Ku’Damm fejrer sig selv – og sin historie

Berlins berømte Ku’damm fylder 125 år i år. Genopstanden for alvor, opgraderet de senere år efter, at Mitte er blevet reetableret og konkurrencen fra den både moderniserede og historisk berømte Unter den Linden og Friederichstrasse er blevet meget synlig.

Ku’Damm fejrer sig selv med en række fine, interessante og helt unikke historier fra gadens storslåede historier. Man finder dem på runde, røde plancher i de charmerende montrer der står midt på fortovene igennem hele gaden.

Gadens evne til at være stedet, hvor alt kunne ske – og skete – blev tidligt grundlagt. Allerede byens første café, hvor snusket, støvet og mørk den end var, blev samlingspunkt først for forfattere, skuespillere og andre kunstnere og siden for bedsteborgere, der faldt ind for at se de avancerede bohemer live.

Og på et af gadens endnu ikke udbyggede gadehjørner, på hjørnet af Joachimstaler Strasse rykkede selveste Buffalo Bill ind med sit kolossale Wild West Show, hvor én ung kvinde trak al opmærksomheden mellem de flerehundrede indforskrevne cowboys og indianere. Egentlig var hendes glansnummer bare at skyde op i luften – men det var dramatisk nok til at Annie Oakley blev the talk of the town og siden fik sin helt egen musical skrevet af Irving Berlin.

1920’ernes Weimartid var også Ku’Damms storhedstid. Foruden vilde musikere og danseglade publikummer var det for eksempel her i det kæmpestore hjørnehus, der i dag huser en Tommy Hilfiger flagshipstore,

 men i 1926 hed Nelson-Theatre, at Josephine Baker satte det halve Berlin i ekstase med sit berømte banan-nummer. Og at sætte Berlin i ekstase med et dansenummer i 1926 krævede virkelige noget af entertaineren. Det var nok her, man fandt verdens mest forvænte publikum.

Her skete der så meget, og var kravene til underholdning, kunst og sexuelle mærkværdigheder så høje, at planchen ved Theater am Kurfurstendamm bare i en bisætning fortæller om den berømte show-komponist, der begår selvmord fordi han lider af langvarig og uhelbredelig kedsomhed.

En af de kvinder, der for alvor fastholdt tiden og dens mest legendariske skabere,  var fotografen Lotte Jacobi. En af Berlins usædvanligt mange kvindelige fotografer, født i Polen, fjerde generation i en fotograffamilie og flyttet til Berlin som yngre, nygift og nybagt mor. Men jødisk af herkomst, så i 1935 forlod hun og sønnen Berlin – som så mange andre, de forudseende der nåede ud af byen inden det hele eksploderede – og boede derefter resten af sit liv i USA, hvor hun fortsatte sin karriere og sin berømmelse.

Lotte Jacobi fotograferede især 1930’ernes store kunstnere. Teatret var hendes særlige domæne og hendes dansefotos fra den tid er berømte den dag i dag for deres skulpturelle karakter.

Men også hendes fotos af andre af tidens store navne har noget helt særligt, karismatisk over sig – som for eksempel dette, meget private, næsten intime foto af de begavede og strålende Mann-søskende, Klaus og Erika.

 

Hendes atelier lå midt i den mest fashionable del af Ku’Damm. Opgangen

eksisterer stadig, og det er på sin egen måde dybt fascinerede at stå der og se op ad den stejle, smukke trappe med den strålende røde løber og marmor og guld, der glimter om kap og tænke på, at her er både en Peter Lorre og den dæmoniske skuespillerinde Lotte Lenya, vampyren som en kaldte hende – gift med komponisten

Kurt Weill – altså gået op for at blive fotograferet af Lotte Jacobi, mens byen brusede videre udenfor, og der blev skabt historie på hver flise hvert minut.

En historie, det er svært ikke at fortabe sig i endnu den dag i dag, en historie der stadig kan trække turister til byen og som aldrig stopper. For Berlins særlige styrke er netop, at dens historie ikke er afgrænset til en bestemt periode. Men at den er uendelig, og at tyskerne ikke er berøringsangste for at fortælle den. Ikke længere i hvert fald.

Men også at der stadig skabes historie. På Ku’Damm, på Unter den Linden, i Prenzlauer Berg, på Rosa Luxembourg Plats… Det mærker man faktisk, når man er i byen. At der virkelig sker noget, at man er i en by af betydning. For alle europæere. Også i fremtiden.

Udstillingen med historier fra Kurfürstendamms 125 årige historie varer indtil 16. oktober. Men for et par år siden er der udkommet en bog med historier og fotos fra Ku’Damm, som man bl.a. kan købe i Litteraturhaus Berlin. Foruden alle de andre bøger, der beskriver både denne og mange andre af Berlins berømte gader og de mennesker, der har skabt deres og byens historie.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s