Befriende udmelding fra Kunstrådet

Kunst for kunstens egen skyld.

Sådan lyder udmeldingen fra Kunstrådets formand i dagens Politiken. Det ligger i forlængelse af, hvad den kort siddende, tidligere formand, Per Arnoldi åbnede for, da han tiltrådte. Men det led hurtigt druknedøden i en debat om kvalitet, kunst og Per Arnoldi selv.

De franske klassikere her provokerede nok deres samtid. I mange af dem ville man også gerne ændre ting i samfundet qua kunsten. Men de blev skabt som kunstværker. Ikke debatindlæg, der primært skulle provokere.

Udmeldingen ligger heldigvis fast nu, fremgår det af interviewet med nuværende formand, Rune Gade. Og heldigvis, mener jeg, fordi det faktisk var problematisk og snævertsynet, når den tidligere og stærkt promoverede formand, Mads Øvlisen var så fokuseret på, at kunsten skulle provokere. (Som jeg tidligere har skrevet om i blogindlægget Dannelsen tilbage til danskerne efter en konferencen, hvor Øvlisen deltog).

At lægge den slags spændetrøjer over kunst og kultur fremmer sjældent en varig kvalitet. God kunst kan sagtens være provokerende. De fleste store klassiske værker har haft en grad af provokation i deres samtid – men hvad der er vigtigere: De er ikke skabt for at vække den provokation. De er ikke skabt af kunstnere, der har siddet hjemme i atelieret, ved skrivebordet eller flyglet og har tænkt: “Nå, hvordan kan jeg så få borgerskabet til at blive forarget? Hvor mange læserbreve kan jeg generere i Berlingske Tidende ved at sætte de her to toner sammen sådan…. her!”.

Der findes da kunstnere, der tænker på den måde. De får også værker ud. Men efter en hurtig gennemlæsning, en kort men ganske vist tit ophedet debat, er det så som regel slut med interessen for dét værk. For varig værdi ligger sjældent i en øjeblikkelig, målrettet provokation. Den ligger netop i det æstetiske, hvor man også finder udviklingen af kunsten, dens former, muligheder, virkemidler og rækkevidde. Men æstetikken, kunsten som kunst, har været stedmoderligt behandlet i det danske kulturliv i flere år. Vi skal hele tiden belæres, vi skal helst skamme os lidt over at være os, når vi går i teatret. Hvis ikke vi orker det hele tiden, så er der sådan set kun musicals tilbage.

Rune Gade: “Den æstetiske dimension og det, som mange mennesker nyder i forbindelse med kunst, forsvinder ud af billedet. Der er jo stadig elementære ting omkring skønhed og nydelse som mange knytter til kunst… Den dimension skal der være mere af” 

Og det da også her, måske kun en af 100 gange, at de kommende, overlevelsesdygtige værker sikkert gemmer sig. Den fantastiske kunst, værkerne der har noget på hjerte som værker i sig selv, og derfor også kan opleves om 100 år. Strategien vil nok betyde smal, eksperimenterende kunst. Men i højere grad end den bevidst provokerende, frække og hurtigt konsumerede debatkunst har den faktisk tit muligheden for at nå et – også større end hvad man måske tror – publikum. Fordi den pirrer, vækker og interesserer, rummer mere end hvad man kan tømme i ét enkelt blik.

Læs mere om handlingsplanen fra Statens Kunstråd her
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s