Det er umuligt at få nok

så med et ihærdigt forsøg på at ramme melodien fra “Don Q”, slentrende drengen lige lidt tilbage igen… hænderne hang sådan lidt sejgt i lommerne, mens han stillede sig og så på scenen igen. Det skulle lige fordøjes i tænksomhed, det han havde set. Måske skulle han også lige chekke ud, hvad det var der skulle til for at blive en helt på et badeværelse?

“Don Q” er Limfjordsteatrets nye børneforestilling. Hvor alt foregår i Oles badeværelse. Og det er ikke så lidt, skal vi lige hilse at sige! Ikke når Don Q kommer ud af sin bogkasse og kæmper med ord, med riddere, uhyrer og sig selv – mens Ole opdager sit eget mod. Om ikke andet så til at ignorere sin mors ihærdige banken på døren.

Supersjovt, poetisk og visuelt utrolig flot. Ikke et normalt ord siger de i løbet af hele forestillingen. Alt er lyde, småbrokker og masser af musik. Så alle kan være med, og det var de også. Også de små nede på det bløde hyrdetæppe.

Hvis man gerne vil forstå, hvad vi skal med børneteater, så skal man se “Det grumme eventyr om Medusas hoved”, som Asterions hus laver ned til 3 år. Fra den slidte, røde lænestol, med få meget lidt glamourøse rekvisitter tager de to skuespillere fat i børnene. Og tog dem ikke mindst kolossalt alvorligt.

Faktisk må jeg erkende, at jeg har set en del forestilling, som er meget klassiske i stilen. Hvor børnene sådan set bliver betragtet som voksne på en stiv stol, der kan værsgo høre efter og forstå. Den slags teater som selv de fleste voksne er ved at vokse fra…

Med Medusa er det stik modsat. Vi får historien, den rigtige, fortalt. Med de mærkelige svære navne og det hele. Men børnene er konstant i fokus. De bliver spurgt, om de ved, hvordan Medusa ser ud, og det er der imponerende nok en lille dreng, der ved ret meget om. Også at man bliver til is, når man ser hende. Som skuespillerne siger, så troede de egentlig, det var sten, men måske er det is… og resten af forestillingen, jamen så ER det isstatuer, de bliver til. For det var jo det, de fik at vide. Helt gribende bliver det, da Perseus skal bruge sine tre magiske ting for at bekæmpe Medusa.. og dem skal han jo have. De er der ikke. Men pludselig rækker en dreng hånden frem og skuespilleren siger tak og tager imod de magiske støvler… for dem var det jo, det vidste de da begge to. Og så rækker en anden selvfølgelig næste ting til ham, og en tredje byder straks ind med sækken.

Selv de voksne sidder til sidst med åben mund og kigger, lytter, oplever. Og griner næsten ligeså højt som den dreng, der simpelthen hviner af fryd ind imellem.

Men jeg har da også fået helt styr på historien om Medusa, ligesom jeg lærte en hel del om Leonora Christine i Bornholms Teaters lille forestilling om kvinden, der skabte furore igen, da man ville opkalde Bornholmerfærgen efter hende. Nu vender hun tilbage til øen hele sommeren, og det er en godt fortalt historie. Som vakte tanker og spørgsmål hos tilskuerne. “Sad hun virkelig 22 år i fængsel, mor”, spurgte en af de små piger med alvor i stemmen, da de gik fra forestillingen.

Og det er bl.a. derfor, børneteater er vigtigt. Fordi det rent faktisk fortæller børnene vigtige historier, bringer dem en kulturarv, både gammel og ny. Får dem til at tænke videre og spørge mere. Børnene idag kender nu rammen om en af verdenslitteraturens store klassikere, og de  kender historien om Medusa, de ved hvem prinsesse Leonora er og hendes lidt højrøvede mand Corfitz. Og de ved det meget før end skolen ville fortælle dem det, og kan garanteret huske det bedre, end de ville kunne, hvis de havde fået det fortalt en fredag eftermiddag i skolen…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s