Aviser på automatpilot

Da morgenaviserne lå i postkassen lørdag var Norge på forsiden. Og overalt inde i aviserne også.

Selvfølgelig. Det var også det, vi ville læse om. 

Men det vi kunne læse i de store morgenaviser var, for en alt for stor dels vedkommende, historier og analyser, der allerede inden aviserne udkom, var forældede og iøvrigt helt forkerte. Det vidste vi fra alle de medier, der i dag er nyhedsmedierne. I tv, der sendte konstante opdateringer og som DR samsendte med NRK, i interviews på nettet og i tv/radio og selvfølgelig på nettet i det hele taget. Taget i betragtning, at de unge på Utaøya faktisk viste sig som ægte børn af deres tid: Midt i deres store fare, opdaterede de på Facebook og Twitter, hvad der skete – lige nu på øen!

  Men aviserne har nu efter mere end 10 år endnu ikke indset, at deres status som nyhedsmedier er slut. At den har været det længe. De vinkler og redigerer stadig, som om det er hos dem, på deres forside, vi får historien først.

Det var allermest grelt – og også første gang det var så tydeligt – da aviserne udkom dagen efter World Trade angrebet i 2001. Her lød overskrifterne: USA ramt af terror. Ja, det skulle man ligesom have befundet sig på månen for ikke at vide! Formuleringen var en tydelig markering af, at redaktionerne i den heftige situation havde tænkt ligesom dengang, hvor vi normalt først for alvor havde fået beskeden – i hvert i uddybet form – med vores morgenaviser. Det er godt nok længe siden. Men det store skred i nyhedsformidlingen kom først med nettet, men tog især fart med TV2 News.  I dag kan vi nærmest ikke undgå at få alt at vide hele tiden. 

Aviserne lørdag den 23. juli var desværre et bevis på, hvorfor aviserne har det svært idag. Hvorfor vi som læsere – og selv sådan en som mig, der har abonnement på alle de store morgenaviser lige nu – overvejer om det er tiden værd. Her fik vi side op og ned om at Norge var ramt af en bombe, der måtte være al-Qaedas værk, at Norden nu også var trådt ind i terrorens tidsalder osv, og hvorfor mon egentlig Norge. Det havde jo været mere ventet, det var i Danmark det ville ske først?

Som Mark Ørsten, leder af journalistuddannelsen ved RUC påpeger i dagens Politiken (“Aviser var lidt for hurtige på aftrækkeren”), bør alle de medier, der uden tøven løb efter al-Qaeda vinklen have lidt røde ører. Ikke mindst, fordi de norske medier ikke selv var lige så hurtige til at udråbe gerningsmænd.

På trods af, at selv jeg, der hverken tilhører efterretningstjenesten, har hotline til PET eller nogensinden har gjort mig som udenrigspolitisk kommentator, så var jeg ligesom Mark Ørsten også meget skeptisk overfor den hurtighed hvormed medierne udnævnte al-Qaeda som bagmændene. Det var som om de slet ikke hørte, at der også var blevet skudt på AUFs lejr på Utøya. Jeg sværger, at jeg sagde offentligt, at det da mere lugtede af noget politisk, ovre i det højreekstreme?

På det tidspunkt, hvor beskeden om massakren på Utaøya kom, var deadline måske nok tættere på, men aviserne var altså ikke trykt endnu.

Men på de i forvejen kriseramte aviser er redaktionerne stadig i dag så nyhedsrettede, at de pr. automatisk ikke bruger tid på at researche, undersøge, analysere, men kaster al energi ind i nyhedshistorierne. De hurtige interviews, alt det, som allerede har været på det tv – som journalisterne jo ellers har kørende på redaktionerne. De vinkler fuldstændig ens, og de laver de samme ret uigennemtænkte og meget indlysende analyser. Dagen efter laver de en helt anden analyse, men der er den analytiske ekspert-journalists troværdighed svækket en hel del for os, der så, hvad de skrev dagen før.

 Danmarks Journalist- og Mediehøjskoles ellers fornuftige rektor, Anne-Marie Dohm, mener ikke i dagens Politiken, at medierne har grind til røde ører. For dækningen går hurtigt, og medierne er blevet vant til at den type terror  – her taler vi om attentatet mod regeringskvarteret i Oslo – er islamistisk terror.

Desværre bekræfter hun dermed indirekte, hvorfor de skrevne medier efterhånden har det så svært. For den hurtige dækning kan ikke være deres speciale mere, den får vi til overflod alle andre steder. Men ved at holde fast, så overflødiggør aviserne til sidst sig selv. For når aviserne kommer, er vi som læsere klogere end de journalister, der har skrevet den avis, de mener, vi har brug for at få informationer fra. Så holder Anne-Marie Dohms udtalelse om, at “…når det skal gå så hurtigt, så vil der bliver truffet fejlslutninger, det må vi vænne os til. Men det skal man måske i højere grad gøre læserne opmærsomme på, at det er så så meget, vi ved lige nu.”

Udtalelsen baserer sig igen på en klassisk og allerede nu uddø forestilling om den skrevne presse som nyhedsmediet. Det er de kun, når de selv graver nyheder frem (som Berlingske serie her i sommer om ventetiderne på skadestuer). Men ikke ved voldsomme begivenheder som weekendens aktioner i Oslo. Der er det ikke godt nok for os som læsere at få aviser, som nærmest er ulæselige, fordi de tænker i automatik fremfor styrker.

De senere dage har det set helt anderledes ud. Der har aviserne netop vist, at de er så meget bedre til baggrundsartiklerne. Portrætterne af Breivik, af de politiske hovedaktører i Norge, af hjælpere, debatten om hvorfor og hvad vi kan gøre fremover osv osv. Dét kan aviserne faktisk meget bedre end tv og nettet. Fordi de er sobre og engagerede og ikke jager efter at vise os sensationelle billeder eller interviews – fordi der på nettet og i tv netop hele tiden skal ske noget nyt. være nye historier. Jeg har helt klart haft mere ud af at læse de overlevendes beretninger, end at høre dem selv fortælle på tv.

Aviserne er nødt til at erkende, at de er bagud på historierne, når det virkelig går løs. Måske er det også derfor, at nicheaviserne klarer sig så meget bedre end omnibusaviserne i disse år. Fordi de forlængst har erkendt og nu redigeres udfra en bevidsthed om, at de ikke er læsernes nyhedskanal nr. 1. De har et klart grundlag, som de vinkler deres historier udfra – også når det gælder emner og begivenheder som den i Oslo.

Aviserne har jo stadig nettet til at lægge de hurtige og måske ikke altid helt korrekte nyheder ud i ét fast flow. Her klikker vi alligevel ind på dem, og når så der kommer en ny historie, har vi glemt den gamle og at den måske sagde noget andet. Det har vi ikke med papiret. Men de mange medieplatforme er netop avisernes privilegium, det burde være deres force. Lige nu er de bare ikke særlig gode til at udnytte det.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s