I 1945 genlød det i mange kunstnerkredse, om man overhovedet kunne digte efter Auschwitz. Efter at have set, hvad menneskene kunne gøre, var det som om alting var blevet meningsløst. Ordene var det i hvertfald, for de havde jo ikke kunnet stoppe vanviddet – på trods af de mange, mange tekster, viser, debatter, kronikker der var blevet skrevet imod fascismen både inden og under krigen.
Mange digtere stod i en dyb eksistentiel krise, der prægede deres forfatterskab stærkt i årene efter.
Men der blev jo skrevet digte efter Auschwitz. Også om Auschwitz. For på en eller anden måde er man også nødt til at bearbejde traumet, tale om det – altsammen i håbet om, at det ikke vil ske igen, når vi har fortalt og fået fortalt, hvad der skete, hvordan det kunne komme så vidt.
I dag er der dukket en afart af samme debat op igen. Problematikken er den samme, kan man skrive et teater stykke om Anders Breivik?
Det er dramatikeren Christian Lollike, der vil sætte Breiviks manifest 2083 op som teaterforestilling på Cafe Teatret, hvor han er direktør, til sommer. Og kritikken vælter ned over ham. Man kan ikke digte om tragedien i Norge, man kan slet ikke lade stykket have udgangspunkt i Breivik, for det er at give ham den publicity, han ønsker – altså indirekte at trampe på ofrene og deres pårørende.
Nu kender jeg Christian Lollikes måde at lave dramatik på rigtig godt, og det er bestemt ikke første gang han tager fat i noget så betændt som terrorhandlingen i Norge. Han har lavet en forestilling med udgangspunkt i massevoldtægten i Århus, som politiske kræfter dengang forsøgte at forbyde. Han har lavet et stykke med udgangspunkt i terroristerne, der fløj ind i World Trade Center. Han har lavet en forestilling om selvmord.
Ingen af forestillingerne har rummet den mindste flig af sensationslyst. De har tværtimod været meget bevidste om stoffet og det, det rummer. Men Lollike har en særlig evne til i sin dramatik at sætte fokus på os selv. Det “uhyggelige” i hans dramatik er, at den altid har for øje, at ingen mennesker er ubetinget gode. Men hvad er det, der gør eller har gjort, at jeg alligevel blev et almindeligt menneske, der ikke har begået grusomgheder. Og kunne jeg være gået over stregen under andre betingelser?
Her er ikke tale om et forsvar for Breivik. Her er ikke tale om tilgivelse eller forståelse i den forstand. Det, der er tale om, er at få os andre, os almindelige, pæne borgere der altid mener og gør det rigtige, og som er gode til at være moralske og fordømmende overfor selv den mindste lille træden ved side af, til at granske os selv.
Det grusomme ved Breiviks manifest er jo netop dette: at han ser sig selv som så godt et menneske, at han har ret til at udrydde de, der ikke er det – efter hans mening. Det er den radikale, den perverterede handling og udgang. Men gransk dig selv også… Det er selvfølgelig en bagatel til sammenligning, når vi ved middagsbordet kritiserer den dumme kollega, nedgør rygerne og kommer med en nedsættende bemærkning om den tykke dame, der spiser is offentligt. Men det er stadig udtryk for et menneskesyn, hvor man anser sig selv for at være bedre end nogle andre.
Det var også problematisk, da venstreorienterede begyndte at skyde skylden for handlingerne på højreorienterede debattører og borgere, som havde opildnet med hadefuld tale. Helt uden at se, at de dermed gjorde sig skyld i det samme. Det er at forenkle det skete i en fatal grad.
Den sorte plet i os alle, er vi nødt til at erkende. Ikke fordi der er fare for, at vi begår handlinger som denpå Utøya i 2011 eller i New York i 2001. Men fordi den er med til at lægge en grund for det, og fordi den er med til at dele os op som mennesker i nogle, der er bedre end andre, mere rigtige end andre. Og det er her, i det små, at skråplanet begynder. Med dig og mig.
Derfor er det også i orden at lave en forestilling om Breiviks manifest. Og de pårørende skal ikke være nervøse for, at det vil fremstille ham for pænt.
Men alle andre skal være klar til at turde se sig selv i øjnene i det, der bliver vist. Og granske sin egen, omend nok så lille, medskyld i at den slags overhovedet kan ske. . Og netop ved at gøre det på et teater, hvor der ikke er et beskyttende lærred mellem os og skuespilleren, der legemliggør holdningerne, bliver vi for alvor tvunget til at tage stilling selv. Vi kan ikke undslippe det.
