TV teatret – teaterhistorie for nørder

men ikke for andre. For det holder simpelthen ikke at filme teater, som teater.

DR K sender her om eftermiddagen gamle TVteater udsendelser. For mig er det en særegen fornøjelse af se Clara Pontoppidan, Poul Reumert, Gunnar Lauring og en række andre af landets største skuespillere fra mellem- og efterkrigstiden. De fleste af optagelserne har jeg set før, en del af dem som barn.

Men i al deres formidable velspillethed, og selv når man ser bort fra deres patina, er de også en erkendelse af, at teater simpelthen ikke holder på tv eller film. Mediet udstiller alt det ved kunstarten, som de der synes teater er mærkeligt, netop fremhæver og falder over. Det kunstige, det teatralske, de lidt for store armbevægelser. Og det selv om vi har at gøre med landets suverænt bedste skuespillere, af hvilke en række af dem var fremragende filmskuespillere også (Ebbe Rode, Bodil Kjer, Gunnar Lauring, Birgitte Reimer, en ung Malene Schwartz fx.), og dermed ved, at det er noget helt andet at stå foran et kamera end på Gamle Scene. Samt at man jo fra DRs side dengang ikke optager teaterudgaverne af fx. “Indenfor Murene” eller “Parasitterne”, som er de to mest legendariske tvteater-forestillinger, men trods alt tillemper det filmmediet. Med tilstræbt naturalistiske kulisser, ingen fornemmelse af scene og andre måder at bevæge sig på i studiet.

Det sidste er jo ellers det, der er foreslået til og også af Det Kongelige Teater som en måde at komme ud til sine mere fjerne, potentielle publikummer på. Ved at optage forestillinger i Skuespilhuset og så sende det ud digitalt til biografer i hele  landet, hvor beboerne i Udkantsdanmark så kan komme og se “Gengangere” i deres lokale biograf. Eftersom Operabio er blevet en meget stor succes, regner man med det samme ville ske med kongeligt skuespil sendt næsten direkte fra Kvæsthusbroen.

Jeg vil nødigt løse billet til dén oplevelse. Ikke bare fordi jeg selvfølgelig hellere vil se teater live, men simpelthen fordi teater – også overfor mig – har en grum tendens til næsten af blive en smule komisk og meget kunstlet og mærkeligt, når det omsættes direkte til film og tv. Også selv om man forsøger sig med kreative vinkler og nærbilleder. Det er optaget på en stor scene, spillet til et publikum der sidder langt væk også og til et stort rum. Der er intet af den naturalisme, som filmen trods alt stadig hviler meget på. Måden at eksperimentere og skabe symboler på er også væsensforskellig.

Der er en meget god grund til, at DR stoppede med TVteatret og gik over til at tale om DR Drama istedet. Der er en endnu bedre grund til, at “Taxa” i sin tid kom til at stå som en milepæl i tvdramatikkens historie. Fordi man med netop dén serie gik definitivt over til at tænke tvserier i forhold til filmen fremfor teatret, som det i højere grad havde været tilfældet før. Som de fleste vil huske, er det derefter DRs kolossale succes, også internationalt, med deres tvserier tager fart.

Jeg frygter faktisk, at det snarere vil blive et selvmord for teatret som kunstart, hvis man filmer forestillinger og sender dem ud i biograferne. Det bliver i hvert fald ikke med mig som publikum.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s