Kjeld og Dirch er stadig i live

Det bedste var næsten at se, at det ikke kun var de unge fans af Anders Matthesen og Jonathan Spang, der førte an i det stående bifald – men at det faktisk snarere var de, der havde oplevet magiske Kellerdirk bros live i de 7 magiske år på ABC Teatret.

Men der var heller ingen tvivl om, at de unge publikummer på Nørrebro Teater også opdagede, at der var en tid før deres, når det handler om humor. At der var nogle kunstnere tidligere, der havde skabt noget helt særligt. Uanset om man synes, de er sjove eller ej, så er jeg ret sikker på, at “Kjeld og Dirch” på Nørrebro Teater formår at skabe en forståelse for, måske ligefrem en interesse for en tid, der er de unges bedsteforældres.

Når man nu selv har brugt et år af sit liv på at skrive en biografi om Stig Lommer, og har frygtet både før, under og efter, at han var glemt af alle andre end en meget aldrende skare danskere (det viste sig heldigvis at være ubegrundet frygt!), så er det nærmest en lettelse af sidde i Ravnsborggade og opleve, hvordan Vivian Nielsens stykke formår at både bevæge, glæde og oplyse publikum i alle aldre. De lytter jo rent faktisk, også selv om det ikke lige er Anders Matthesen, der siger noget. Og i måden de lytter på, er en oprigtig interesse for de mennesker, der bliver skildret på scenen.

Som så også bliver skildret helt fantastisk flot. Både loyalt og frit, både poetisk og frækt, både sjovt og tragisk. Det bliver virkelig en kærlighedshistorie, vi ser på scenen. Ikke bare mellem de to kunstneriske soulmates Kjeld Petersen og Dirch Passer, men også en række menneskers kærlighedshistorie med teatret, med kunsten, med det at skabe noget sammen.

Dirch (Matthesen), Stig Lommer (Jens Jørn Spottag) og Kjeld (Jonathan Spang) hjemme i Stig Lommers smagfulde Frederiksberg villa. Foto: Miklas Szabo/ NBT PR).

De viser glædeligt den energi, der var i miljøet omkring ABC Teatret. Stig Lommers evne til at give dem betingelser for at skabe, det at der var højt til loftet hos ham, samtidig med han aldrig mistede sin sikre sans for, hvornår noget var ekstraordinært.

Men også den sprække, der pludselig åbnede sig i tiden. Netop her, i midten af 1950’erne, hvor de sidste grå skygger af besættelsen endnu lå i krogene i Kbh, men blev jaget på flugt – af bl.a. to mænd der formåede at omsætte den eksistentielle forvirring og folks manglende fodfæste til humor. Til noget man kunne grine af, og så blev det hele lidt lettere. En nerve Kjeld og Dirch stadig rammer i os i dag, når vi hører dem. Man forstår dybden i deres tekster, selv om det umiddelbart virker som om, der ingen mening er. Ingen pointe – hvilket jo netop er pointen!

Maja Ravns scenografi spiller magisk med i "Kjeld og Dirch" Foto: Miklas Szasbo/Nbt PR

En af de smukkeste og vigtigste scener i forestillingen er netop den, hvor de to venner går hjem igennem et morgenstille Kbh efter en af de lange, vanvittige værtshusture –  i bogstaveligste forstand skidefulde og på rulleskøjter. Men slet ikke færdige med at lege, skabe og nyde hinanden. Det hele er pludselig så let, alt lader sig gøre, og det handler ikke kun om alkohol, men om en beruselse, der er større end den. Større end dem selv. Det er klart, at de svæver – og man har bare lyst til at være der, sammen med dem.

Det fantastiske ved forestillingen – nok især for sådan en som mig, der nærmest føler et ejerskab til gruppen omkring ABC Teatret og Stig Lommer – er, at Vivian Nielsens tekst og Heinrich Christensens iscenesættelse på så genial vis formår at skildre både den sjove historie, den tragiske del af den, den menneskelige og samtidig får vist, hvorfor det her virkelig er en særlig tid, et særligt sted og et særligt par i den danske teaterhistorie. Ved at lege deres berømte tekster ind i handlingen, får vi et elegant indblik i, hvordan Kjeld og Dirch vitterligt fandt på deres tekster og numre. I en scene, der vælter af huset af grin, hvor de står ved bardisken og har en lang, lang samtale, der hele tiden indopererer navne på spiritus, får vi både to unge komikere, der leger med mediet, viser deres overlegne kunnen i genren selv, men også en meget præcis, fin beskrivelse af, hvad Kjeld og Dirchs humor går ud på og hvordan den blev til. Uden at Matthesen og Spang på noget tidspunkt bliver nødt til at agere de virkelige personer mere end bare med fine, diskrete antydninger.

“Kjeld og Dirch – en kærlighedshistorie” er også en historie med stor kærlighed fra alle de medvirkende til de virkelige, historiske personer. Stykket behandler alle med stor veneration, og man har nærmest lyst til at græde over Camilla Bendixs Sitter Horne-Rasmussen, som står som forestillingens store moderskikkelse, samtidig med hun er den eneste, der kan hamle bare lidt op med parrets vanvid og humor.

Min eneste indsigelse er, at forestillingen desværre heller ikke formår at

Kjeld Petersen i Det var på Rundetårn fra Saga Studio

give Kjeld Petersen den fylde, den vægt han virkelig fortjener at få som skuespiller. Han kommer her lidt til at stå som afhændig af Dirch Passer, hvilket selvfølgelig var sandt set i Kellerdirk sammenhæng, og i humoristisk forstand. Men tragedien var jo, at han ville mere end det her – og det bliver netop også antydet i forestillingen, men kun antydet. Hvor Dirch slet ikke var færdig med komedien, ville Kjeld Petersen noget mere. Og der er overhovedet ingen tvivl om, at han havde evnerne til det – men teaterdirektørerne manglede dem til gengæld, når det gjaldt om at give ham andre roller. Han er en fremragende skuespiller, og selv om Dirch Passer fylder meget i deres fælles sketches, så er for mit vedkommende Kjeld Petersen jeg husker i dem, hans opbygning af karaktererne, hans timing, hans replik. Og husk for alt i verden også at se hans film – hvor han får lov at stå alene, men også netop vise, hvad han evner som skuespiller. Selv i halvbanale folkekomedier.

Men en teaterforestilling skal jo også gå op, og “Kjeld og Dirch” går så langt, som den kan i det komplekse forhold mellem de to og mellem kunsten og kunstneren, at den bliver meget større end bare en sjov biografi over to kendte komikere – spillet af to moderne, meget kendte komikere. Den er virkelig et vidnesbyrd om to mænd og deres metier lavet i det eneste medie, de for alvor hører til i: Teatret.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s