Dannelsen tilbage til danskerne

Åh, jeg ved godt, det dybest set er et old school standpunkt, og helt ude af trit med en moderne virkelighed, hvor det handler om tal, kvantitet og ikke om viden, kvalitet og fremhævelse.

Jeg er helt enig med Johannes Nørregaard Frandsen, når han i dag på kulturkonferencen i Silkeborg siger, at det fine med nutiden er, at folk har en mere bred kunstnerisk smag. Hvor det før var utænkeligt at lytte til jazz, mens man læste Morten Korch – i hvert fald skulle man tie meget stille med så problematisk en smagsvariant! – er det idag ikke underligt, hvis man både ser X-factor i tv og  læser Josephine Klougart. Det kan jeg kun hylde… For det giver mig mulighed for at danse igennem til Kandis til Havnefesten i Gilleleje og se Ostermeiers “Hamlet” på Kronborg en uge efter.

Men for at have en bred smag, en virkelig bred smag, kræver det som regel også en vis almendannelse. For det handler ikke om smag, om god og dårlig smag, men om at kunne afkode, om de der spiller på blokvognen eller laver en performance i en fabrikshal er supergode til det, de laver. Det er en viden om kunst og kultur, man enten opnår i skolen eller via nysgerrighed, træning og engagement igennem livet.  Eller opnåede. For den klassiske dannelse synes jeg til gengæld har meget svære vilkår. Og det i et land, der mener, det skal leve af sin viden, sit uddannelsesniveau og sine evne til at tænke kreativt fremover.

Dannelse er siden 1968 blevet anset for gammeldags, for reaktionært. Noget man hellere skal bekæmpe end styrke. Problemet er bare, at når alt er frit, når ingen vil erkende, at noget er af højere kvalitet end andet, så når vi ind i ligegyldigheden. Og det er ikke en fordel i et samfund, der gerne vil være kreativt videnssamfund.

På samme konference i dag, talte også Mads Øvlisen om, hvordan han til Novo Nordisk købte kunst ind for at styrke medarbejdernes evne til at tænke anderledes, give dem noget at tale om og diskutere. Reflektere over. Det er da prisværdigt. Men jeg bliver ikke rigtig begejstret. Mest af alt fordi Øvlisen i sit kunstsyn kun tager nutiden ind. Som det fremstår, er al kunst fra før hans egen tid dekoration. Det kan ikke sige os noget, ikke udvikle os, ikke skabe reflektion på den måde, han mener kunsten skal det – for at have betydning og flytte os som mennesker.

Måske er jeg meget gammeldags, og måske tænker jeg slet ikke kreativt nok… men desværre må jeg sige, at Herman Bangs “Ludvigsbakke” fra 1896 og hans “Stuk” fra 1887 er to af de romaner, jeg stadig kan finde mest i. Det er ikke fordi Ida Brandts liv som sygeplejerske i København i 1896 får mig til at tænke mit eget liv anderledes, får mig til at skrive på en ny måde, kommunikere vildt og skørt. Det er, fordi det er fuldstændig fremragende romaner – i sig selv. Det er kunstværker, der bare står og er. Som man aldrig bliver færdig med. Men man skal gide gøre sig den umage at se udover sig selv og lette på sin egen lille osteklokke for at kunne se det.

Det jeg reagerer på hos Øvlisen, det er, at han i sin enorme fokusering på, at kunsten skal provokere og få os til at reagere og tænke anderledes, reelt ender med at minimere kunsten til at blive brugskunst.  Men hvad skærper et maleri med teksten “Be agressive”? Det er jo hurtigt tømt, det er et budskab man kan sige ha ha, ja lad os det, til. Men man kan ikke sidde og se på det i timevis og trække nye elementer ud af det. Det skærper ikke ens fantasi, får en til at digte videre, lægge lag på lag til. Er det malet med anden hensigt end at provokere? Og bliver man så ikke imum over provokationen, når det har gibbet i en første gang? Fordi det er et let afkodeligt budskab og billede.

Mens en hel del af den kunst, Øvlisen afviser som værende dekoration – fordi det bl.a. viser motiver, der forestiller noget – netop vækker ens nysgerrighed. Hvad er der inde i mørket i skoven på det romantiske maleri med guldramme? Kan man ane noget? Hvordan kan det et eller andet sted blive ved med at gøre lidt ondt at se maleriet af Marie og Søren Krøyer, arm i arm på stranden – med en stivhed og en afstand mellem dem, der kan blive ved med at vække ens nysgerrighed… fordi billedet er malet af Krøyer selv. Historierne vælter ud af de malerier. Ens fantasi, ens kreativitet sættes på konstant prøve. Mens et maleri af et smart slogan meget hurtigt bliver tømt for mig, bliver et ligegyldigt statement og et stykke dyr graffiti på en væg.

Derfor er det, at jeg gerne vil slå et slag for den gode, gammeldags dannelse. For vigtigheden i a kende sine klassikere. At give dem en chance, selv om der hverken er internet, Facebook eller iPhone med i dem… At sætte kunsten fri ved igen at lade den leve sit eget liv, uafhængigt af tid og sted og skiftende generationers faible for enten af brænde bh’er eller gå med stilethæle hver dag. Sige ja til, at et maleri kan være godt bare ved at være. At alting ikke skal noget – hvor velvillig meningen bag end er. De store værker i verdenskunsten – uanset genre – er ikke store, fordi de får os til at skabe bedre resultater, får os til at se vores liv i et nyt lys eller øger kreativiteten i en virksomhed. De er store, fordi de er skabt af nysgerrighed, væsentlighed, fordi kunstneren ikke kunne andet. Og de står endnu, fordi vi mærker det. Mærker, at kunstneren ikke vil andet end sit værk – at han eller hun ikke har et formål om at hjælpe os i vores liv eller få os til at producere bedre marmelade på en fabrik på Fyn. 

Jeg længes efter den gammeldags dannelse, fordi den simpelthen lod kunsten være til for sin helt egen skyld. For det skal kunst have lov til. Hvis den skal kunne vokse sig stor og overleve os allesammen og næste generation med.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s