Husk lige publikum

Søndag aften var jeg til opera. I en murstenssal fra ca. 1970 i en mindre by i Midtjylland. Man skulle selv tage en pude til de lidt hårde stole.

Ikke desto mindre var der fuldt hus, og formanden for teaterforeningen bød velkommen med at sige, at de nok fik et problem i næste sæson: Nemlig at der ikke var billetter nok til alle dem, der gerne ville købe dem. Min sidedame havde lige siddet og talt med sin veninde om, at programmet da snart måtte være på gaden.

I pausen var der munter snakken, både over kaffen, de glas rødvin, der blev solgt og inde i salen, hvor nogle også valgte at sidde. Og nede ved toiletter småpjattede man om at der var kø til herretoilettet – det var de ikke vant til! Der var ingen tvivl om, at folk havde en god aften. Og de kvitterede da også med stående bifald, hvilket formanden fortalte ikke skete hver dag hos lige dem. Mange andre steder er det ellers standard uanset hvad…

“Kom godt hjem” lød det, når folk passerede hinanden på trappen ned til garderoben. 

Hvornår har man senest hørt nogen sige det i et københavnsk teater? Der kender man jo kun lige dem man har fulgtes med. Måske møder man en enkelt anden i mængden, men det sker ikke hver aften… Og i morgen, når man støder ind i hinanden i SuperBest eller på bilioteket, arbejdspladsen, på hovedgaden – så vil det jo være operaforestillingen, man taler om. Hvor godt det var. Hvor godt de sang. En dejlig aften. Vi glæder os til næste sæson… 

Så får man noget af sin optimisme tilbage. På teatrets betydning og folks begejstring for at opleve det – sammen.

Hos mig varede den så indtil næste dag. Hvor jeg var sammen med en større gruppe debattører, teaterfolk, politikere, der diskuterede teater, kunst, politik og støtteforhold… men hvor der kun var én der i løbet af de mange timer, vi var samlet, sagde ordet Publikum. Jeg tror da bestemt, at de andre har tænkt publikumm ind, nogle vil sikkert sige, at det jo er en selvfølge, at man tænker på dem.. men ingen nævnte dem. Alle tog udgangspunkt i dem selv, i deres kunst og i hvordan systemet modtog den. Ikke et ord om, hvor publikum stod i den debat. Kun hos den ene kunstner, som sagde, at man jo som kunstner sagtens kunne kommunikere med politikerne om kunst, men i sidste ende kommer det altsammen an på publikums mening.  

Det var dejligt at høre. Især fra en yngre kunstner i den smallere afdeling af teaterbilledet. Men samtidig ikke overraskende, at netop de i højere grad end mange store teatre tænker publikum naturligt ind. De store teatre laver nok tiltag for publikum – men sjældent virker det som om det er fordi de reelt vil publikum noget. De er blot en indtægtskilde. Uanset om det er via billetterne, baren eller andre aktiviteter.

På den måde får teatret ikke helt samme mening. Samme betydning i folks liv, som når kunstnerne virkelig vil sit publikum. Når de helt automatisk er opmærksomme på dem, tænker dem ind i alt. Ikke for at lave kunst udfra kundeanalyse og segmenteringer.Men fordi de simpelthen gerne vil i dialog. Vil publikum noget.

Det ville operafolkene også den søndag aften. De nedbrød barrieren mellem scene og sal og spillede så alle kunne være med. Det gjorde, at selv de ikke operakyndige følte sig trygge og godt tilpas – så var det jo heller ikke sværere!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s