Festival på Frederiksberg

20160330_144807Søndag startede årets Aprilfestival. Bag det lidt anonyme navn gemmer sig det, der tidligere hed Børneteaterfestivalen, og bag den gemmer sig næsten 200 gratis forestillinger, der spiller over hele byen i øjeblikket. Med weekenden som kulmination. 

Den er ikke helt så synlig i bybilledet, festivalen, som man oplever det i mindre provinsbyer. Den drukner lidt i de mange andre tilbud, der er i en kommune som Frederiksberg. Selv er jeg for eksempel også nødt til at kombinere den med ikke mindre end tre voksenteaterture – det plejer jeg ikke at skulle. Eller at kunne.

Det man skal udnytte som borger på Frederiksberg i disse dage er, at man får det helt store udtræk af dansk børneteater lige nu. Fra de spritnye små teaterproducenter til de garvede og gamle, her er klassiske fortællinger, interaktivt teater, noget der er sjovt, noget der debatterer, noget der aktiverer. Der er noget for de bittesmå, dem der ikke engang har fejret deres første rigtige fødselsdag endnu, og der er noget for dem, der er på spring til at kunne kaldes voksne.

FB_IMG_1460278972369

Et af årets store temaer er krig. Det fylder meget for børnene i øjeblikket, og teaterfolk har valgt at byde ind med fortolkninger og rammer for børnene til at få bearbejdet og talt om nogle af de tanker de har, de følelser og det de er bange for i den forbindelse.

Men der er også sjove, lette forestillinger som mest bare vil introducere børn i alle aldre til teatrets magi. Dem skal man ikke kimse af – tværtimod!

Festivalen åbnede i søndags med Fru Frederiksbergsk Børneteater herself som anfører for optoget.

20160410_111938

Inden den stod på taler, fællessang og åbning ved borgmester og kulturudvalgsformand. Her i hverdagene er det mest kommunens børn, der får teateroplevelser på deres skoler og hvor de ellers er.

20160410_115033

I weekenden er det alle os andre, der kan komme til. Sammen med de mange hundrede mennesker, der er kommet til kommunen for at orientere sig i udbuddet af teater. For om et års tid skal de præsentere det udbud, de har købt ind for de børn, der bor i deres hjemkommuner.

Se hele programmet på aprilfestival.dk 

Er den nye musical i krise?

Efter en forrygende premiere på “Jekyll + Hyde” på Det Ny Teater, så kan man næsten kun svare nej til spørgsmålet. For aldrig har det gået så godt for musikteatret herhjemme som det gør lige nu. Men i London er de mere urolige. 

 

Times Sq

London og Broadway forbindes mere med musicals end med nogen anden form for teater. Det er her, man skal hen, hvis man elsker teater, hvor folk synger deres følelser ud, hvor skuespillerne ikke går en tur uden at synge til, og døden aldrig går stille af.

Og musicalen har succes. Ubetinget. Der er et stort publikum til den, og den stigning i publikum som bl.a. Londons teaterdistrikt West End oplever, skyldes ikke mindst succesmusicals som “The Book of Mormon”, “The Lion King”, “Miss Saigon” og evergreens som “Les Miserables”. Men blandt de succesforestillingerne er der et stigende antal dyrt producerede, højkvalitets musicals som flopper. For et flop er det, når en musical går i mindre end et år, og for nogens vedkommende måske kun få måneder. Det er ikke godt nok i London, og det er langt, langt, langt fra rentabelt.

Derfor har man i et stykke tid i London talt om, at det var slut med æraen for de store blockbuster musicals, eller long-run musicalen som man kalder forestillinger som “Les Miserables”, “The Phantom of the Opera” og også en “Billy Elliot”. Musicals der er gået i årtier, mod de der senest er taget ned og har gået i 6-11 måneder, som “Made in Dagenham” – lavet over filmen af samme navn – og den meget roste og prisbelønnede “Bend it like Beckham”, der også er skruet sammen over filmen af samme navn.

Book of Mormons

I Berlingske idag har jeg en artikel, der sætter den engelske long-run krise i et dansk perspektiv. For hvad gør man på de to store musicalteatre herhjemme, Det Ny Teater og Fredericia Teater, hvis der kommer færre og færre nye, velskabte kvalitetsmusicals fra amerikanerne og englænderne? Selv om Fredericia Teater producerer selv, så er begge teatre afhængige af en vis grad af import udefra. Især Det Ny Teater er det, fordi deres krav til opsætningerne på teatret er så høje. De er ubetinget på et internationalt niveau.

Begge teaterchefer mener nu, krisen er så slem endda. Søren Møller nævner bl.a. den forrygende “The Book of Mormon” som et eksempel på en nyere long-run, på Broadway er et andet eksempel den helt nye musical “Hamilton”, hvor billetterne ryger op i 4000 kroners klassen, hvis man vil gøre sig håb om en plads. Men “Hamilton” er nu nok for amerikansk i sin historie til at have den store, internationale interesse. I hvert fald dansk interesse.

I kan læse hele historien i Berlingske her. Hvor I også får Søren Møllers tre tips til must-see musicals på Broadway lige nu. Hvis I evt. står og skal afsted… Hvilket til hver en tid kan anbefales.

kø Hedwig.JPG

 

Moderne – og så glemt. Forfattere af en generation

Kender nogen Marie Dinesen i dag? Læser nogen overhovedet Herdis Møllehaves “Le” medmindre de er i gang med et projekt om 1970erne? At være populær forfatter er ingen garanti for et langt efterliv. 

Min far har rigeligt med bøger selv, så i sidste weekend tog jeg en oprydning i den del af reolen, der var min mors værk.

Og faldt over titler og forfatterskaber, som jeg husker. Især husker jeg, at min mor læste dem, at hendes veninder gjorde, og at de gik meget om i nogle af dem. Men selv har jeg aldeig læst dem, og ingen – hverken i mine år på dansk-studiet på KUA eller senere har stillet mig til regnskab for den mangel i min almen læsning.


Og nu lå de her på spisebordet og var på vej – ja, jeg indrømmer det: i skaldespanden. For jeg har et ret godt kendskab til hylderne i genbrugsbutikkerne, og jeg ved, at folk ikke kender Grethe Heltberg, som bl.a. var velrepræsneteret på reolen.


Ikke at det som sådan er dårlig litteratur – kvaliteten er nok svingende, men det meste er bedre, end langt hovedparten af nutidens populære krimier. Men det er bøger, der er skrevet til og ind i deres tid. Bøger, der ramte en særlig ånd, en generation, men ikke den næste, som havde andre erfaringer, stod et andet sted, i en anden verden.

Enkelte af bøgerne er såmænd nok min mormors, det gælder blandt andet Marie Dinesen, som jeg ikke kan mindes min mor læste, derimod husker jeg hendes optagethed af “Le” og af Märta Tikkanen, som hun bestemt ikke var alene med.

For 15 år siden kom min far og jeg tilfældigvis i snak med en kvinde fra 68generationen i en bus i Berlin. Hun nævnte Herdis Møllehaves to kvinderomaner – “Le” og “Lene” – som noget hun kendte Danmark for, og sagde, min mor havde god smag, da jeg sagde, hun havde læst dem.

Objektivt set hører de næppe under rigtig god litteratur, og en klassikerstatus venter dem næppe heller. Men de udfyldte et behov i en generation af kvinder, de satte ord på noget, de måske ikke selv oplevede direkte, men som rørte sig i den tid, de levede i, og som derfor var vigtigt for dem at komme tættere på. Om de så også kommer til at stå for eftertiden, er vel i den sammenhæng mindre vigtigt? De er jo heller ikke skrevet med mig og kvinderne efter mig for øje – men til min mors generation.

Jeg indrømmer, at “Le” kom tilbage i reolen. Jeg overvejer om mit sommerferieprojekt skal være at genlæse de legendariske titler, jeg var for lille til at forstå dengang i 1970erne. Ligesom jeg puttede den lidt senere, men helt ligeså tidstypiske digtsamling af Lola Baidel i tasken – den på billedet. Der er vi rykket op i 1980erne, og jeg husker den megen hype om hendes forfatterskab. Jeg tænker, det vil være en tur ind i en fortid, der til dels også var min.

Spørgsmålet er nu, vil det være Helle Helle, Dorthe Nors, en datter kasserer efter sin mors død i 2050? Det tror jeg jo ikke. Jeg tror, de har for meget nyklassiker i sig, men hvem ved, hvad fremtiden vil synes? Jeg tror nu, de vil nøjes med at sende Sara Blædels Louise Rick bøger og Elsebeth Egholm Dicte-serie til gebrugspladsen.

Dengang jeg opdagede Gerda Wegener

I 1980erne begyndte jeg en intens og storstilet anlagt jagt på at finde tegninger af Gerda Wegener, jeg havde råd til at betale som skoleelev. Det viste sig dog ikke så meget at være min økonomi som et fuldstændigt manglende udbud af Gerda Wegener billeder, der  fik min samling til at ende på én tegning.

 Det var til et eftersyn hos Bruun Rasmussen Auktioner, jeg så billedet. Et højt maleri af en ung, smuk societykvinde fra 1920’ernes København. Hendes slanke krop nærmest buede, munden var hjerteformet, øjnene mandelformede og det lyse hår lå blødt og lokket og hendes pikante ansigt. I skødet lå en mynde, som nærmest spejlede sin ejerindes slanke holdning og elegance.

Kunstneren bag billedet hed Gerda Wegener. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men jeg faldt fuldstændig for den tidsånd, der svævede over hele maleriet, den stil og ånd det udstrålede. Det var som om Gatsby-tiden blev levende, når man så på hende.

Jeg lagde et bud på 2500,- kroner, hvilket var en mindre formue for en gymnasiast i 1980’erne. Men på dagen sad modekongen og kunstsamleren Erik Brandt i salen i Bredgade og bød over.

Jagten gik ind

Mange år senere genså jeg den unge kvinde, da Erik Brandt viste mig rundt i sin enorme samling af Gerda Wegener billeder i sit pakhus på Christianshavn. Jeg fortalte også, at jeg havde budt på det. Vi havde vist været de to eneste, der var interesserede i det. Ligesom vi vist var ene om vores interesse for Gerda Wegener i de år.

wegener_eva-heramb_1934.jpg

Maleriet af skuespillerinden Eva Heramb (1899-1957) fra  1934 er ikke uden mindelser om det maleri, der første gang førte mig til Gerda Wegener. (Foto: Teatermuseet i Hofteatret)

 

For siden havde jeg nærmest dagligt, når jeg så noget, der lignede en antikforretning, en kunsthandler eller et galleri med værker også af ældre dato, været inde og høre, om de havde noget af Gerda Wegener.

Alle sagde nej. Men de begyndte at fortælle. For de syntes, det var interessant, at jeg havde opdaget hende. Det havde ikke så meget med min unge alder at gøre, som en forundring over, men også en vis glæde ved at opleve, at malerinden var blevet set.

En større historie bag 

Gerda og Einar

Gerda og Einar Wegener i Ole Haslunds hus 1924. (Foto tilhører Det Kgl. Bibliotek)

 

Først kom historierne om, hvordan hun vandt en tegnekonkurrence på Politiken i 1908, om hendes succes i Paris. Og snart også historien om hendes ægteskab. Om Einar Wegener, der malede baggrundene på hendes billeder, om hans seksualitet, om hvordan han blev hendes muse, og hun malede ham igen og igen. Men også at hendes liv sluttede ensomt og fattigt i København i 1940. På et tidspunkt, hvor hendes mondæne, dekadente streg var helt passé i forhold til 1930’ernes politiske betonede realisme, der dyrkede sunde, solide kvinder og mødre, og muskuløse mænd, der kunne tage fat i en mark eller på en fabrik.

Intet af det Gerda og Einar Wegener relaterede til. PH kaldte til og med hendes kunst slibrig.

Om det var en af kunsthandlerne, der fortalte, at Einar var blevet opereret, husker jeg ikke. Måske fandt jeg selv frem til det i en bog.

En epoke der døde med Lili 

På et bogudsalg nogle år efter fandt jeg Lili Elbes erindringer. Med forsideportræt af Gerda Wegener – Einar som Lili. På det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl. Jeg så på ham hver dag, for efter et års intensiv jagt oprandt endelig den dag, hvor jeg åbnede døren til et sted, der havde en tegning liggende. En rødkridtstegning af en kvinde, der koket kigger ned med viften hvilende forførende og flirtende på brystet.

Jeg læste hendes nærmest maniske, feberhede erindringer på en nat, og var hensat i en anden mental tilstand. Jeg kunne ikke slippe dem igen, fordi de var så direkte, så helt følelsesmæssigt ufiltrerede, at man ikke på nogen måde kunne være upåvirket af dem. Der var fotografier med i bogen. Af en smuk, moden kvinde, som altså var en midaldrende dansk mand, der nu var opereret. Af hans kone, som blev ved at være ved hans side, og som han elskede og var så hengiven som hun var ham hengiven og som hun ikke ville slippe ham.

Men bagved beretningen lå også den viden, som eftertiden ligger inde med. At Lili også var en del af en tid, der kun to år efter hendes død, blev brat afsluttet med nazisternes magtovertagelse. Alt det lægen Magnus Hirschfeld stod for, og som skete på hans Seksualvissenschaftlichsches Institut, blev indbegrebet af det forfald, den depraverede livsstil, som nazisterne foragtede og bekæmpede med alle midler. Døden og rædslerne for alle de mennesker, Hirschfeldt har haft under sine vinger i Tyskland i de løsslupne, frie 1920ere har næppe overlevet den tid, der ventede lige udenfor portene til klinikken. einar2-berlin-1930

Lili Elbe i haven på kvindeklinikken i Dresden i 1931. Hun døde samme år efter mange, alt for store operationer.

 

Det var en kamp for den mand, der gik ekstreme smerter igennem – hans kønsskifteoperation har på mange måder været ren eksperimental – men det var det i allerhøjeste grad også for den kvinde, der havde lovet at følge ham i medgang og nu i den modgang, det trods alt må føles som for et menneske, der har forelsket sig i en mand og en dag må erkende, at hun er gift med en kvinde i stedet. Men hun blev ved hans side.

Hede lesbiske malerier 

Malerierne i “Den danske pige” er desværre ikke Gerda Wegeners, med undtagelse af det betagende portræt af Ulla Poulsen Schou, som er lånt fra Teatermuseet.

Ulla P S

Maleriet af ballerinaen Ulla Poulsen hænger på Teatermuseet idag. Hun er en af de kvinder, Gerda Wegener ikke har forskønnet særligt i sin gengivelse, Ulla Poulsen var utroligt smuk og elegant.

 

Men på originalmalerierne og tegningerne er der én kvinde, som maleren gengiver igen

GW kvinderOg i lange serier maler Gerda Wegener hed lesbisk sex og erotiske scener, der sjældent viser en mand og en kvinde. For sådan var det ikke hjemme hos hende. Der var de nu to kvinder, der levede sammen.

Det gjorde de indtil 1930, hvor Christian X officielt annullerede deres ægteskab. Fordi der ikke længere fandtes en Einar Wegener. Han var nu Lili Elbe.

 

“Den danske pige” har premiere den 4. februar. Arkens roste Gerda Wegener udstilling varer indtil maj måned. 

Jow, man kan godt spare i dansk teater

I det nyeste Teater 1 har jeg forholdt mig til de nye besparelser på kulturområdet. Her er en redigeret udgave – bl.a. med det nu korrekte sparetal: 437 mio. kroner fremfor 600 mio. kroner. 

På Instagram er der et populært hashtag, der hedder #throwbackthursday. 32.864.285 opslag er der lige nu under hashtagget, men man ville nok ikke score mange likes, hvis man slog et billede op af forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen eller et foto og citat fra vrede teaterfolk i 2002.

Ikke desto mindre var der noget “throwback” over det, da regeringen bebudede besparelse på kulturen med 2 procent, stigende til omkring 8 procent over fire år. Og på præcis samme grønthøstermetode, det foregik dengang i 2001, da Anders Fogh Rasmussen regeringen tiltrådte. Læs bare Teater 1s pamflet ”Veje til visionerne” fra sommeren 2002.

Dengang kom der en dialog mellem ministeren og kulturlivet, men kulturlivet holdt fast i, at det mest problematiske ved besparelserne dengang netop var den helt umulige grønthøstermetode. De ville hellere have, at politikerne udpegede hvor og hvordan, der skulle spares.

Publikum Gl Sc kopi

Minusvækst i kulturlivet

Det gjorde Bertel Haarder også indirekte. Eftersom han i Politiken tidligt på efteråret sagde, at sparekravet især ville ramme teatre, museer og de kunstneriske uddannelser. Lagt sammen med hans partis, men især støttepartiet Dansk Folkepartis markante og engagerede kampagne for flere penge til provinsen, og færre i København, ja så er det nok især hovedstadens teaterliv og museer, der skal regne med, at de næste fire år bliver tunge.

Sparekravet kom som et chok. Men måske var kulturlivet egentligt advaret om, hvad der kunne komme til at ske. For hele valgkampens debat om 0-vækst i det offentlige ville selvfølgelig ikke kun gå udover plejehjemmene og skolerne, men måtte også ramme det primært offentligt støttede kulturliv. At besparelsen så blev voldsommere end selv 0-væksten på grund af det idag berygtede omprioriterings-bidrag,  var så en ekstra bet.

Kunsten kommer i sidste række

”Det er den sidste krone, der går til kunsten på scenen, som det hele jo drejer sig om, og dermed til publikum. Først skal der jo betales husleje, strøm, administration og alt det andet, der skal til for at køre en veldrevet virksomhed,” sagde Holbæk Teaters chef, Kristoffer Møller Hansen, til nyhedsbrevet Proscenium i april 2014. Baggrunden var, at Holbæk Teater arbejdede på at blive regionalteater på Sjælland, og det, der bl.a. talte for, var ifølge teaterchefen, at det ville give flere penge den kunst, der – som man må læse af Møller Hansens udtalelse – kommer i sidste række, når budgettet skal gå op.

I foråret drog teaterleder Allan Klie til dels samme konklusion, da han sagde op i de dyre og ikke specielt velfungerende rammer om Københavns Musikteater i Kronprinsensgade i indre København for i stedet at blive mobilt teater. Netop for at bruge flere penge på kunsten end på husleje og administration.

Administration = faste arbejdspladser

Københavns Musikteater modellen kan selvfølgelig ikke kopieres af alle. Der er også gode grunde til, at et teater skal have rammer.

Men når pensionerede professor Jørn Langsted i Politiken har undsagt Bertel Haarders håb om ikke at ramme kerneaktiviteterne, altså kunsten, fordi Langsted ikke troede ”en døjt på”, at man kunne spare på administrationen nogen steder, så er det heller ikke hele sandheden.

Så længe en yngre teaterchef offentligt erkender, at administrationens løn er lagt fast før end man overhovedet skaber kunsten, og hvis man laver en bare løselig optælling af medarbejderstaben på også mindre egnsteatre, så er administration ikke længere lig med en teaterchef og en deltidslønnet sekretær. Man kan godt tælle sig helt op på næsten 10 personer, beskæftiget med opgaver af mere administrativ end kunstnerisk karakter.

Men det er nu næppe i administrationen, at politikerne ønsker, der skæres, når det kommer til for eksempel provinsens kulturliv. Desværre. For det er jo i administrationen på et egnsteater eller en landsdelsscene, at de faste jobs ligger. Skuespillere, scenografer og instruktører kommer og går, og efterhånden er meget af det, der spilles på et egnsteater i dag er til og med forestillinger hentet udefra.

Det er der ingen jobs i til de børnefamilier, politikerne gerne vil have til at bosætte sig i mindre byer over hele landet, og som primært er årsagen til, at politikerne overhovedet interesserer sig for kulturen.

Grønthøsteren kører altså igen

Den endelige besparelse på kulturlivet er landet på 437 mio. kroner. Det er noget, men så er det heller ikke værre. Det, der er værre, er stadig, at det er grønthøsteren, der kører hen over hele området og dermed definerer, hvilket kulturliv vi skal have. Fremfor det er en modig kulturminister, der laver en prioriteret prikkerunde i kulturlivet. Det ville ikke gøre mindre ondt, men det ville dog være foretaget ud fra en overbevisning og måske ligefrem en vision

Derfor vil de 437 millioner formodentlig ramme det kunstneriske produkt. Blandt andet fordi det er det, man kan se og dermed det, der er bedst pression i overfor politikerne. Ligesom når man sparer på de varme hænder i ældrepleje og børnehaver, fremfor at skære i antallet af indberetninger, der kræver administrative kræfter i en senere behandlingsfase.
Unknown