Teater er for dyrt

Jeg hader det, men jeg kan godt mærke, hvordan jeg straks er på vej i defensiven, når jeg hører den gamle kliche om, at teatrets publikum går med rollator og snart uddør. At det er en stillestående kunstart, der intet har at sige moderne menneske. Som det var udgangspunktet for DR2s Kulturkøbing i går aftes.

http://www.dr.dk/DR2/K/Kulturkoebing/kulturkoebing.htm?play=rtmp%3A%2F%2Fvod.dr.dk%2Fcms%2Fmp4%3ACMS%2FResources%2Fdr.dk%2FNETTV%2FDR2%2F2011%2F03%2F1027bd27-9405-402a-8d70-a95e710f16ef%2FKulturkoebing–4-5-_787cfc4000074b1b8edf295754f281e9.mp4%3FID%3D881498

Især når det også viser sig, at fortalerne for dette budskab hører til de faste kritikere af teatret, og medierne elsker at få til at gentage den samme kritik af noget, de aldrig deltager i. Som instruktøren Kathrine Wiedemann, der nok bare skal til at holde helt op med teater. Også med at tænke på det. Hun kan ikke tåle det. Der er jo fx. en rigtig god grund, at jeg aldrig har søgt job på Zoologisk Museum: Jeg hader udstoppede dyr. Men det betyder ikke, at det er et elendigt museum, som jeg ikke fatter nogen går på og som jeg gerne så lukket…

Men klipper man indslagene i Kulturkøbing med de professionelle smagsdommere fra. De, der alle arbejder i den kulturelle sektor selv, men alligevel mener, kunsten er ligegyldig (det undrer mig meget, hvor de dog ikke bare kan lave noget bedre selv? Forny det hele og vælte os over ende i begejstring?), så faldt mine vrede skuldre meget hurtigt ned igen. 

Okay, nu ved vi jo allesammen, at Adrian Hughes har hjertet på rette sted, hvad angår teatret – så på den måde kan man jo godt anklage teatret for at slippe billigt.

Men det fedeste ved udsendelsen var nu de 10 testpersoner. Ikke så meget fordi de – med god grund!! – syntes, at Hans Rønne og Teatrets “Deja vu” var skøn og sagde dem en masse. Men fordi de trykkede ned på det ømme punkt, som man på ét eller andet tidspunkt må tage alvorligt: Prisen på teateroplevelser. Den høje, høje pris.

Det var jo ikke folk på hverken dagpenge eller startydelse, der var valgt. Det var bevidst ti mennesker, som reelt har økonomi til at bruge kunsten. De 4 af dem gør det, de 2 er gymnasieelever og er ikke trådt i karakter endnu som kulturdit eller dat (men de var nu svært glade for teater), og de sidste 4 er on and off publikummet. En god bred sammensætning, men med det til fælles, at de er almindelige mennesker med almindelige indkomster. Ikke desto mindre – eller måske snarere derfor – måtte de alle melde pas på at give næsten 400 kr. for at se “Jeppe på bjerget” i Skuespilhuset – på trods af, de syntes vældig godt om rammerne. Og 275 for Hans Rønne gjorde også ondt på de fleste af dem.

Det er virkelig svært at klandre dem for det. 

Så mens teatret arbejder heftigt på alle mulige fronter med at forny sig og stå på tungen for at få nye publikumsgrupper i tale, fører intern skyttegravskrig om hvorvidt det er den ene genre fremfor den anden, der skal sikre teatrets kunstneriske overlevelse fremover… Så er det vist egentlig mest en slags territorieafgrænsning overfor de andre i branchen. En sætten sig på en bestemt dagsorden, som den der ved, hvordan man gør det rigtige. Hver gang. Mere end det er for publikums skyld. 

For der var jo ingen af deltagerne her – andre end Kathrine Wiedemann og Henrik Dahl – der gav udtryk for, at grunden til at publikum “kun” er på 2,8 millioner solgte billetter pr. sæson, er fordi kunsten er for kedelig og dårlig. De kunne godt lide, det de så. Hans Rønne nok bedre end Holberg. De ville gerne teatret. Men helt ærligt venner: hvorfor tror I, at det er de veluddannede, velorienterede kvinder på 55+, der går mere i teatret end indvandrerdrengen, der arbejder i en tøjbutik  eller pigerne på 23, der læser på Universitetet? På en SU eller løn som ekspedient er det godt nok svært at blive hardcore teaterpublikummer. Også selv om der er ungdomsrabat!

Det paradoksale er jo, at enormt mange af teatrene kæmper på de vildeste fronter for at få folk ind, men ikke på prisen. Selv om der jo reelt er rigtig mange tilskud og ordninger lavet til netop det ene: at bringe billetprisen ned. Hvis ikke jeg havde teatret som arbejde, og derfor betaler min teaterbillet med anmeldelser, foredrag, PR eller andet, så ville jeg da heller ikke kunne afse penge til at se så meget, som jeg gør i dag. Der er også andet, jeg gerne vil have råd til.

Men hvis du skal lægge måske 500 kr. for en god plads i Skuespilhuset til et stykke, du i forvejen har støttet massivt via din skat, så synes jeg faktisk, teatret – og her mener jeg ikke kun Det Kgl. – har et problem. For det er der bare rigtig mange mennesker i den store kategori der hverken er under 25, pensionister eller har tid til at møde op i teatret på dagen efter latesale billeter, der ikke har råd til. Husk at gange med to, da det er de færreste af os, der går i teatret alene.

Istedet for at tro, at det handler om, at det er federe at gå i biografen – trust me: jeg ser faktisk alle danske film og broderparten af de udenlandske også, og der er fuldt ud ligeså langt mellem de store oplevelser, som der er i dansk teater. Eller om at filmen er tættere på os som kunstart. At vi hellere vil læse femikrimier. Se X-factor. Leje en dvd. Det handler mest af alt om, at alle disse kulturelle aktiviteter er meget, meget billigere end at gå i teatret. Nogle af dem er endda gratis og lige ved hånden.

Den konkurrence bør teatret tage alvorligt nu. Især når det så gerne vil have det unge publikum ind. Og især når der bare kommer mere og mere, vi kan tage os til – også af en god kvalitet – der er gratis og nemt at få adgang til.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s