De byggede Det Ny København

sådan tænker Herluf Berg, da han sidder på sin lille balkon på hjørnet af Nørrevold og ser ud over voldterrænnet, der er ved at blive bebygget.

Og det byggede også det ny København i det år. Det har jeg selv lige gået igennem og vist frem for et hold kursister fra Gladsaxe. Ruten fra Frederiksborggade over Nørrevold gennem Routen og forbi det berømte samlingspunkt cafeen Bernina –

som nogen af os egentlig aldrig kommer os over, at vi er født 100 for sent til at have oplevet – gennem  flanørernes paradis på Østergade til Kgs Nytorv, hvor den moderne by mødes med den gamle.

Centrum for det hele er Herman Bang. Manden der skaber det moderne København i litteraturen – først som en af de mest fremragende journalister, vi har haft, sanselig, intens, småkrukket, meddigtende og aldrig bange for at udnytte den gode historie i historien og personerne fuldt ud til læsernes glæde, men også mulighed for bedre at forstå og ikke mindst kunne se det for sig. Det kan vi stadig i dag, når man sætter sig ned og læser ham.

Men ikke mindst i “Stuk” – hovedværket om København. Og i da jeg stak handlingen ud for dem og fortalte om forlægget for romanens Adolf, der aldrig holder op med at mene, at fribilletter i sidste ende vil skaffe omsætning på teatret, kom det “Det lyder som noget, vi kender…”. Men sådan er det med den roman, den gentager sig – på en anden måde, men desværre også ret tæt op ad sin egen virkelighed, som det måske er tilfældet nu.

Herman Bang byggede Det Ny København på sin egen måde. Med ord. Men han gjorde det i en grad, så man er fuldstændig kastet tilbage og et øjeblik mærker støjen, lugtene, fornemmer det mærkeligt dunkle lys i byen og det mylder, der fascinerer både ham selv, Herluf og Lange på vej til Victoriateatret – gennem Østergade selvfølgelig:

Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt som i sin egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus kom paa tværs af Drosken, saa den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unge Piger gled forbi, friske af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, saa nær, saa det var som om de rørte Vognene med Kinderne.

– Aften Berg, Aften, raabte et par Herrer og rettede Stokkene, som de bar paa skraa i Lommen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s