også bare er den tids hverdag. Arcel er lykkedes med sit mål om ikke at gøre et for stort nummer ud af miljøet – for for de mennesker her, var det jo deres normale liv, deres almindelige miljø.

foto: Jiri Hanzn / PR Nordisk Film

 Mere skal jeg ikke fortælle her og nu. Filmen bliver vist i Berlin i denne uge, og har premiere herhjemme den 29. marts først.

Andet end at jeg ikke er overvældende begejstret for filmen. Ikke i forhold til det helt fantastiske materiale den har i en af de største, mest utrolige, men også vigtige perioder i Danmarkshistorien. Den store historie fra det danske hof i 1700-tallet, en periode som tiltrækker manges interesse i disse år, bliver den efter min mening aldrig til.

Men uanset hvordan man som publikum vil have det med filmen, så tab ikke interessen for Caroline Mathilde og Struensee af den grunstigt fat på at genlæse eller få styr på historien trekantsdramaet mellem kongen, dronningen og livlægen. Den er stærk, uhyggelig, kulørt, politisk interessant, betydningsfuld selv for os i vor tid, og simpelthen helt enkelt og banalt: Enormt fascinerende.  Men kom videre i den med for eksempel historikeren Michael Bregnsbos spændende og noget mere vidende og analystiske bog “Caroline Mathilde – magt og skæbne”. Jeg lavede for  efterhånden mange år siden et interview i Kr. Dagblad med Michael Bregnsbo om bogen, som åbner lidt for hans tolkning af dronningen og hendes rolle i spillet. Bregnsbo har beskæftiget sig en hel del med især enevældens dronninger, ud fra bl.a. den betragtning at mange med enten et ønske om at ændre på tingenes tilstand eller selv komme til fadet, gik netop til dronningerne. Kongerne var så mandsopdækkede, at det var næsten umuligt at trænge igennem, men dronningen havde en ret ideel placering i hierarkiet, hvis bare man kunne finde porten ind til hende og hendes fortrolighed. Det kunne Struensee jo så i dén grad…

Og så skal vi da ikke glemme dejlige Hertha J. Enevoldsens ungpigebøger. Som førte mig ind i historien i en grad, som har betydet, at jeg aldrig har glemt den. Men samtidig også gav mig en fornemmelse af, at der var mere i det dramatiske trekantsdrama, end hvad en historisk roman for piger kunne rumme i sine rammer. Hvis I selv i en moden alder skulle blive grebet, så kan jeg anbefale Enevoldsens følgende værker om Leonora Christine og Dyveke også.

Personligt sværmer jeg lige i øjeblikket lidt for at genlæse hendes to bøger…. men jeg ved ikke helt, om jeg tør.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s