Grøn, gal og giftig

Faktisk kan jeg ikke fordrage smagen.

Fortyndet absinth smager nemlig af lakrids, den får også den samme mælkede, gule farve som pastis, når man kommer vand i. Hvilket man faktisk normalt gør. Nogle supplerer med lidt sukker også. Ikke sådan strøsukker fra pose, men en sukkerknald lagt på meget særlig hullet ske, der lægges henover glasset, hvorefter vandet hældes ned i absinthen i en nøje afmålt dosis i forhold til alkohol og sukker.

For sådan er det med absinth. Alt er på en eller anden måde bundet op i et ritual.

Fordi jeg har stået for kommunikationen i forbindelse med Asterions Hus’ premiere på “In Absinthia” har jeg siddet og læse på lektien. Uden at drikke imens. Fascinerende læsning. At der er så  mange historier, myter, så meget symbolik og rituelle handlinger forbundet med den ene slags alkohol. At den kan gå fra at være regnet som medicin, sygdomsbekæmpende og derfor en almindelig del af feltrationen hos franske soldater, til at blive forbudt flere steder og anset for at være giftig. Fremkalde hallucinationer.

Det sidste handlede på måske mere om, at kunstnerne i slutningen af 1800-tallet var svært glade for den grønne absinth. Stærk og billig som den jo var. Og hvad kom der så ud af det? Jo, det malede jo de mest forfærdelige, sindssyge billeder. Skrigende farver, uhyggelig stemning, hverken til at se, hvad der var op og ned – det lignede i hvert fald ikke forne tiders smukke kunst. Det måtte være absinthens skyld.

Det var i hvert fald den, der fik noget af skylden for Van Goghs delvist afskårne øre.

Herhjemme nød man den grønne drink på især Cafe Bernina. I Agnes Henningsens erindringer kan man læse, hvordan Herman Bang byder hende på absinth hjemme i sin tungt møblederede, mørke lejlighed i Studiestræde, da hun kommer for at høre, hvad han synes om hendes forsøg på en roman. Selvfølgelig måtte Herman Bang drikke asinth. Ligeså Peter Nansen, Gustav Esmann, Johan Knudsen og Gustav Wied, den eneste sande drik for Østergades flanører.

Fra i aften kan man så se den sceniske fortolkning af nogle af myterne om absinthen. I det, Asterions Hus selv kalder en “amoralsk forestilling om beruselse”. For instruktør Peter Kirk synes faktisk, at man ind imellem skal hylde beruselsen, det at give slip og bare være til stede i nuet. Glemme at der kommer tømmermænd fx.

Lørdag den 11. februar kan man efter forestillingen høre mere om absinth. OG ikke mindst: Smage drikken også. Det sker når Thomas Boston fra Det danske Absinthselskab står for et arrangement, hvor Juuls velassorterede vinhandel på Værnedamsvej dækker op med forskellige slags af den gale, grønne og måske lidt giftige drik. Som faktisk er kommet på mode igen blandt især unge over hele Europa. Også her i Danmark er der flere absinthbarer.

Pas på ørerne!

“In Absinthia” har premiere i aften på Refshaleøen og spiller tors-søn indtil den 19. februar. Se mere om forestilling og arrangementer på hjemmesiden www.asterionshus.dk

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s