Woody Allen og Ernest Hemingway fester i Paris

Jeg kan fuldstændig leve mig ind i det, Woody Allen har gang i i “Midnight in Paris” – hans nyeste film med dansk premiere den 11. august.

Lidt for godt måske…

For jeg kan ikke under nogen omstændigheder se mig fri for altid at slæbe historien med mig, når jeg besøger andre byer. Både i udlandet og herhjemme.

Mest de steder, hvor der er en historie, der interesserer mig. Det vil sige noget, der  har kulturel baggrund og er sket fra omkring 1860 og frem… Til gengæld så har de hotspots også en fuldstændig magnetisk tiltrækningskraft på mig, og jeg pisker gerne rundt i timer for at finde huse, gader, steder der har en historie sammen med nogle kunstnere. Spørg bare hvor galt det gik, da jeg var i Bloomsbury første gang og til og med var blevet udstyret med en ældre  opgave om Bloomsburykredsen, lavet af en slægtning på Biblioteksskolen. Se dét var jo et menneske, der forstod, hvad man havde brug for at vide som besøgende i området! Min ledsager vil nok sige, at det kun var, hvad JEG havde brug for at vide…

I “Midnight in Paris” når vi dertil, hvor vi andre dog kun balancerer (men vi er jo heller ikke filminstruktører, så vi kan kun balancere), da forfatteren Gil en midnatstime i Paris bliver bortført af et selskab fra 1920’erne og hver nat kommer til at feste med the incrowd fra Paris’ anden storhedstid: 1920’erne, da The Lost Generation og hele den moderne kunstscene var Paris.

Der står han overfor alle de store, litterære helte. Han sidder der og taler litteratur med Hemingway, redder Zelda Fitzgerald fra at springe i Seine, møder forståelse – på den forkerte måde godt nok – for sin splittelse mellem fortid og fremtid hos ¨Dalí og Buñuel, og fremfor alt så får han kvalificeret litterær kritik fra hele flokkens nestor, mentor og skarpeste kritiker:

Gertrude Stein i hendes lejlighed, epokens mest berømte samlingspunkt, i Rue de Fleurus. Det er selvfølgelig også her, Gil møder både de andres og måske også sin egen muse, Adriana (Marion Cotillard), som til gengæld drømmer om at leve i La Belle Epoque, altså en generation før hende selv.

  “Nostalgi er fornægtelse” siger den amerikanske intellektuelle, der er en gammel flirt til Gils forlovede og så utrolig selvsikker, at han ved alt bedst. Også der  hvor han tager fejl.

Men at anerkende historien er selvfølgelig ikke sentimental nostalgi. Det mener Woody Allen bestemt heller ikke! Og hans film modbeviser det. Ikke desto mindre er den et meget charmerende, humoristisk portræt af at fortiden aldrig er helt så fantastisk for de mennesker, der lever i den og skaber den. Som man jo godt kan skrive sig lidt bag øret.

Mens man læser videre om dengang…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s