Nyt job tager tiden

image

Siden jeg tiltrådte på Revymuseet i oktober er der ikke blevet så megen tid til at udfolde sig skriftligt udenfor museet.

Det gør mig bestemt ikke noget, jeg får rigeligt tilfredsstillet mit behov for formidling af scenekunst i det daglige – både mundtligt og skriftligt. Men det betyder, at siden her opdateres endnu mere sporadisk end før.

Den tjener primært som en generel kontaktside for mig nu. En måde hvorpå man let kan finde frem til mig. For jeg holder stadig gerne foredrag, skriver artikler mm. om scenekunst. Jeg har forladt medieverdenen, men sidder trods alt på et af de relativt få scenekunstmuseer, der findes, så jeg har sandelig ikke forladt dansk teater – tværtimod.

image

NB: Kulturdoktor bør ikke forveksles med:

Kulturdoktoren, som er et firma, jeg netop har fået kendskab til på grund af en artikel, der er så fejlfyldt, at den aldrig burde være offentliggjort. 

Efter læsning af et skræmmende fejlbehæftet indlæg på Altinget Kultur den 6. oktober af en person, der har startet et firma ved navn Kulturdoktoren, er det vigtigt her at understrege, at dette firma IKKE må forveksles med Kulturdoktor.

Selv om jeg fra mandag starter på nyt job, ønsker jeg ikke, at mit nu 12 år gamle firmanavn skal blandes sammen med et andet firma, der har så ringe styr på fakta og viden om dansk scenekunst som tilfældet var med indlægget “Haarders sparekniv gør teatrene mindre selvkørende”. Hvor skribenten bag ikke havde forstået, at den eksisterende Udviklingsplatform for Scenekunst ikke stod til nedlæggelse, men at kulturministeren derimod ikke ser grund til at oprette et Videnscenter for Scenekunst, som er et andet projekt. Og derfor skrev hun et helt, kritisk indlæg udfra en ikke-eksisterende præmis. 

Problematisk er det dog også, at Altinget Kultur overhovedet offentliggør et så fejlagtigt indlæg. Og at Danske Dramatikere har bedt en person uden indsigt i scenekunstmiljøet og evne til at lave fornøden research om at skrive et indlæg på deres vegne. 

Festival på Frederiksberg

20160330_144807Søndag startede årets Aprilfestival. Bag det lidt anonyme navn gemmer sig det, der tidligere hed Børneteaterfestivalen, og bag den gemmer sig næsten 200 gratis forestillinger, der spiller over hele byen i øjeblikket. Med weekenden som kulmination. 

Den er ikke helt så synlig i bybilledet, festivalen, som man oplever det i mindre provinsbyer. Den drukner lidt i de mange andre tilbud, der er i en kommune som Frederiksberg. Selv er jeg for eksempel også nødt til at kombinere den med ikke mindre end tre voksenteaterture – det plejer jeg ikke at skulle. Eller at kunne.

Det man skal udnytte som borger på Frederiksberg i disse dage er, at man får det helt store udtræk af dansk børneteater lige nu. Fra de spritnye små teaterproducenter til de garvede og gamle, her er klassiske fortællinger, interaktivt teater, noget der er sjovt, noget der debatterer, noget der aktiverer. Der er noget for de bittesmå, dem der ikke engang har fejret deres første rigtige fødselsdag endnu, og der er noget for dem, der er på spring til at kunne kaldes voksne.

FB_IMG_1460278972369

Et af årets store temaer er krig. Det fylder meget for børnene i øjeblikket, og teaterfolk har valgt at byde ind med fortolkninger og rammer for børnene til at få bearbejdet og talt om nogle af de tanker de har, de følelser og det de er bange for i den forbindelse.

Men der er også sjove, lette forestillinger som mest bare vil introducere børn i alle aldre til teatrets magi. Dem skal man ikke kimse af – tværtimod!

Festivalen åbnede i søndags med Fru Frederiksbergsk Børneteater herself som anfører for optoget.

20160410_111938

Inden den stod på taler, fællessang og åbning ved borgmester og kulturudvalgsformand. Her i hverdagene er det mest kommunens børn, der får teateroplevelser på deres skoler og hvor de ellers er.

20160410_115033

I weekenden er det alle os andre, der kan komme til. Sammen med de mange hundrede mennesker, der er kommet til kommunen for at orientere sig i udbuddet af teater. For om et års tid skal de præsentere det udbud, de har købt ind for de børn, der bor i deres hjemkommuner.

Se hele programmet på aprilfestival.dk 

Er den nye musical i krise?

Efter en forrygende premiere på “Jekyll + Hyde” på Det Ny Teater, så kan man næsten kun svare nej til spørgsmålet. For aldrig har det gået så godt for musikteatret herhjemme som det gør lige nu. Men i London er de mere urolige. 

 

Times Sq

London og Broadway forbindes mere med musicals end med nogen anden form for teater. Det er her, man skal hen, hvis man elsker teater, hvor folk synger deres følelser ud, hvor skuespillerne ikke går en tur uden at synge til, og døden aldrig går stille af.

Og musicalen har succes. Ubetinget. Der er et stort publikum til den, og den stigning i publikum som bl.a. Londons teaterdistrikt West End oplever, skyldes ikke mindst succesmusicals som “The Book of Mormon”, “The Lion King”, “Miss Saigon” og evergreens som “Les Miserables”. Men blandt de succesforestillingerne er der et stigende antal dyrt producerede, højkvalitets musicals som flopper. For et flop er det, når en musical går i mindre end et år, og for nogens vedkommende måske kun få måneder. Det er ikke godt nok i London, og det er langt, langt, langt fra rentabelt.

Derfor har man i et stykke tid i London talt om, at det var slut med æraen for de store blockbuster musicals, eller long-run musicalen som man kalder forestillinger som “Les Miserables”, “The Phantom of the Opera” og også en “Billy Elliot”. Musicals der er gået i årtier, mod de der senest er taget ned og har gået i 6-11 måneder, som “Made in Dagenham” – lavet over filmen af samme navn – og den meget roste og prisbelønnede “Bend it like Beckham”, der også er skruet sammen over filmen af samme navn.

Book of Mormons

I Berlingske idag har jeg en artikel, der sætter den engelske long-run krise i et dansk perspektiv. For hvad gør man på de to store musicalteatre herhjemme, Det Ny Teater og Fredericia Teater, hvis der kommer færre og færre nye, velskabte kvalitetsmusicals fra amerikanerne og englænderne? Selv om Fredericia Teater producerer selv, så er begge teatre afhængige af en vis grad af import udefra. Især Det Ny Teater er det, fordi deres krav til opsætningerne på teatret er så høje. De er ubetinget på et internationalt niveau.

Begge teaterchefer mener nu, krisen er så slem endda. Søren Møller nævner bl.a. den forrygende “The Book of Mormon” som et eksempel på en nyere long-run, på Broadway er et andet eksempel den helt nye musical “Hamilton”, hvor billetterne ryger op i 4000 kroners klassen, hvis man vil gøre sig håb om en plads. Men “Hamilton” er nu nok for amerikansk i sin historie til at have den store, internationale interesse. I hvert fald dansk interesse.

I kan læse hele historien i Berlingske her. Hvor I også får Søren Møllers tre tips til must-see musicals på Broadway lige nu. Hvis I evt. står og skal afsted… Hvilket til hver en tid kan anbefales.

kø Hedwig.JPG

 

Moderne – og så glemt. Forfattere af en generation

Kender nogen Marie Dinesen i dag? Læser nogen overhovedet Herdis Møllehaves “Le” medmindre de er i gang med et projekt om 1970erne? At være populær forfatter er ingen garanti for et langt efterliv. 

Min far har rigeligt med bøger selv, så i sidste weekend tog jeg en oprydning i den del af reolen, der var min mors værk.

Og faldt over titler og forfatterskaber, som jeg husker. Især husker jeg, at min mor læste dem, at hendes veninder gjorde, og at de gik meget om i nogle af dem. Men selv har jeg aldeig læst dem, og ingen – hverken i mine år på dansk-studiet på KUA eller senere har stillet mig til regnskab for den mangel i min almen læsning.


Og nu lå de her på spisebordet og var på vej – ja, jeg indrømmer det: i skaldespanden. For jeg har et ret godt kendskab til hylderne i genbrugsbutikkerne, og jeg ved, at folk ikke kender Grethe Heltberg, som bl.a. var velrepræsneteret på reolen.


Ikke at det som sådan er dårlig litteratur – kvaliteten er nok svingende, men det meste er bedre, end langt hovedparten af nutidens populære krimier. Men det er bøger, der er skrevet til og ind i deres tid. Bøger, der ramte en særlig ånd, en generation, men ikke den næste, som havde andre erfaringer, stod et andet sted, i en anden verden.

Enkelte af bøgerne er såmænd nok min mormors, det gælder blandt andet Marie Dinesen, som jeg ikke kan mindes min mor læste, derimod husker jeg hendes optagethed af “Le” og af Märta Tikkanen, som hun bestemt ikke var alene med.

For 15 år siden kom min far og jeg tilfældigvis i snak med en kvinde fra 68generationen i en bus i Berlin. Hun nævnte Herdis Møllehaves to kvinderomaner – “Le” og “Lene” – som noget hun kendte Danmark for, og sagde, min mor havde god smag, da jeg sagde, hun havde læst dem.

Objektivt set hører de næppe under rigtig god litteratur, og en klassikerstatus venter dem næppe heller. Men de udfyldte et behov i en generation af kvinder, de satte ord på noget, de måske ikke selv oplevede direkte, men som rørte sig i den tid, de levede i, og som derfor var vigtigt for dem at komme tættere på. Om de så også kommer til at stå for eftertiden, er vel i den sammenhæng mindre vigtigt? De er jo heller ikke skrevet med mig og kvinderne efter mig for øje – men til min mors generation.

Jeg indrømmer, at “Le” kom tilbage i reolen. Jeg overvejer om mit sommerferieprojekt skal være at genlæse de legendariske titler, jeg var for lille til at forstå dengang i 1970erne. Ligesom jeg puttede den lidt senere, men helt ligeså tidstypiske digtsamling af Lola Baidel i tasken – den på billedet. Der er vi rykket op i 1980erne, og jeg husker den megen hype om hendes forfatterskab. Jeg tænker, det vil være en tur ind i en fortid, der til dels også var min.

Spørgsmålet er nu, vil det være Helle Helle, Dorthe Nors, en datter kasserer efter sin mors død i 2050? Det tror jeg jo ikke. Jeg tror, de har for meget nyklassiker i sig, men hvem ved, hvad fremtiden vil synes? Jeg tror nu, de vil nøjes med at sende Sara Blædels Louise Rick bøger og Elsebeth Egholm Dicte-serie til gebrugspladsen.