Smukke og dejlige

Egentlig har jeg altid syntes, teaterkoncerter var lidt kedelige.

Jeg har gang på gang siddet til højt priste, talk-of-the-town forestillinger og tænkt nå ja, der er da nogle fede billeder ind imellem, men…. hvorefter jeg er kommet i tanke om, at jeg forresten skulle huske at maile redaktionen i morgen, og har undfanget ideer til andre vinkler på et oplæg.

For teaterkoncerterne har været et overbud af effekter, af mere eller mindre kreative universer der som regel har meget lidt med sangene at gøre, af musikalske nyfortolkninger der har været meget ens i tonen. Og når man har set én skuespiller hænge højt over en teatersal, syngende, én gang, har man ligesom set dem alle. Det er flot første gang, og så mister det sin effekt. Også selv om det bliver udvidet til at være flygler, stole og andet effektfuldt, der svinger rundt i wirerne, så er det så tydeligt, at det jo bare er der for effektens skyld, at det næsten gør teaterkoncerten en lille smule mere kedelig. Ligegyldig.

Så var det så lige, at de seks kvinder i Sort Samvittighed fik lavet deres første rigtige teaterkoncert. Iscenesat af Elisa Kragerup.

Og så var det pludselig helt anderledes altsammen.

For det de turde med denne teaterkoncert – i modsætning til de rigtig mange andre, jeg har set – det var at give los for humoren. At tage selvironien med, lægge skønsangen til side til de numre, der skulle have den, og så ellers synge igennem, vægte ordene med en skuespillers instinkt og – nå ja, også hænge de mest 70’er-offer-agtige tekster ud ved at opføre dem som små hysteriske eller flæbende monologer for et lydhørt, fnisende publikum.

Samtidig var de tre skift i kvindetyper klart forankrede i Anne Linnets tekster, de gav mening. Det samme gjorde måden, de blev behandlet på i forestillingen. Og så var der midt i al frækheden, råheden, det postfeministisk provokerende, også det der vigtige strejf af melankoli, af ægte smerte og længsel, som er med til at gøre Anne Linnet til så stor en sangskriver. Stor nok til, at man faktisk kan sidde og lytte til teksterne i 2 timer og opdage, at de jo rummer historier, pointer, tidsånd, poesi og mening, som ikke normalt tynger ret mange andre danske popsange. Hvor fede de end er at skråle med på til festerne.

Sort Samvittighed har eksisteret som gruppe i flere år, og da de er uddannede skuespillere og indtil flere af dem er blandt de absolut bedste i deres generation, så var springet til at lave en rigtig teaterkoncert selvfølgelig oplagt. Men de har formået at fastholde deres showstil, deres leg, deres mod selv om de er kommet ind på et teater – som selvfølgelig ikke er med prismekroner og røde sæder, men derimod Betty Nansens intimscene Edison, det nedlagte elværk.

Og bagefter er det så, at man har enorm lyst til at høre Anne Linnet. Hvis ikke det var fordi, man er så gammel, at man kun har hende på vinyl. Og så ung og med på beatet, at man til gengæld ikke længere har en pladespiller….

“Hvid Magi” går på Edison, Frederiksberg. Læs mere på www.bettynansen.dk eller på bloggen sortsamvittighed.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s