Giv børnene teater

Engang blev skuespillere, der lavede børneteater omtalt let nedladende. Med en undertone af, at de jo ikke kunne klare sig i det rigtige teater, det for de voksne.

I dag er det tæt på at være omvendt. Kendte skuespillere kommer fra produktioner på både Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne og de små, mere eksperimenterende teatre for at lave børneteater. Der er snarere en vis grad af prestige i det i dag.

Med god grund. Fordi det klassiske teater snarere er begyndt at nærme sig børneteatret end det omvendte heldigvis er tilfældet. Skuespillernes evne til at mærke publikum, arbejde sammen med dem, er i dag de samme uanset om det er det 56-årige eller det 5-6 årige publikum, der er tale om. Skuespillere, der bare taler ned til os oppe fra en scene, har ikke samme appel længere.

Men selvfølgelig mest fordi dansk børneteater er på ekstremt højt niveau. I de 40 år man siger, at det moderne børneteater har eksisteret, er der blevet arbejdet og udviklet. Genren har aldrig stået stille, den er hele tiden fulgt med tiden, har turdet tage de nye tendenser ind og flytte sig i udtryk og stil. Hele tiden med publikum i centrum. Det unikke ved det moderne børneteater er netop dets evne til at fortælle vigtige, store og ind imellem meget svære historier til målgruppen. I et sprog og på den måde som tager sit udgangspunkt i dem.

Hvor teatret i 1970’erne gerne ville vække børnene, belære dem om hvordan samfundet skulle være, glider de store emner i dag ind på en helt anden måde. Der er masser af forestillinger, der handler om integration, om det at være anderledes, om kærlighed, om krig, om det at miste, om lavt selvværd og hvad der ellers rører sig i ethvert menneskes liv. Men måden de historier bliver fortalt på, er med en stor bevidsthed om, hvor langt man kan gå. Børnene må gerne få udvidet deres viden og bevidsthed, men det sker på deres præmisser, ikke på de voksnes, politisk bevidste standpunkt. Selv om de bedste forestillinger altid opererer på både et voksen niveau og så det til målgruppen. Helt uden kunstneriske problemer!

På den måde minder historien om moderne, dansk børneteater i 40 året for dets opståen, lidt om et af de eventyr, som stadig er populære at tage udgangspunkt i flere forestillinger. Men som i alle rigtige eventyr, er der jo også en slange i paradiset.

Den slange er – selvfølgelig – økonomien. Ikke nødvendigvis statens bevilling til teater, men derimod den stramme kommunale økonomi.

Med kommunalreform, skattestop og finanskrise er det ikke ligefrem en hemmelighed, at kommunerne sparer, hvor de overhovedet kan komme i nærheden af det. Og her er det desværre, at ikke ret mange kommuner ser tilbuddet om, at deres børn kan komme gratis i teatret, som et vigtigt tilbud, der skal prioriteres.

Det er bittert, fordi det på ikke ret lang sigt kan betyde, at teater bliver et reservat for de privilegeredes børn.

I sidste uge var jeg sammen med et stort privatpublikum på Det Lille Teater i København. Der var ingen tvivl om, at det var bedsteforældre med både uddannelse, dannelse og en god pension, der havde taget børnebørnene med i teatret. Mens de to børnehaver på besøg rummede en større mangfoldighed af børn.

Som en hollandsk professor engang anbefalede, så skal man som samfund sørge for at give de mindste gode teateroplevelser, og så erkende, at de unge mellem 18 og 30 har andet end teater i hovedet. Men når de bliver ældre og selv skal vælge, måske selv har fået børn, så vender de tilbage. Hvis de har haft gode oplevelser med teatret som små.

Hvad Fatter gør. Dukkeforestillinger der spiller på Børneteaterfestivalen i denne uge. Foto: Kim Glud

  

At give børn en teateroplevelse, uanset socialt udgangspunkt og ståsted i tilværelsen ellers, er vigtigt. Fordi teatret kan sætte tankerne i gang hos børnene på en anden måde, få dem til at tale om det, der ellers er svært, lære dem at tænke mere abstrakt og bruge deres kreativitet. Det er med til at hjælpe dem ind i demokratiet og debatten. Og så er det jo dejligt at opleve noget sammen med andre.

Også når man går i børnehave.  

kommentar trykt i Kr. Dagblad idag, den 6. april 2011. I anledning af Børneteaterfestivalen i Randers.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s