Når hele salen er glade

og når selv gymnasieklassen på balkonen sidder og smiler huldsagligt for sig selv – for grine igennem i et almindeligt teater gør man jo helst ikke i den alder, det kan blive tolket som statustab. Så breder der sig en salighed i hele ens krop.

Så er det en god aften. En rigtig god aften.

En af de aftner, hvor man igen finder ud af, hvorfor det er man elsker teatret.  Fordi glæden ved at opleve noget godt sammen, småsnakke lidt om det bagefter, giver hele aftenen, måske endda dagen efter noget særligt. Man var der sammen, man oplevede noget, og var det godt, kan man ikke  undgå at blive lidt høj af begejstring bagefter. Hvis det er det rigtige publikum man er sammen med. Altså sådan et, der giver slip på sig selv, og lader glæden ved forestillingen bølge igennem salen og forplante sig i rækkerne. Sådan så man griner lidt flere steder, klapper lidt højere bagefter selv, er lidt mere villig til at give stående applaus bagefter, og stadig er smittet af glæden dagen efter.

Turnepremieren på “Den indbildt syge” i Hjørring igår var lidt sådan en aften. Fordi folk lod sig rive med. Fordi skuespillerne var så eventyrligt gode og overskudsagtige i deres måde at spille komedie på. 

Ditte Hansen, Kristian Halken og Henrik Weel i Folketeatrets "Den indbildt syge". Foto: Thomas Petri/PR Folketeatret

To gange i denne sæson er det aldrig før skete, lykkedes: At få mig til at kunne lide Moliere. At få ham vist som den elegante komedieforfatter, han er – men som alt for mange danske instruktører har haft SÅ svært ved at lade ham fremstå som. Tungt, seriøst, lidt for Holbergsk overdrevet har det været. Ikke noget med en Kristian Halken, der taler volapykfransk med sin lillefinger eller en Ditte Hansen, der med fræk charmen kaster puder i hovedet på det pæne publikum som her i “Den indbildt syge”. Ikke noget med en Lars Mikkelsen, der myrder en poetisk forspist Steen Stig Lommer i højlilla flæser, eller en

Tammi Øst og Mille Hoffmeyer Lehfeldt i “Misantropen”. Foto: Per Morten Abrahamsen/PR DKT

Tammi Øst, der mærker snittet af kniven hver gang Mille Hoffmeyer Lehfeldt nævner sin unge alder som i Det Kgl. Teaters “Misantropen”. Enhver kvinde har én gang i sit liv prøvet at have en dialog som den de gennemondskabsfulde rivalinder fører smilende, hengivent og sukkersødt her.

Det er i begge forestillinger vidunderligt morsomt, toptunet klassikerforestillinger, der med stor autoritet fremhæver, hvorfor visse dramaer og historier holder igennem århundreder.

Men også hvorfor visse skuespillere har krav på at blive betragtet som stjerner. Ikke fordi de selv gør krav på det, men fordi de simpelthen er så suveræne i deres sceneniske beherskelse, fordi de netop kan få en hel sal til en hel aften at smile henført, grine højt og nikke medvidende til mere end 300 år gamle forestillinger.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s