Hvad betyder Arnoldis farvel?

7 måneder varede det, før Per Arnoldi sagde farvel og tak som formand for Kunstrådet.

Hans tiltrædelse var turbulent, og der blev skudt på ham fra alle sider, da han meldte ud, at han var træt af amatørisme og manglende fokus på de, der kunne noget. På eliten. Det stod i total modsætning til hans forgænger Mads Øvlisen, der dyrkede tanken om, at kunsten skulle provokere som sit fornemmeste formål. Og eftersom Per Arnoldi selv er kunstner, var det jo let at skyde på ham som person, når kritikken kastede sig ud i debatten.

Per Arnoldi forklarer selv i sit brev til kulturminster Uffe Elbæk, at hans hurtige afgang handler om, at hans gemyt ikke kan klare formands-posten længere. At hans atelier kalder på ham.

Det synes jeg ikke, der er så megen grund til at tvivle på, er sandt. Formanden for Kunstrådet er en underlig facadepost at sidde på. Sådan en hverken-eller position.

Reelt er det jo fagudvalgene, der bestemmer, hvilken kunst der skal støttes. Resten tager embedsmændene sig af, så de er sikre på, at det ministeriet har fastlagt bliver overholdt. Formanden bliver på den måde en topfigur, der ind imellem skal være på. Men meget af tiden går uden tvivl med bureaukrati, møder, papirarbejde og en hel del ideer, der dør undervejs, fordi der er mere, der ikke lader sig gøre end hvad der lader sig gøre.

Det skal man nok være et særlig gemyt for – og selv om jeg ikke kender Arnoldi, så tror jeg faktisk ikke, at det er sådan et gemyt, han er i besiddelse af.

Det virkelig interessante i hans brev, det er sådan set det, han skriver til sidst. For det er her, debatten bør ligge, det er herfra, fremtiden for konstruktionen Kunstrådet skal debatteres.

– Jeg tvivler på, at en udøvende kunstner kan håndtere det bureaukrati, der måske er en nødvendig del af den statslige kunststøttes store maskine. Jeg er også stærkt i tvivl om hele Kunstråds-konstruktionens virke og væsen, skriver Per Arnoldi til Uffe Elbæk, og åbner dermed for en større debat om Kunstrådets rolle. Set i lyset af Lars Liebst-udvalgets nye rapport, der vil forenkle konstruktionen. En rapport, som Uffe Elbæk har sagt, han ikke er 100 % enig i, uden dog helt at præcisere, hvad det er han, han ikke ser et potentiale i og omvendt.

Kunstrådet har kun eksisteret siden 2003. Det har haft to formænd før Arnoldi, og de var begge administratorer og ikke kunstnere, det var Lars Liebst og Mads Øvlisen.

Tidligere har andre kunstnere, som bl.a. Morten Grunwald også fortalt poster af denne type. Fordi de alligevel ikke kan trænge igennem. Fordi meget af det arbejde, der ligger i den her type udvalgsposter kræver tålmodighed og lyst til at give embedsmændene magt. For de er i sidste ende dem, der har den, ikke formanden. Det kan være svært at klare for især en kunstner, der er vant til at klare sig selv og udføre sine ideer.

Kunstrådet er en mærkelig overkonstruktion. Og nok også en bureaukratisk overbygning, som man kan spørge sig selv, om er nødvendig.

Det vil den kommende tids debat om Liebst-udvalgets anbefalinger forhåbentlig afklare. Men forhåbentlig vil Per Arnoldis exit også betyde, at man tager en større debat om, hvorvidt vi virkelig ønsker et system, der så tungt administrativt og indrettet på en måde, at det næsten kun vil være embedsmænd eller folk med administrativ erfaring fra offentlige stillinger, der kan sidde i de øverste dele af organer som Kunstrådet? Det vil ikke være til kunstens fordel på længere sigt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s